Karsten Nissen |
18. september 2010
"Hidtil har jeg stået for den opfattelse, at kirken ikke har noget mandat til at velsigne et homoseksuelt samliv. Den opfattelse har jeg nu revideret", skriver biskop Karsten Nissen
Følgende brev af biskop Karsten Nissen er sendt til alle præster og menighedsråd i Viborg Stift om folkekirken og registreret partnerskab.
Efter at der i løbet af foråret blev konstateret et flertal i Folketinget for ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelles ret til ægteskab, nedsatte kirkeministeren på forslag af biskopperne et hurtigt arbejdende udvalg med følgende kommissorium:
"Udvalgets kommissorium er at tage stilling til følgende spørgsmål:
1) Skal ægteskabsindstiftelsen fortsat foregå i folkekirken, eller skal alle samliv indgås for den borgerlige øvrighed, hvorefter der er mulighed for en kirkelig velsignelse, og hvilket ritual skal kunne anvendes ved en sådan kirkelig handling?
2) Under hvilke former skal også det registrerede partnerskab kunne indgås i folkekirken, således at to personer af samme køn har samme mulighed som ægtepar for at indgå deres samliv ifølge et kirkeligt ritual, og hvilket ritual skal kunne anvendes?
3) Hvordan sikrer man, at præster, som af samvittighedsgrunde ikke kan medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab i kirken, har frihed til at sige nej hertil?
Udvalget skal afslutte sit arbejde senest den 15. september 2010. Udvalget har mulighed for at rådføre sig med relevante enkeltpersoner, kirkelige grupperinger og organisationer i den udstrækning, udvalget ønsker det.
Hvis der under arbejdet opstår spørgsmål, der involverer andre ministerier, vil Kirkeministeriet sørge for sideløbende med udvalgets arbejde at tilvejebringe de nødvendige udredninger fra de pågældende ministerier. Det er vigtigt, at udvalget hurtigt kan få svar på spørgsmål, der måtte opstå undervejs, så udvalgsarbejdet kan afsluttes inden for tidsfristen.
Kirkeministeriet yder sekretariatsbistand til udvalget.
Som forslagsstiller til nedsættelsen af dette udvalg, og som medlem af det, vil jeg gerne over for stiftets præster og menighedsråd redegøre for mit syn på sagen.
ET STORT FLERTAL på 11 af 12 udvalgsmedlemmer, som jeg er en del af, er enige om, at ægteskab og registreret partnerskab må betragtes som forskellige ordninger, der har hver deres begrundelse og hver sin historiske baggrund. Udvalget betragter ægteskabet som en ordning, der er grundlagt ved Guds skabelse af verden, og som kan danne ramme om seksualliv, forplantning og børneopdragelse. Hermed kan udvalget ikke tilslutte sig den såkaldte "kønsneutrale" ægteskabsforståelse, der ikke skelner imellem ægteskabet mellem mand og kvinde og samlivet mellem to personer af samme køn.
Om registreret partnerskab er det udvalgets vurdering, at den folkelige forståelse af samliv mellem to personer af samme køn i dag alt overvejende er positiv, og at denne positive folkelige forståelse også gør sig gældende både blandt almindelige folkekirkemedlemmer og blandt præster. Det er en udvikling, som jeg også selv har gennemlevet.
Et flertal på 10 udvalgsmedlemmer, som jeg er en del af, finder, at synet på homoseksuel praksis falder uden for de spørgsmål, som det ifølge Den Augsburgske Bekendelse, artikel 7, er tilstrækkeligt – og nødvendigt – at være enige om af hensyn til kirkens enhed. Derfor kan der inden for kirken herske dyb uenighed om dette spørgsmål, uden at det kirkelige fællesskab lider skade derved. Det samme flertal erkender, at homoseksuelt samliv ikke er en del af en kristen skabelsesordning, men at dette samliv ikke strider imod det grundlæggende i evangelisk-luthersk kristendomsforståelse.
På denne baggrund foreslår et flertal på ni udvalgsmedlemmer, herunder jeg, at der åbnes for en kirkelig velsignelse af registreret partnerskab ved et ritual, hvor de centrale dele autoriseres. Vi foreslår, at ritualet optages i folkekirkens ritualbog, og at ritualet i alle sammenhænge, hvor det gengives, forsynes med følgende præambel: "Præster, der af samvittighedsgrunde ikke ønsker at anvende dette ritual, fordi de finder det uforeneligt med kristen ægteskabsforståelse, er fritaget fra at bruge det." Seks af udvalgets medlemmer, og her er jeg ikke med, foreslår at der åbnes for at det registrerede partnerskab kan indgås i kirken, og at ritualet forsynes med samme præambel.
Hidtil har jeg stået for den opfattelse, at der ikke bør kunne ske hverken en kirkelig velsignelse eller en indstiftelse af det registrerede partnerskab i kirken. Derfor vil jeg gerne over for jer redegøre for, hvorfor jeg i udvalget har kunnet tilslutte mig, at der indføres en kirkelig velsignelse af et registreret partnerskab. Begrundelsen er dobbelt: dels teologisk, dels politisk og parlamentarisk.
TEOLOGISK HAR JEG igennem de senere år funderet meget over dette spørgsmål. På den ene side er det mandat, kirken har igennem Bibelen, mandatet til at velsigne mand og kvinde i ægteskabet. Ægteskabet er for mig en del af den ordning, som Gud har givet os at leve i og under. Både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente findes der udsagn om homoseksualitet. Nogle af disse udsagn, ikke mindst i Det Gamle Testamente, er barske. Homoseksualitet forbydes og kaldes en "vederstyggelighed" (3. Mos. 18, 22 og 20, 13). Andre gammeltestamentlige tekster er 3. Mos. 20, 13 og 1. Mos. 19, 5.
I Det Nye Testamente beskriver Paulus i Rom. 1, 26-27 homoseksualitet som en "vanærende lidenskab" og i 1. Kor. 6 nævner Paulus en række synder og overtrædelser, herunder homoseksualitet. Intetsteds i de fire evangelier taler Jesus om homoseksuelle eller homoseksualitet, medmindre man forstår de gådefulde ord i Matt. 19, 10-12, hvor Jesus taler om dem, der er "uegnede til ægteskab", som omhandlende homoseksuelle. Hidtil har jeg derfor stået for den opfattelse, at kirken ikke har noget mandat til at velsigne et homoseksuelt samliv.
Det er denne opfattelse, jeg nu har revideret. Jeg kender mennesker, som er nået til den konklusion, at de er homoseksuelle, og at de er født/skabt sådan. Jeg har også oplevet, at erkendelsen af dette faktum og modet til at stå ved det udadtil over for andre mennesker, har gjort dem til hele mennesker. Dette at gøre op med en forløjet og hyklerisk måde at leve på og stå ved sig selv som det menneske, man nu engang er, kan skabe fred i et menneskes sind. Kirken må gå imod enhver fordømmelse af mennesker, også homoseksuelle, og kirken må efter min opfattelse også medvirke til, at vi ikke stempler grupper af mennesker som i særlig grad syndige. Synden er siden syndefaldet et grundvilkår for os alle, og der klæber synd, forstået som oprør mod Gud og egoisme, ved alt, hvad vi siger og gør.
På den ene side har vi det bibelske vidnesbyrd og den kristne ægteskabsforståelse, begrundet i Guds skabelse af mennesket som mand og kvinde. På den anden side har vi mennesker af kød og blod, som ikke kan leve på anden måde end ved at være homoseksuelle. De homoseksuelle er også omfattet af Guds kærlighed, og de er som alle andre mennesker afhængige af at kunne give og modtage kærlighed til og fra andre mennesker. I skabelsesberetningen siger Gud som begrundelse for at skabe Eva: "Det er ikke godt, at mennesket er alene." Dette er sagt til en mand, der sættes ind i et ægteskab med en kvinde. Alligevel er det en grundlæggende virkelighed for alle mennesker, også for de homoseksuelle, at det ikke er godt at være alene.
Jeg er nået til den erkendelse, at vi, der har glæden ved at kunne leve i et ægteskab med et andet menneske, og som ikke kunne forestille os en tilværelse uden det fællesskab og den intimitet, som ægteskabet indeholder, ikke bør stå i vejen for, at vore homoseksuelle medmennesker kan modtage den samme gave.
EFTERSOM FOLKEKIRKEN endnu ikke har fået den kirkeforfatning som Grundloven i paragraf 66 giver et løfte om, er den forfatningsretlige tilstand således, at Folketinget har lovgivningsbeføjelsen over for folkekirken. Dette indebærer, at hvis Folketinget vedtager en lov, der indfører fuld ligestilling imellem ægteskab og registreret partnerskab, vil dette samtidig være indført i folkekirken.
En sådan lov vil stærkt belaste forholdet mellem stat og kirke, og i det hele taget har jeg den opfattelse, et folkekirken i højere grad må tage hånd om egne affærer, og at vi inden for det folkekirkelig fællesskab må finde løsninger på spørgsmål, vi er uenige om. Noget sådant bør vi ikke overlade til statsmagten.
Derfor har jeg foreslået dette udvalg, og hilst kirkeministerens nedsættelse af det velkomment. Jeg håber, at vi i folkekirken, også i Viborg Stift, må kunne leve med forskellige holdninger til dette spørgsmål. Det folkekirkelige fællesskab bør kunne rumme disse forskellige holdninger, som det siges i den oven for omtalt artikel 7 i Den Augsburgske Bekendelse: "Ligeledes lærer de, at der bestandigt vil forblive én, hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning ?" Med "evangeliets lære" og "sakramenternes forvaltning" menes forkyndelsen af retfærdiggørelsen ved tro alene, og forvaltningen af dåben og nadveren som nådemidler.
Karsten Nissen er biskop i Viborg Stift og et af de 12 medlemmer af kirkeministerens udvalg om folkekirken og registreret partnerskab.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
28 indlæg det seneste døgn
!
