Når udtrykket, "vi har religionsfrihed, men ikke-religionslighed" for eksempel bruges som et argument mod tilladelse til moskébyggeri, bliver der tale om et uetisk - eller måske bare uvidende - misbrug af ikke-religionsligheden, skriver Erling Tiedemann. Her Islamisk Trossamfund.
- PRIVATFOTO
Erling Tiedemann |
20. september 2010
Grundloven foreskriver ingen begrænsning af nogen borgers eller andet trossamfunds religionsfrihed, skriver Erling Tiedemann, tidligere formand for Det Etiske Råd
Et grundlæggende etisk princip som religionsfrihed bygger ligesom flere andre etiske normer på et menneskesyn, det vil sige på en antropologisk erkendelse, der har udmøntet sig i internationale menneskerettighedskonventioner.
Men hvad grunder ordet "ikke-religionslighed" sig på? Og hvordan forholder det sig til religionsfriheden? De to begreber nævnes ofte sammen og nærmest som et mantra: "Vi har religionsfrihed, men vi har ikke-religionslighed."
Anvendelsen i udsagnet af ordet "men" antyder en modsætning eller i hvert fald, at ikke-religionsligheden betyder en indskrænkning af religionsfriheden. En sådan indskrænkning ville imidlertid være i strid med den grundlæggende etiske norm, som indebærer, at alle har lige religionsfrihed - det vil sige, at de begrænsninger i religionsfriheden, som konventioner og national lovgivning anerkender nødvendigheden af, er ens for alle. Skulle begrænsninger kun gælde for nogle, men ikke for andre, ville der være tale om en etisk utilstedelig diskrimination.
Reglen i Grundlovens paragraf 4, som giver folkekirken krav på at blive støttet af staten, foreskriver netop ingen begrænsning af nogen borgers eller andet trossamfunds religionsfrihed. Paragraffen giver alene folkekirken en historisk begrundet fordel, men fratager ikke andre nogen rettighed.
Grundlovsbestemmelsen forbyder i øvrigt ikke staten at øge sin støtte til andre trossamfund i takt med, at den historiske begrundelse for fordelen får mindre vægt, som tiden går, og verden udvikler sig.
Det for den etiske overvejelse afgørende er, at ikke-religionslighed i sig selv ikke er udtryk for diskrimination, så længe uligheden kun handler om historisk betingede fordele og ikke indebærer nutidig begrænsning af nogens religionsfrihed.
For fuldstændighedens skyld bør det dog tilføjes, at tiden kan løbe så meget fra historiske forudsætninger, at en forskelsbehandling gradvist antager en uholdbar karakter - det har blot ikke noget at gøre med religionsfrihed, men med mere almene etiske principper om forbud mod diskrimination.
Når noget sådant kan konstateres, er løsningen ikke at fratage nogen en grundlovssikret fordel, men at dæmpe ikke-religionslighedens betydning gennem også at tilgodese andre. Sådan har man eksempelvis i Norge for længst indført økonomisk ligestilling mellem tros- og livssynssamfund, mens ikke kun medlemmer af Svenska Kyrkan, men også medlemmer af andre trossamfund i Sverige kan få betalt deres kirkeskat som kildeskat. Danmark halter her stadig bagefter - tilsyneladende på grund af en misforståelse omkring ikke-religionslighedens betydning.
Når udtrykket, at "vi har religionsfrihed, men ikke-religionslighed" yderligere bruges som et argument mod regelret byplanmæssig tilladelse til moskébyggeri, bliver der tale om et uetisk - eller måske bare uvidende - misbrug af ikke-religionsligheden.
Naturligvis skal alle trossamfund, der vil bygge huse til deres gudsdyrkelse, underkaste sig de samme bestemmelser i bygnings- og miljølovgivningen og så videre, som gælder for alle, men der findes i så henseende ikke nogen byplanmæssig særlovgivning for et enkelt trossamfund. Til en sådan begrænsning af religionsfriheden rækker ikke-religionsligheden ikke.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
28 indlæg det seneste døgn
