Opstigning til paradis

"Englene bliver ligesom på skift kaldt op, en af dem får på vej op så alligevel et nej og falder tilbage til dødsriget. Det giver så meget gåsehud, når man står dernede," siger han.

"ARoS er på en måde en hyldest til hele princippet Dante, og nede i vores inferno skal man for det første møde sig selv, og så skal man opleve de forfærdelige pinsler, som mennesker kan blive udsat for. Dante møder på sin vandring gennem helvede gode og dårlige borgere fra Firenze, og de får den straf, som han synes, de har fortjent. Videre op igennem purgatoriet, som vi også kalder skærsilden, møder han nogle ånder, der er hævet over dagligdagen, men først helt oppe i paradiset finder han de store ånder, som vil blive stående for evigt. Dermed får han skildret både sin nære virkelighed og det store fjerne og uhåndgribelige. Det synes jeg også er det, kunsten handler om. Der er den nære virkelighed, og så er der det store princip."

"Den guddommelige komedie" har betydet meget, fordi det er første gang, en kunstner på den måde skildrer både den nære virkelighed og det fjerne guddommelige. Det med at blande dagligdag og religion var på den tid ikke gjort før i kunsten. Men det er jo det, vi gør, når vi sidder søndag efter søndag i kirken og lytter til Guds ord. Så er vi Dantes aktører, der repræsenterer den virkelige verden, men forholder os til det abstrakte," siger Jens Erik Sørensen.

På museet i Århus kan opstigningen fra helvede til paradis gøres på bare 40 sekunder. Længere tager det ikke at køre med elevatoren fra niveau nul og op på taget, hvor Olafur Eliassons værk "Your Rainbow Panorama" med flere års forsinkelse netop nu er i gang med at blive etableret. Værket er en kæmpestor cirkulær glasinstallation, der vil reflektere solen og lyset på helt nye måder. Det er på alle måder et himmelstræbende værk, der skal fuldende visionen om ARoS som en moderne kunstnerisk fortolkning af Dantes univers.

I stedet for den korte elevatortur fra helvede til himmel, kan museumspublikummet også tage en langsommere vej via den store, hvide trappe og standse op på hver afsats, hvor kunsten er placeret, så den følger principperne fra "Den guddommelige komedie". Det er purgatoriedelen. Purgatorie betyder et sted, hvor der foregår renselse. Dante forestiller sig det som en ø midt i verdenshavet. Fra strandbredden stiger et kegleformet bjerg op, hvor sjælene på syv afsatser kan blive renset for hver af de syv dødssynder. På ARoS er princippet, at den mest dagligdags kunst findes på de nederste etager og guldalderkunsten og de religiøse billeder højst oppe, tættest på himmelrummet.

"Jeg vil gerne have, at det her kunstmuseum skal være en mental rejse med en høj identifikationsgrad. Kunstmuseerne er blevet kaldt det 20. århundredes katedraler, og i den forbindelse giver det rigtig god mening for mig at bruge Dante som inspirationskilde."

Jens Erik Sørensen kan sin Dante og holder meget af den klassiske fortælling, som få har læst, men som ustandselig citeres i især kunst- og teatersammenhæng. Han læste uddrag af den, mens han var ung og i gang med at tage en studentereksamen, og senere i livet har han gang på gang taget den frem, ikke for at læse den fra ende til anden, men måske bare for at læse et vers eller to.

"Dante er på en måde det fundament, som vi alles ammen står på. "Den guddommelige komedie" er jo ikke en bibel, men snarere en guide til, hvordan man er et godt menneske i denne verden. Jeg opfatter værket som en moderne roman, fordi Dante drager dagligdagen ind, samtidig med at vi får løftede pegefingre om, at hvis vi respekterer vores medmennesker, så vinder vi kærligheden til sidst. Kærligheden besejrer alt, og det er kun den, der giver adgang til det højeste niveau. Hos Dante er det i paradiset, og det er der, hvor vi møder hele hyldesten til livet."

