Det kan godt være, det er udtryk for naivitet. Men jeg troede faktisk, at biskop Karsten Nissen ville være fortaler for at bevare kirken på kirkens grund, altså Bibelen og bekendelsen. Eller i hvert fald være modstander af, at kirken forlader det grundlag.

Men de tider er måske ved at være forbi, fremgår det af Karsten Nissens kronik i Kristeligt Dagblad den 18. september.

Karsten Nissen har funderet teologisk meget over spørgsmålet om homoseksuelt parforhold. Problemet er jo, at Bibelen ikke giver mandat til at velsigne det.

Men: For det første kender han nu mennesker, der er nået frem til, at de er født/skabt homoseksuelle. Og modet til at stå ved det udadtil har "gjort dem til hele mennesker". Og det kan skabe "fred i et menneskes sind". For det andet må kirken gå imod "fordømmelse af mennesker, også homoseksuelle", og ikke stemple "grupper af mennesker som i særlig grad skyldige".

Over for disse to anbringender må jeg spørge: Hvad vil det sige at være et helt menneske i modstrid med det, som Bibelen tydeligt anfører som Guds tanke med menneskelivet? Er det menneskets egen oplevelse af menneskelivet, der afgør det?

Dernæst: Når Karsten Nissen begrunder sin holdningsændring med, at man ikke må fordømme og ikke stemple noget som særligt syndigt, er det så udtryk for, at han tidligere har haft det sådan? Hvis det er tilfældet, er en ændret holdning forståelig. Men behøver det at medføre, at han nu ligefrem skal velsigne det, han tidligere har fordømt som særligt syndigt?

Og så bliver vi endelig præsenteret for den efterhånden udbredte, moderne forståelse af artikel 7 i Den Augsburgske Bekendelse, der handler om, at kirken godt kan have forskellige traditioner og ceremonier, når blot evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.

Hvis de kirkelige ceremonier bringer sig i modsætning til Guds tanker om livet for det menneske, han har skabt, hvad er det så, der har forkørselsret? Vi er næppe uenige om, at evangeliet vil sætte et menneske i frihed - men vel en frihed i fællesskab med Gud og hans vilje. Derfor er til frisættelsen knyttet ordene: "Synd fra nu af ikke mere."

Derfor synes jeg også, Karsten Nissen skylder svar på spørgsmålet: Er det ikke længere synd at praktisere et liv i modstrid med, hvad Jesus og apostlene har lært os om livet i fællesskab med Gud? Mit spørgsmål er generelt og alvorligt ment– uden tanke på noget, som er "særligt syndigt".

Samuel Roswall,

medlem af Evangelisk Luthersk Netværk og tidligere funktionschef i Skat,

Thurasvej 6, Hillerød