Dramatisk magtpolitisk vending i folkekirken

Erling Andersen og Mogens Lindhardt, lektor og rektor ved Folkekirkens Institut for Efteruddannelse, har hen over de seneste par år gennemført en undersøgelse af provstiernes udvikling og provsternes arbejde. Undersøgelsen er som omtalt for nylig her i avisen udgivet under titlen "Forandringer i provstierne", og den er intet mindre end en dugfrisk status over en dramatisk magtpolitisk omstrukturering i folkekirken.

Skiftet dokumenteres ikke så meget i lange og dybsindige analyser, men dæmrer efterhånden for den opmærksomme læser, når de to lektorer foretager en i udgangspunktet uspektakulær analyse af de folkekirkelige betænkningers videre skæbne på landets provstikontorer.

For de store moppedrenge, der gennem de seneste år er landet med lydige klask på kirkefolkets skriveborde, står nu i reolerne og lyser op med deres klare grønne, blå, gule og rustrøde rygge. Nogle steder samler de støv, andre er de fyldt med understregninger og gule sedler.

Provsterne, der mestendels har ladet betænkningerne stå og kede sig, karakteriserer Andersen og Lindhardt som "administrerende" provster. Som folk af den gamle skole gør de kun, hvad de skal gøre, og lader i øvrigt sognene passe deres. Men racen rapporteres uddøende.

Provster, der har mere end bare bladret i betænkningen, og som nu søger at facilitere samtale og samarbejde sognene imellem, kalder forfatterne for "koordinerende". De ønsker at gøre provstiet til en samlende ramme, hvor forandringer sættes i værk under stadig hensyntagen til sognenes vekslende samarbejdslyst og forandringsvilje.