1 / 3
Alle kunne se pave Benedikt XVI på storskærme, da han i går stod for gudstjenesten i Cofton Park i Birmingham.
- Bjarne Nørum
Bjarne Nørum |
20. september 2010
Pave Benedikt XVI's fire dage lange besøg i Storbritannien trak fronterne op i kampen mellem kirken og det sekulære samfund. Men viste også, at kirken stadig formår at fejre troen med pomp og pragt
Solen brød symbolsk frem over Cofton Park i Birmingham, netop som paven ankom i går. Og folkemængden jublede, da man på storskærme kunne se paven stige ud af bilen, 12 minutter før den store ceremoni skulle starte klokken 10. Her kunne han tage en stor, forgyldt statue af John Henry Newman i øjesyn før selve gudstjenesten, som var koncentreret om netop saligkåringen af kardinal Newman.
Den store udendørs gudstjeneste var en opvisning i pomp og pragt. Scenen med alteret var bygget til lejligheden. Her sad pave Benedikt på en stor tronstol i midten, omgivet af kardinaler og ærkebiskopper, biskopper og præsten – næsten alle klædt helt i hvidt.
Omkring 5000 gejstlige og hjælpere var forsamlet. Hertil kom de 52.000 pilgrimme – det officielle navn for deltagerne i gudstjenesten.
Kristeligt Dagblad var med på pilgrimsrejsen fra London til Birmingham. Mødetid var klokken 03.30 om morgen ved St. Edmunds-kirken i Millwall, hvorfra to busfulde deltagere efter en morgenandagt satte kurs mod Birmingham. Forude ventede 16 timer, før de var tilbage i London.
Blandt de, der var stået tidligt op, var Yolande Christian.
Hun lukkede øjnene og tænkte koncentreret, før hun svarede på, hvad hun forventede at få ud dagen.
"Jeg forventer at finde Gud," lød svaret. Og det var ikke, fordi hun havde opgivet Gud. Hun var tidligere en mere aktiv del af det katolske samfund, men et fuldtidsjob som lærer havde ikke levnet plads nok til kirken.
"Mit liv er på mange måder blevet sekulært, og det er derfor, jeg gerne vil tilbage til, hvad jeg kendte før," forklarede hun.
Hun var i lørdags i centrum af London for at se paven i pavemobilen, men forventede en helt anden oplevelse ved den store gudstjeneste.
Bussen nåede Birmingham ved solopgang. Der var en let regn, og forude var tre timers venten, inden paven og hans følge nåede frem i fire helikoptere.
Saligkåringen af kardinal John Henry Newman var det centrale. Men paradoksalt nok var selve saligkåringen overstået på nogle få minutter. Ærkebiskoppen af Birmingham, Bernard Longley, kom med en kort indstilling. Pave Benedikt svarede kort og formelt, "at Guds ærværdige tjener, John Henry, kardinal Newman derfor fremover skal være velsignet".
Men i sin prædiken fremhævede han, at John Henry Newman adskilte sig fra tidligere britiske salig- og helgenkåringer ved, "at han ikke var kaldet til at ofre sit blod for Herren" i modsætning til tidligere tiders martyrer.
Gudstjenesten var en del af pavens pastorale besøg hos de engelske og skotske katolikker. Pave Benedikt XVI havde som den overordnede dagsorden et angreb på de dele af det sekulære samfund, som vil begrænse religion.
Det var også de dele af samfundet, som stod bag lørdagens demonstration "Protest the Pope". Arrangørerne havde på forhånd håbet på 2000 deltagere, men op mod 20.000 troppede op for at protestere mod paven.
Foran Downing Street blev talerne med ateisten Richard Dawkins i spidsen modtaget med et øredøvende bifald. Han så pavens kritik af "aggressiv sekularisme" som en sejr.
"Det viser, han er presset, og han angriber os for at fjerne opmærksomheden fra de mange sager om misbrug," fastslog Richard Dawkins.
Flere talere krævede, at Vatikanet og den katolske kirke i hele verden åbner arkiverne, og offentliggør de mange sager om seksuelt og andet misbrug, som er håndteret internt i kirken.
Ved en gudstjeneste i den katolske Westminster Cathedral lørdag formiddag gav paven sin hidtil mest vidtgående undskyldning og beklagede kirkens håndtering.
Men den undskyldning var ikke vidtgående nok for de protesterende. Aktivisten Peter Tatchell talte om, at paven kun undskyldte for, at andre i kirken har fejlet, men at han ikke undskyldte sin egen rolle.
Menneskerettighedsadvokaten Geoffrey Robertson argumenterede, at paven er skyldig i forbrydelser.
"Han tilbyder kun bønner til ofrene. Men det er ikke bønner, de vil have. De vil have retfærdighed," fastslog advokaten.
Samtidig med demonstrationen havde pave Benedikt et 40 minutter langt møde med fem personer, fire kvinder og en mand, der som børn var blevet misbrugt af præster. Som ved andre udlandsrejser skete det under private former. I en erklæring udsendt fra Vatikanet efterfølgende hed det, at paven udtrykte dyb sorg og skam over, hvad ofrene og deres familier havde gennemgået.
Han bad med de fem og lovede, at kirken vil indføre nye retningslinjer for håndtering af sager om misbrug for at forhindre, at det sker igen.
norum@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad