“Det er ikke et privilegium - det er vores ret”

"Det er en ubeskrivelig følelse at stå her. Altså, jeg har svært ved at finde de rette ord. Det er meget bevægende," siger den amerikanskfødte Adeineh Gregorian og kigger med blanke øjne op på kirketårnet, som hun ser for første gang med egne øjne.

Hun beder om et øjeblik for at sunde sig og fortæller så, at hun med sit besøg slutter en historisk cirkel, der begyndte med hendes oldefar:

"Han var den eneste i vores slægt, der overlevede folkemordet, og jeg er i dag den første og eneste af os til at vende hjem," siger den 32-årige designer.

Med besøget fra de mange armeniere på Akdamar er det et stort politisk tabu, der bliver berørt i Tyrkiet. Den officielle historieskrivning i den tyrkiske republik afviser enhver tale om et folkemord, og det kan i henhold til tyrkisk straffelov udløse en fængselsstraf på mellem seks måneder og to år overhovedet at formulere denne påstand.

Det har vanskeliggjort en sund debat om fortiden og en mulig forsoning mellem de to folk. Det har ikke mindst påvirket de diplomatiske relationer mellem Tyrkiet og Armenien. I Armenien står en undskyldning for folkemordet og erstatning til de pårørende øverst på ønskelisten. Grænseovergangene er i dag hermetisk lukket, ligesom kontakten mellem hovedstæderne Ankara og Jerevan er ikke-eksisterende. Men i de seneste år har offentligheden på begge sider af den armensk-tyrkiske grænse ved Sortehavet været vidner til nogle forsigtige skridt hen imod en normalisering. Sidste år nærmede de to landes regeringer sig hinanden og underskrev sågar en aftale om gensidig opblødning. Men den aftale har i et års tid afventet en endelig godkendelse i de to landes parlamenter.

Ved siden af de politiske tiltag har der også været tilnærmelser på kulturelt plan, og her har kirken på Akdamar spillet en vigtig rolle. Efter en tyrkisk støttet restaurering af kirken fik den i 2007 officielt status som museum. Weekendens ortodokse gudstjeneste er således det foreløbige højdepunkt i forsoningsbestræbelserne. Fremover må den armensk-ortodokse menighed benytte kirken en dag om året til gudstjenester.

Og det er bestemt ikke gået ubemærket hen i de armenske eksilbefolkninger rundt omkring i verden, mener Adeineh Gregorian, der betragter kirken som "limen, der holder armenierne sammen".

Men det er ikke ubetinget begejstring, forsoningsinitiativerne møder hos armenierne, der for manges vedkommende anser gudstjenesten som en utilstrækkelig gestus, og mange er blandt andet blevet væk i protest over det manglende kors på toppen, og fordi bygningen er blevet omdannet til museum frem for at bevare sin kirkelige funktion:

"Min faster ved ikke engang, at jeg er her i dag. Hvis hun vidste det, ville hun blive vred. Det var hendes bedstefar, der som den eneste i slægten overlevede folkemordet."

Selv blandt mange af deltagerne ved ceremonien er der bitterhed at spore.

Tigran Karamanukyan, der er fransk statsborger, kalder hele begivenheden "deprimerende", og han betragter sig ikke som gæst på Akdamar:

"Det er ikke et privilegium for os at komme her og bede. Kirken er bygget af vores forfædre, det er vores ret at komme her. Det her er en stærkt forsinket begivenhed. Og det er deprimerende ikke at kunne komme her, når man vil," siger den 22-årige medicinstuderende, der desuden mener, at det er trist, at det virker, som om der er flere reportere end besøgende.

Kort tid efter står han med armene over to af de bedende kvinder ved kirkemuren.

"De har ventet årtier på at komme hjem," forklarer han efterfølgende lavmælt og med røde øjne.

Han står på forreste række foran den opsatte storskærm på gårdspladsen, da gudstjenesten begynder. Det meget lille skib har under ceremonien kun plads til kirkens folk, politikere og embedsmænd samt deres sikkerhedsvagter. Udenfor står hundreder af bedende med gravalvorlige miner og begge hænder åbne foran sig. Nogle græder, andre har lukkede øjne. En gruppe unge har skabt kors af grene og kviste, som de holder højt over hovedet under ærkebiskop Aram Atesyans prædiken. Korsangen fra højttalerne er blevet højere og tonerne længere.

