Rikke Albrechtsen |
20. september 2010
Hvordan den tjetjenske bombemand blev radikaliseret, hersker der endnu stor tvivl om. Men det er langt fra den første terrorsag, der har med muslimer på belgisk jord at gøre
I maj i år dømtes Malika El Aroud og syv andre ved en domstol i Bruxelles for at stifte, lede og organisere et terrornetværk. Det var det ottende store terrornetværk med bånd til islam, der har været for retten i Belgien i nyere tid, hvor mere end 60 personer er blevet dømt for terrorrelateret aktivitet.
Dermed er den tjetjenske bombemand, der efter politiets vurdering planlagde et angreb mod Morgenavisen Jyllands-Posten, langt fra den første radikaliserede muslim, der har befundet sig på belgisk jord i længere tid.
Blandt de mest spektakulære sager hører landets første selvmordsbomber, kvinden Muriel Degauque, der var konvertit, og som sprang sig selv i luften i Irak i 2005 ved siden af en amerikansk militærkonvoj. Hertil kommer sager med tråde til Madrid-bombningerne, til mordet på lederen af Nordalliancen i Afghanistan, Ahmed Shah Massoud, og til rekruttering til selvmordsmissioner.
Men selvom det lyder af meget, advarer landets førende eksperter på området om at se på Belgien som et sted, hvor der er frit slag for radikale muslimske grupper.
"Det var det i 1980?erne, hvor Belgien fungerede som bagland for en række angreb i Frankrig. Men sådan er det ikke længere. Belgien udgør nu bare en brik i et meget komplekst puslespil, men fungerer ikke længere som et samlingssted," siger Rik Coolsaet, der er professor ved universitetet i Gent og en af de førende forskere i terrorisme på belgisk jord.
Han forklarer, at opdagelserne af terrornetværk med tilknytning til særligt Iran og Algeriet allerede på den tid gjorde, at man meget tidligt kom i gang med at efterforske den slags sager.
I dagens Belgien vurderes det, at de radikaliserede miljøer er spredte og sparsomme, og at faren for "hjemmedyrkede" terrorister generelt er for nedadgående.
"De mennesker, du ser tage til for eksempel Afghanistan eller Irak, tager ikke af sted, fordi de er blevet rekrutteret gennem et struktureret netværk. Det er meget mindre organiseret, end folk tror. Tit er det ret amatøragtigt," siger Rik Coolsat
Lektor ved det Katolske Universitet i Leuven Theodoros Kotroubas, der forsker i de muslimske miljøer i Belgien, giver ham ret.
"Radikalisering er ikke noget særligt velorganiseret fænomen i Belgien. Ikke som i for eksempel Storbritannien, hvor der findes visse moskeer, hvor der prædikes hadefulde ting," siger Kotroubas.
Han forklarer, at der er en enorm indre opsplitning i de muslimske miljøer, som først og fremmest trækker sig efter nationale skel. De dominerende grupper er fra Marokko og Tyrkiet, men der er også andre nordafrikanske, sydøstasiatiske, balkanske for ikke at glemme tjetjenske samfund. Dertil kommer, at radikalisering sjældent sker fra moskeerne i Belgien.
"Radikalisering er et meget tilfældigt fænomen. Det kan ske ved bare det mindste ord eller en følelse af diskrimination i samfundet, som let kan skubbe unge i hænderne på karismatiske ledere," siger han.
For Alain Grignard, der i mange år har ledet belgisk politis anti-terrorindsats og underviser på universitetet i Liège, hvor den tjetjenske bombemand boede, er det endnu alt for tidligt at spekulere i, hvordan lige netop han er endt som mulig attentatmand.
"Han kan være radikaliseret her, men det kan også være sket andre steder. Det er fuldstændigt umuligt at sige for nuværende," siger Grignard.
Han mener, at det er forkert at tro, at Belgien skulle fungere som et blindt punkt på Europas terrorlandkort.
albrechtsen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad