Røde lejesvende vækker fornyet debat

Et nødvendigt opgør med fortiden eller en regulær heksejagt? Meningerne er delte om DR's program "Jagten på de røde lejesvende"

Kjeld Koplev, til venstre, er med i den kommende søndags program "Jagten på de røde lejesvende".
Kjeld Koplev, til venstre, er med i den kommende søndags program "Jagten på de røde lejesvende". Foto: DR.

Han anede det næppe selv, Venstremanden Jens Sønderup. Men da han i 1968 satte sig for at forfatte et læserbrev til dagbladet Vestkysten efter at have været udsat for et kritisk interview i DR, skabte han et begreb, som siden har bragt mange sind i kog:

"Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende?"

42 år senere debatteres det stadig, om DR især i perioden fra slutningen af 1960'erne og frem til monopolets ophævelse i 1988 havde politiske slagside og hovedsageligt var befolket af "røde lejesvende", som propaganderede deres venstreorienterede dagsorden.

Lige nu er debatten igen højaktuel og højspændt, fordi den gamle statsradiofoni står bag et program med den sigende titel: "Jagten på de røde lejesvende".

Programmet undersøger, om DR er infiltreret af røde lejesvende, og om seerne og lytterne kan stole på det verdensbillede, som DR giver.

Første afsnit rullede over skærmen i søndags, og i et studie, der mindede om et Stasi-forhørslokale, konfronterede DR-journalist Jacob Rosenkrands en række navngivne tidligere DR-ansatte som journalisterne Jens Nauntofte og Ruth von Sperling samt tidligere souschef for børne- og ungdomsafdelingen, Per Schultz, med en række af de holdninger og indslag, som de gennem tiden har givet udtryk for og produceret.

Flere af de medvirkende har efterfølgende har udtrykt, at de føler sig dårligt behandlet, og forfatteren Klaus Rifbjerg har kaldt programmet for "en heksejagt".

I et debatindlæg i Politiken skriver han, at deltagerne er manipuleret ind i en gabestok, og at programmet i øvrigt "bevidst eller ubevidst har fortrængt den tid, det hele udspillede sig i." Pointen går igen i et indlæg, som tidligere generaldirektør i DR, Christian S. Nissen, har fået offentliggjort under den slet skjulte ironiske titel "Lejesvende er et mesterstykke" på det elektroniske mediemagasin Media Watch.

Det har ikke været muligt at få de to herrer til at uddybe deres synspunkter, men DR-journalist Jacob Rosen-krands, der står bag programmerne, afviser kritikken:

"Jeg kan og vil ikke konkludere, om DR havde politisk slagside. Mine udsendelser er et oplæg til debat – ikke et bud på den endegyldige sandhed om DR. Men jeg kan konstatere – og som flere af vidnerne fra datidens redaktionelle miljøer forklarer – at der var politiske synsvinkler med på bordet ved redaktionsmøderne. Det var tilsyneladende en forhandling om, hvilket perspektiv der skulle anlægges på verden. Dengang bar man partifarverne på skuldrene."

Er programmerne et opgør i egne DR-rækker?

"Det er et forsøg på at tage fat på et tabu. Det er enormt fascinerende, når en magtfuld institution som DR i mange svar forfattet af mange ledere siger, at der ikke er noget at komme efter. At så mange magtfulde folk har forsøgt at lukke debatten. Jeg kan afvise, at jeg har været styret af et ønske om at nå frem til et bestemt facit. Det her bygger ikke en tøddel på ideologisk indignation fra min side. Det bygger tværtimod på en journalistisk undren."

Spørger man Erik Albæk, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, er der ingen tvivl om, at selve diskussionen om DR?s røde lejesvende er væsentlig.

"Spørgsmålet om politisk balance i nyhedsdækningen er vigtigt at diskutere. Og diskussionen om DR?s røde lejesvende er særlig relevant, fordi det er den mest betændte debat, vi har haft i medierne i Danmark, og som bliver ved med at dukke op," siger Erik Albæk, som dog finder selve formen på "Jagten på de røde lejesvende" problematisk.

Programmets megen fokus på enkelte medarbejdere og indslag giver nemlig ikke grundlag for at sige, om DR generelt havde politisk slagside, påpeger han.

Historiker og journalist Bent Blüdnikow, Berlingske Tidende, har tidligere i sin karriere skrevet en del om "de røde lejesvende" i DR. Han mener, at debatten fortsat har sin berettigelse, fordi den udgør en flig af det langt større spørgsmål om, hvordan totalitarismen – herunder venstreradikalismen og kommunismen – kunne få så stor styrke og stor opbakning og blive til "det 20. århundredes mareridt med millioner af menneskers død til følge."

Venstremanden Jens Sønderup slap i øvrigt ikke ustraffet fra at kalde de fire DR-journalister, der havde interviewet ham, for "røde lejesvende" tilbage i 1968. Journalistforbundet lagde sag an mod ham for ærekrænkelse, og den sag tabte han. En af journalisterne var Ole Andreasen, som i 1975 meldte sig ind i Venstre og både blev medlem af hovedbestyrelsen og af Europa-Parlamentet.

beck@k.dk

agger@k.dk

I et kommende program om "Jagten på de røde lejesvende" er Ole Sippel blandt de medvirkende.
I et kommende program om "Jagten på de røde lejesvende" er Ole Sippel blandt de medvirkende. Foto: DR.