Opskriften på at undgå kirkesplittelse om homoseksualitet

Det er rigtigt, at mønsteret er gammelt, men det er ikke derfor problemfrit.

For det første er det ofte meget smertefyldt for dem, der oplever en kirkesplittelse, især måske dem, der står tilbage, når udbryderne er gået. Siden 1970'erne har jeg betragtet Tanzanias lutherske kirke som mit andet åndelige hjem. Derfor er det ikke uden lidenskab i korrespondancen, når jeg i disse dage mailer med de kirkeledere, jeg kender, om, hvad det egentlig er, de mener om deres kirkes forhold til folkekirken - og til mig som en solidarisk del af denne kirke.

For det andet viser megen erfaring, at der er en dyb sandhed i Jesu ord i Johannesevangeliets afskedstaler om sammenhængen mellem kirkens enhed og vidnesbyrd. Det kan man blot spørge kirkens ikke-kristne naboer om.

Og endelig for det tredje kan man jo spørge, om vi virkelig bruger kirkens tid og ressourcer med godt husholderskab, når kirkens medlemmer bruger mere tid på at modarbejde hinanden end på at forkynde evangeliet for al skabningen.

Kirkens enhed lå de lutherske reformatorer stærkt på sinde. I deres oplæg til forhandlingen i Augsburg i 1530 skrev de derfor følgende i den såkaldte Augsburgske Bekendelses paragraf 7:

"Ligeledes lærer de, at der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger: ?Én tro, een dåb, een Gud og alles Fader?."

Forståelsen af denne formulering, der i dag indgår i folkekirkens bekendelsesskrifter, har også været drøftet i udvalget bag den nye rapport om folkekirken og registreret partnerskab.

10 ud af 12 medlemmer af udvalget mener ikke, at kirkens ritualer omkring velsignelse af homoseksuelle par er en central del af "evangeliets lære og sakramenternes forvaltning", mens de to øvrige med vidt forskellige begrundelser er uenige i dette.

Dybest set er kirkens enhed ikke et spørgsmål om dogmatik og tolkning af bibel og bekendelse, men om tillid til, at vi hver især arbejder for at gøre den ene og samme Jesus Kristus kendt og troet.

Når folkekirkelige menighedsråd i disse år indgår partnerskaber og giver husly til gendøbende indvandrermenigheder, strækker man sig maksimalt langt. Man ser klart, at disse menigheder fokuserer på at gøre Kristus kendt og troet, så vidt det står til dem. Derfor byder man dem indenfor i folkekirkens bygninger - velsagtens i det håb, at de også en dag vil acceptere folkekirkens barnedåb som gyldig og uigentagelig.

Mange kvinder med fuld teologisk præsteuddannelse har i mange år arbejdet trofast med uden at presse på for at blive anerkendt eller ordineret som præster i kirker i for eksempel Afrika, som endnu ikke har kvindelige præster. Det har de gjort i respekt for den lokale kirkes ret til at tage ansvar for egen kirkelig praksis. Det er en sådan respekt, der er brug for nu - både i og på tværs af kirkesamfundene.

kirke@k.dk

Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere væsentlige tendenser og tiltag i kirkens verden. Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet.