Hverken frit eller fair, men et skridt på vejen

Et valg er groft sagt en kamp om at vinde, miste eller bevare politisk magt, og for de deltagende politikere gælder det naturligvis først og fremmest om at skaffe mere indflydelse, end de har i forvejen. Foregår kampen om stemmer i et land som Afghanistan, hvor der langtfra spilles efter reglerne, stiger risikoen for, at mange kandidater er villige til at gå langt – meget langt – for at sikre sig selv opbakning. Alle kneb gælder, også de ulovlige og voldelige, og på den måde fremmer valget ustabiliteten.

Anna Larson peger på, at der er hårdt brug for at styrke reglerne for, hvordan man afvikler valg, samt sikre, at de finder sted i et anstændigt politisk miljø, så vælgerne kan have tillid til resultatet. Det bekymrer hende dog, at hverken den afghanske regering eller det internationale samfund synes at være villig til at lægge det pres, der skal til for at nå målene.

"Der mangler politisk vilje i begge lejre," siger hun.

Alle problemer til trods mener Anna Larson dog ikke, at der er noget alternativ til at fortsætte med at afvikle valg i Afghanistan. Selvom valg kun er et af flere elementer i at skabe en demokratisk udvikling, rummer de på langt sigt løftet om et stabilt politisk system, hvor ændringer altid er mulige. Og det tiltrækker befolkningen.

"Idéen om valg som demokratisk institution har stor opbakning blandt afghanerne, hvis de kan afvikles under sikre forhold og på en måde, så de omfatter alle vælgere," siger hun.

Derfor er det også, efter hendes opfattelse, bydende nødvendigt, at det internationale samfund gør meget mere for at styrke den demokratiske udvikling bredt i Afghanistan – ved at fremme et ordentligt retsvæsen, adgang til uafhængige domstole, ytringsfrihed, en uafhængig presse og så videre.

"Der er brug for et konstant fokus på disse områder, også mellem valgene," understreger hun.

Den amerikanske antropolog Noah Coburn, der er seniorforsker ved USIP, USA's Institut for Fred, og i lange perioder har boet i Afghanistan, hvor han også opholder sig i øjeblikket, er meget enig med Anna Larson i, at det er selve den politiske kultur, der er problemet.

"Svindel og korruption er blot et symptom på det virkelige problem – at politik i Afghanistan på trods af (eller på grund af) ni års international indblanding i sagens natur er ustabil. Vold bliver stadig anset for at være et effektivt politisk redskab. Landet er stadig dybt splittet over, hvorvidt det skal styres af religiøse ledere, tidligere krigsherrer eller bureaukrater. Og der er en stærk fornemmelse af, at den nuværende politiske elite, som de fleste afghanere anser for at være korrupt og ligeglad med fællesskabets behov, har slået så dybe rødder, at det er svært at fjerne dem fra magten," pointerer han.

Noah Coburn mener personligt, at dagens valg burde have været udskudt i længere tid end fra den 22. maj, hvor det oprindeligt skulle have fundet sted, til i dag, da det blev klart, hvor meget svindel og korruption der skete under præsidentvalget og de lokale valg. Han er bekymret for, at valget vil skade demokratiet i Afghanistan mere, end det vil gavne, fordi det sælger en vare, som slet ikke lever op til løfterne.

"Der er brug for en omfattende indsats, hvis man vil reformere den politiske kultur som helhed i Afghanistan. Det hjælper ikke meget at ændre på procedurerne for optællingen af stemmesedler, så længe kommandører, der er skyldige i krigsforbrydelser, har lov til at stille op som kandidater; så længeTaleban eller sågar deres modstandere kan forulempe vælgere i bestemte områder af landet for at styrke bestemte kandidater, eller så længe vælgerne stadig betragter regeringen som i bedste fald uduelig, men som oftest direkte grisk og røverisk," siger han.

Desværre, mener Noah Coburn, er det forholdsvis store fokus på selve valghandlingen blot et yderligere bevis på fraværet af en langsigtet vision og en langsigtet forpligtelse til at fremme et stabilt demokrati i Afghanistan hos både det internationale samfund og den nationale afghanske regering.

Den afghanske analytiker og professor i statskundskab ved Australian National University Amin Saikal retter i den australske avis The Australian skytset direkte mod præsident Hamid Karzai, som efter professorens mening har forsømt at styrke de demokratiske institutioner.

"Da Taleban blev væltet, og Karzai-regeringen kom til magten, var forventningen, at præsidenten kunne åbne et nyt kapitel i Afghanistans historie. Det har han ikke haft synderlig succes med. Han har brugt sin magt til at påvirke de enkelte parlamentsmedlemmer og splitte parlamentet," siger Amin Saikal.

Midt i det blakkede billede af parlamentsvalget er det dog værd at hæfte sig ved et par enkelte positive fremskridt. Denne gang opstiller flere kvinder til parlamentet – 410 kandidater mod 328 sidste gang – samt flere unge kandidater. Omkring en femtedel af kandidaterne er mellem 25 og 35 år.

Dr. Shanthie Mariet D'Souza, gæsteforsker ved Singapores nationale universitet, fremhæver, at det giver håb om forbedringer på længere sigt, at der er en ny generation af politikere, som presser sig på. Unge mennesker, som er parate til at udfordre de gamle politiske netværk af krigsherrer, smuglere og narkohandlere.

"Disse unge kvinder og mænd, som kommer fra forskellige baggrunde, kan måske fylde gabet mellem landets voksende forhåbninger og dets gamle magthavere," skriver hun i en kommentar på nyhedsmagasinet Eurasias hjemmeside.

upoulsen@k.dk