|
19. maj 2006
Alternativ udlægning af kulturens hovedhistorie er en udfordring
"BARE EN ROMAN" holder ikke til at karakterisere Dan Browns højeffektive spændingsroman "Da Vinci Mysteriet". Bogen har solgt op mod 40 millioner eksemplarer verden over, mere end nogen anden enkelt bog, hvis man ser bort fra Bibelen. "Da Vinci Mysteriet" er et fænomen. Det store spørgsmål er, hvorfor lige netop denne bog har haft så enorm gennemslagskraft.
Bogens litterære kvaliteter gør det ikke. Det er en røverhistorie af de mere spændende, men Dan Brown rammer noget centralt i tiden med historien om kodeeksperten Robert Langdon, der hvirvles ind i en sag om mordet på en stormester i et hemmeligt selskab, der ifølge bogen har vogtet hemmeligheden om den direkte blodlinje fra Jesus siden oldkirken.
Bogens alternative historiefortælling har formentlig spillet en afgørende rolle for romanens succes, sådan som det også sandsynliggøres i dagens Liv&Sjæl-tema. Den alternative historiefortælling er ironisk nok netop det element, der er med til at give romanen troværdighed i en mistænksom tid, hvor autoriteter per definition skal kritiseres og afsløres. Mens omvendt enhver alternativ forklaring ædes med en kritikløshed, der synes omvendt proportional med den kritik, der bliver autoriteterne til del.
"DA VINCI MYSTERIET" giver altså en alternativ udlægning af vor kulturs hovedhistorie om Jesus. Det kunne være kult for de få, men med bogens udbredelse og nu filmatisering er denne version af historien blevet en del af mainstream.
Det kunne på sin vis være lige meget, hvis "Da Vinci Mysteriet" bare var en roman. Det er den ganske vist. Men når forfatteren hårdnakket påstår, at han baserer sin bog på fakta, så må man gå ham og de populære konspirationsteorier efter i sømmene. Det har kritiske historikere heldigvis også har gjort og kan dokumentere, at meget af det, Dan Brown serverer som fakta, er det pure opspind. For eksempel hele myten om Sions Priorat, der ikke blev stiftet i 1099, men i 1956 – af en højreorienteret franskmand, der selv mente at nedstamme fra Jesus.
At udpege fup og fakta gør det dog ikke alene. Tilbage står nemlig stadig de spørgsmål, som "Da Vinci Mysteriet" har fået til at rumle i hovederne på mange mennesker: Hvordan var det lige med kristendommens tidlige historie? Var kejser Konstantin den mand, der gjorde Jesus guddommelig med et snuptag på et kirkemøde i 325? Og hvordan er det med det kvindelige og kristendommen?
Hvad skal man stille op med "Da Vinci Mysteriet"? Den katolske kirke, skurken par excellence i den type konspirationsteorier, som "Da Vinci Mysteriet" lever af, har blæst til kamp mod romanen, og på Færøerne vil biograferne ikke vise filmen – på grund af det kontroversielle indhold. Det er en strategi, der hurtigt kan virke mod sit formål; det forbudte har som bekendt sin egen fascinationskraft – en kraft, netop "Da Vinci Mysteriet" profiterer solidt på.
En mere defensiv strategi ville være i smug at afvente, at "Da Vinci Mysteriet" bliver pillet ned af den logik, dens succes bygger på. Hvis den fortrængte historie altid vinder over mainstream-historien i en tid, der har indgroet skepsis over for autoriteterne, vil "Da Vinci mysteriet" med tiden måtte vige pladsen for en anden fortrængt historie.
Den logik får modspil, når muligheden gribes for at diskutere de spørgsmål, som "Da Vinci mysteriet" faktisk har fået til at simre. Hvornår har der sidst været en ligefrem folkelig interesse for oldkirken for eksempel? Engagementet går mærkelige veje, men der er ingen grund til ikke at tage det på ordet, at snakke med og levere mere end stene for brød.
"Da Vinci Mysteriet" er også bare en roman. Men romanen leverer en kærkommen anledning til at tale om kristendommen historisk og aktuelt. Og en påmindelse om, at den sande historie også skal fortælles som en rigtig god historie. bl
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad