Registreret partnerskab bør anerkendes som et ægteskab

Gang på gang fremhæves det, at ægteskabet i luthersk forstand er en skabelsesordning. Sandt er det da også, at Luther henviser til skabelsen, når han taler om ægteskabet. Det springende punkt er imidlertid, hvad der ligger i denne henvisning.

Ved at knytte ægteskabet til skabelsen ville Luther sikre ægteskabet den legitimitet, som det katolske cølibatsideal havde frarøvet det. Ægteskabet er ganske enkelt ældre og dermed mere oprindeligt end livet i den gejstlige stand katolsk forstået. Men henvisningen til skabelsen siger intet om meningen med ægteskabet. Den finder Luther i 1. Mos. 2 og ordene om, at det ikke er godt for mennesket at være ene.

Det gælder eksempelvis i hans "Traubüchlein" fra 1529. Det konkrete skæbnefællesskab mellem to er ægteskabets væsen og udtrykker menneskets skabthed som fællesskabsvæsen. Kønsforskellen er således en del af menneskets skabthed, men skabtheden kan ikke udtømmende beskrives ved hjælp af kønsforskellen.

Det er derfor også det, vi i dag kalder det borgerlige element i vielsen, det vil sige parternes indbyrdes bekræftede, bevidnede og offentligt forkyndte vilje til at ville leve sammen i medgang og modgang, der er velsignet i betydningen anerkendt af Gud. Derfor retter det, man kunne kalde den specifikt kristne velsignelse, der lyder ved en vielse, sig ikke mod denne ordning, for den er allerede en velsignelse. Velsignelsen, herunder både forbønnen under håndspålæggelsen og den aronitiske velsignelse, lyses derimod over de to, der er indgået i ægtestanden med tilsigelsen af Guds nåde og håb, der rækker ud over skabelsesvelsignelsen.

AF SKÆBNEFÆLLESSKABET som ægteskabets hovedmotiv følger, at meningen med ægteskabet heller ikke er at avle børn. Man kan få børn og blive en familie, og det kan rummes og rummes godt inden for ægteskabets rammer. Det fremgår også af den vielsespraksis, som findes i dag i folkekirken. Mennesker vies uden skelen til, om de har børn, agter at få børn eller kan få børn, for et ægteskab regnes ikke for at være af en anden og ringere art, hvis ikke der er børn i det.

Seksualiteten – kønsdriften uanset retning – er således ikke konstituerende for ægteskabet. Med ægteskabets mening forstået som to menneskers forpligtende følge- og skæbnefællesskab er der intet til hinder for, at det registrerede partnerskab kan opfattes som et ægteskab i evangelisk-luthersk forstand.

Indføres en kønsneutral ægteskabslovgivning så bør der - som flere gange nævnt i debatten - også kun være ét vielsesritual at finde i folkekirkens ritualbog. Når nu den lille forskel ikke er større end som så! Man kunne forestille sig en model, hvor kun tilspørgslen og den offentlige forkyndelse af giftermålet blev autoriseret med "ægteskab" og "ægtefæller" som betydningsbærende betegnelser. Resten af ritualet: kollekter, læsninger og forbønsordene kunne være vejledende.

Denne model kendes allerede fra begravelsesritualet, hvor kun jordpåkastelsen er autoriseret. Selv i ritualerne for konfirmation og vielse, der er autoriserede, er der flere muligheder angivet for læsninger og bønner, så at enhver præst kan præge ritualet i den teologiske retning, han måtte ønske.

Således kunne den præst, der ønsker at læse ordene om, at mennesket er skabt som mand og kvinde, og som mener, at denne forskel er ægteskabets meningsgivende element, gøre det. Præsters ret til af samvittighedsgrunde at nægte at foretage en vielse af et homoseksuelt par skal naturligvis sikres.

SPØRGSMÅLET OM de registrerede partnerskabers kirkelige stilling har været drøftet med mellemrum de seneste 15 år. Alle holdninger og argumenter er velkendte, og positionerne flytter sig ikke! Den sidste betænkning tilføjer intet afgørende nyt. Derfor er tidspunktet kommet, hvor der på traditionel folkekirkelig vis må gives frihed til såvel fortalere for som modstandere af registrerede partnerskabers indgåelse i kirken. Det påhviler Folketinget at gøre det.

Flere af de folkevalgte vil sikkert lade sig ryste af visse kirkefolks højlydte snak om, at de ved at indføre en kønsneutral ægteskabslov blander sig i kirkens såkaldt indre anliggender. Det ville kun være tilfældet, hvis Folketinget dikterede én og kun én ægteskabsteologi. Men ved at vedtage en kønsneutral ægteskabslov sikres den folkekirkelige frihed, som det er Folketingets ypperste pligt at stå vagt om. Ganske som da det sikrede de menigheder, der måtte ønske det, retten - men netop ikke pligten - til at kalde en kvindelig præst.

Folkekirken går ikke under ved, at det registrerede partnerskab og et heteroseksuelt ægteskab ligestilles. For til kirkens enhed og dermed indre sammenhæng kræves ifølge Den Augsburgske Bekendelse kun enighed om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning. "Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige overleveringer eller riter eller ceremonier indstiftede af mennesker." (Artikel 7). Hertil må vielsen, på linje med konfirmationen og begravelsen, regnes.

Folkekirken er lykkeligvis folkekirke, før den er bekendelseskirke i betydningen et meningsfællesskab. Hele den pinagtige diskussion om de homoseksuelle og deres adkomst til en kirkelig vielse falder ikke til ro, før den forskel står tindrende klart for enhver. Så vil de ærede medlemmer af folkets ting ikke være så venlige at gøre en sådan stor forskel!

Kjeld Slot Nielsen er valgmenighedspræst i Aulum og ph.d.-studerende