At homoseksuelle fremover skal kunne få deres registrerede partnerskab fra rådhuset velsignet i folkekirken ved et autoriseret ritual er formentlig den eneste pragmatiske måde at løse den anspændte politiske og teologiske sag på.

Et udvalg under kirkeministeren, der i går fremlagde sin rapport med velsignelses-forslaget, blev nedsat i foråret som en afledningsmanøvre, der skulle forhindre et flertal af Folketingets politikere i at vedtage en endnu mere vidtrækkende lov. Den ville sidestille ægteskabet mellem en mand og en kvinde med partnerskabet mellem to af samme køn. Var det politiske diktat blevet trukket ned over folkekirken, ville det formentlig have affødt et massivt pres for at få adskilt stat og kirke så hurtigt som muligt. Derfor udvalget og derfor kompromisforslaget, der skal demontere bomben, som både truer folkekirken selv og forholdet til staten og politikerne.

Sagen handler om tre ting. For det første, om det er rigtigt at indføre et ritual for et homoseksuelt parforhold i kirken, som et flertal nu ønsker. For det andet om, hvordan man sikrer, at folkekirken ikke splittes unødigt over spørgsmålet. Og for det tredje, hvordan der politisk kan handles, så statens forhold til kirken ikke sprænges.

Spørgsmålet om homoseksuelle vielser og velsignelser er komplekst og handler om langt mere end rettigheder. Det er derfor hverken udtryk for manglende frisind eller diskrimination at argumentere imod homoseksuel vielse eller velsignelse. Homosek-suelle er nu som før lige så meget under Guds velsignelse som heteroseksuelle. Men når kirken velsigner ægteskabet, er det den samfundsbevarende forbindelse mellem mand og kvinde, der velsignes. En forbindelse, som i kristen forstand er Guds skaberorden, men som i et langt bredere, tværreligiøst perspektiv er den naturorden, der sikrer slægtens og dermed samfundets videreførelse og overlevelse.