"Dante tager elevatoren helt ned og helt op. Undervejs giver han os nogle religiøse pejlemærker for, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Man kan sige, at det var det samme, Michelangelo gjorde nogle hundrede år senere i Det Sixtinske Kapel," siger Jens Erik Sørensen.

Museumsdirektøren erkender, at Dantes tekst umiddelbart kan være svær at gå til. Alene fortællingens opbygning med 100 sange eller vers, der hver består af mellem 40 og 50 såkaldte terziner, afsnit på tre verslinjer, gør den lidt vanskelig at læse. Alligevel opfordrer han på det kraftigste til, at man kaster sig over bogen.

"For mange mennesker er Dante ukendt, det er virkelig synd. Når man først har læst Dante, slipper man ikke fri af ham igen. Jeg tror, det handler om, at han rammer mennesker, der hvor vi er mest usikre og skrøbelige. Når jeg læser ham, kan jeg nogle gange føle mig som en lille italiensk skoledreng, der bliver opdraget til at skulle gøre det rigtige. Det er, som om han tager højde for, at vi mennesker er frække, og at vores nysgerrighed hele tiden driver os til at afsøge grænser, og så er det, han fortæller os, at alting har omkostninger. Vi skal eksempelvis ikke udfordre dødssynderne, og vi skal altid give i stedet for at tage," mener Jens Erik Sørensen.

"Mange vil nok sige, at den tankegang er forældet i dag, hvor hvert eneste menneske nærmest føler sig som centrum for hele verden. Men netop i en tid som vores gælder det om at tage Dantes moral højtideligt," tilføjer han.

Fortællingen betegnes ofte som den første europæiske jegroman. Det er Dante selv, der er jegpersonen, og han blander mange steder i versene noget rent fiktivt med sine egne personlige betragtninger og henvender sig også nogle steder direkte til sin læser. Meget tyder på, at han selv var bevidst om, at han havde skabt et værk, der ikke svarede til noget, man havde kendt før. I et brev til sin beskytter, Cangrande della Scala, herskeren i Verona, forklarer Dante, at der er to grunde til, at han kalder sit værk for en komedie. Dels ender værket godt efter at være begyndt ondt, og dels er stilen ikke udelukkende ophøjet som i eksempelvis forbilledet Vergils "Æneiden" , men mere blandet og måske ligefrem ydmyg. Hvis "Æneiden" var en tragedie, måtte hans eget værk nødvendigvis være det modsatte.

For Jens Erik Sørensen giver det god mening at kalde Dantes fortælling for en komedie, den rummer nemlig masser af humor, mener han.

"Man kan godt forestille sig, at det i 1300-tallet har været en befrielse at læse om de mennesker, man måske har kendt fra Firenze, og som Dante møder nede i helvede og udsætter for alverdens pinsler. Det er ligesom hofnarren, der spidder de forskellige kendisser. Derfor har den givetvis også været morsom for folk at læse. Samtidig skal man huske, at en komedie ikke bare er til underholdning, det er også et lærestykke. Det kender vi blandt andet fra vores egen Holberg."

Hvis Dante havde levet i dag, ville han have været en stor filminstruktør, mener Jens Erik Sørensen. "Den guddommelige komedie" er skrevet i et meget billedrigt sprog, og fortællingen om påskeugens vandring mellem helvede og paradis ville egne sig fortrinligt til at blive udmalet i en film med masser af effekter og action. Egentlig kan man undre sig over, at ingen filminstruktør har taget idéen op.

"Det er den store universelle fortælling om mennesket, men mange mennesker i dag vil finde den for svær og tung eller undskylde sig med manglende tid. Derfor kunne det være fint med en moderne fortolkning i form af en film eller måske en tegneserie," siger Jens Erik Sørensen.

washuus@k.dk