Ægteparret Chris og Margaret Yaldezian har sat sig på de hvide plasticstole under den opstillede pavillon. De er kommet fra Los Angeles i USA for at overvære ceremonien. Deres forældre er henholdsvis født i byerne Erzurum og Kars få timers kørsel fra Van, men de nåede som unge at flygte til USA under Første Verdenskrig og undgik således folkemordet. Det pensionerede par føler også, at de er kommet hjem til deres fædrene jord:

"Vi var simpelthen rørt til tårer under gudstjenesten, og vi er lykkelige for, at vi overhovedet måtte komme i dag. Vi ved, at tyrkerne ikke giver ved dørene, så det her er stort i vores øjne," siger den 84-årige Chris Yaldezian smilende.

Men hans hustru har et andet syn på sagen, og hun vil ikke bare sige tak for invitationen:

"Det her er vores land, som de har taget fra os. Se dig omkring, de har ændret alle de armenske sted- og bynavne og erstattet dem med tyrkiske. Der er ikke et ord om, at alt det her engang tilhørte armeniere. De dræbte vores folk," siger hun med rynkede øjenbryn og spejder ud over Van-søens stille blå vand, der er omkranset af høje bjerge.

Margaret Yaldezian på 81 år har ikke tillid til den tyrkiske regerings motiver for at åbne Akdamar-kirken for gudstjenester:

"Det hele er politik, fordi Tyrkiet gerne vil ind i EU. Ren propaganda," siger hun til sin mands bekræftende nik.

Han sætter et foreløbigt punktum for diskussionen:

"Men jeg kan sagtens lægge politik til side, når bare jeg må komme i kirken," siger han igen med et smil.

Hånd i hånd går de i retning af kirken og bliver ét med menneskemylderet på den lille, stenklædte gårdsplads.

Blandt de besøgende er også lokale kurdere, der af nysgerrighed over den meget omtalte begivenhed på Akdamar har fundet vej over vandet. Regionen, som Van er en del af, er langt overvejende kurdisk domineret, og for nogle er besøget på Akdamar led i en personlig renselse på grund af mange kurdiske klaners aktive medvirken i folkemordet under Første Verdenskrig.

Den osmannisk-tyrkiske regering mobiliserede dengang kurderne i islams navn mod de kristne armeniere. Denne kendsgerning har bragt den 47-årige ingeniør Arif Tuncay til øen:

"Det var et folkemord. Der er ikke noget at indvende her. Og det føler vi en stor sorg ved. Kurderne har desværre et stort ansvar i denne sammenhæng. Vores forfædre var medskyldige. Der gik dengang et rygte, fortæller min far: Hvis man slog seks armeniere ihjel, kom man i himlen. Men i dag vil vi gerne være en del af forsoningen mellem vores to folk, der har levet side om side i århundreder," fortæller Arif Tuncay, som har taget sin hustru og to døtre med.

Den 37-årige Arzu Bayar er også kurder, og hun er kommet fra Istanbul for at se fremskridtet, som hun kalder det, med egne øjne:

"Det er et stort skridt fremad for Tyrkiet. Måske vil tyrkerne fremover begynde at spørge sig selv, hvem der mon byggede denne kirke. Den er jo ikke faldet ned fra himlen. Og så kan det måske starte en kædereaktion af spørgsmål," siger hun.

I Istanbul må hun tit lægge ører til nogle tyrkeres modvilje mod armeniere:

"Selv ordet armenier kan i visse kredse stadig vække skarpe reaktioner. Jeg har mødt folk, hvis nakkehår rejser sig, når de hører om armeniere. Mange tyrkere har så mange fordomme om armeniere, og i skolebøgerne er de ikke nævnt med et ord. Meget få mennesker i Tyrkiet kender personligt armeniere. Derfor får fordommene lov at leve," siger Arzu Bayar.

Modviljen i visse, hovedsagelig tyrkiske kredse er man ganske klar over som armenier, forklarer Adeineh Gregorian, den 32-årige designer fra USA. Men hun er ligeglad:

"Jeg vender helt sikkert tilbage hertil. Det er stensikkert. Jeg er ikke bange for noget som helst. Jeg bærer mit kors med stolthed."

udland@k.dk