Danske udviklingshæmmede blev fra 1947 til 1983 systematisk udsat for den vidtgående hjerneoperation "det hvide snit" - også kaldet lobotomi. Mange af de opererede var børn, og flere døde af operationen. Det viser nye historiske oplysninger:
"Det, der foregik med de åndssvage, var faktisk værre end det, der foregik i psykiatrien. Blandt andet udførte man mange operationer på børn - helt ned til seksårsalderen. For anstalterne synes hensynet til alder og det forhold, at hjernen ikke var fuldt udviklet hos unge åndssvage, ikke at have spillet en større rolle," siger historiker Jesper Vaczy Kragh, ph.d. ved Medicinsk Museion, som i næste måned udgiver bogen "Det hvide snit".
Over 300 udviklingshæmmede blev opereret på Rigshospitalet i København og Kommunehospitalet i Århus. Formand for landsforeningen for udviklingshæmmede og pårørende, LEV, Sytter Kristensen er dybt chokeret:
"Jeg kendte ikke til dette omfang og den totale mangel på retssikkerhed. Der er udvist respektløshed i et omfang, som vi ikke troede muligt efter Anden Verdenskrig. Jeg vil gå så vidt at kalde det ondskab, fordi her er tale om, at en højt uddannet stand begår overgreb på sagesløse mennesker uden at kende nogen positive resultater," siger hun.
I alt 4500 danskere har fået det hvide snit. Men brugen af indgrebet på udviklingshæmmede er et hidtil ubeskrevet kapitel.
I forbindelse med research til sin bog har historiker Jesper Vaczy Kragh gennemgået journaler fra centralinstitutionen Andersvænge, som indstillede flest patienter. Men også institutionerne Brejning, Ebberødgaard og Vodskov sendte udviklingshæmmede til hjerneoperation. En kvinde blev opereret fem gange.
"Urolig og erotisk opstemt. Lobotomi indiceret" lyder det for eksempel i journalen, da en 12-årig dreng indstilles til operation i 1948. Mange fik efterfølgende epilepsi. Andre blev apatiske.
"Man regnede ikke med, at man kunne helbrede dem, men man kunne pacificere de urolige og seksuelt aktive. Enkelte gange mente lægerne, at de kunne se bedring, men generelt var resultaterne ikke gode, og der var også en del, der døde," siger Jesper Vaczy Kragh.
Hans optælling viser, at 7,6 procent af patienterne fra Andersvænge døde af indgrebet. En af dem var en kun 11-årig gammel pige.
De fleste overlæger i åndssvageforsorgen betragtede udviklingshæmmede som syge mennesker uden udviklingsmuligheder. Og det fik betydning for, hvor omfattende operationerne var.
"Hos psykiatriske patienter lavede man et mere skånsomt indgreb, hvor man kun skar en del af nervebanerne over, fordi man overvejede, hvorvidt man kunne skade arbejdsevne eller intellekt. Men på de åndssvage lavede man en total pacificering. Man så det, som om der ikke var noget at tabe," siger Jesper Vaczy Kragh.
Lone Scocozza er professor i folkesundhed på Malmø Universitet og formand for Patientforeningen Danmark. Hun siger:
"Jeg er målløs. Det er jo grove overgreb på en gruppe mennesker, uden at man overhovedet vidste, om det virkede. Jeg vil ikke kalde det ondskab, men en form for følelsespykopati," siger hun.
Ester Larsen, tidligere minister og formand for Det Centrale Handicapråd, kalder det "gruopvækkende":
"Der er få eksempler, der som disse beretninger om lemlæstelse af mennesker med udviklingshæmning afslører ansvarlige lægers syn på denne gruppe. Den voldsomme overrepræsentation af udviklingshæmmede, der blev udsat for behandlinger, som mildt sagt havde eksperimental karakter, dokumenterer klart, at udviklingshæmmedes liv blev tillagt en lavere værdi end andres."
Sundhedsminister Bertel Haarder (V) mener, at historien er vigtig at få frem:
"Med nutidens øjne er det næsten ubegribeligt, at man tog de chancer uden at være sikker på resultaterne. Men forklaringen er jo, at man langt op mod vor tid ikke så udviklinghæmmede og psykisk syge som ligeværdige mennesker. Man så deres liv som værdiløse."
I 1983 blev indgrebet forbudt efter megen kritik fra blandt andre ombudsmanden.