Provsterne har meget magt i folkekirken.
- Leif Tuxen.
Henrik Wigh-Poulsen |
23. september 2010
Provsterne har stor magt i dansk kirkeliv. Det leverer en aktuel rapport om forandringer i provstierne en dugfrisk analyse af
Erling Andersen og Mogens Lindhardt, lektor og rektor ved Folkekirkens Institut for Efteruddannelse, har hen over de seneste par år gennemført en undersøgelse af provstiernes udvikling og provsternes arbejde. Undersøgelsen er som omtalt for nylig her i avisen udgivet under titlen "Forandringer i provstierne", og den er intet mindre end en dugfrisk status over en dramatisk magtpolitisk omstrukturering i folkekirken.
Skiftet dokumenteres ikke så meget i lange og dybsindige analyser, men dæmrer efterhånden for den opmærksomme læser, når de to lektorer foretager en i udgangspunktet uspektakulær analyse af de folkekirkelige betænkningers videre skæbne på landets provstikontorer.
For de store moppedrenge, der gennem de seneste år er landet med lydige klask på kirkefolkets skriveborde, står nu i reolerne og lyser op med deres klare grønne, blå, gule og rustrøde rygge. Nogle steder samler de støv, andre er de fyldt med understregninger og gule sedler.
Provsterne, der mestendels har ladet betænkningerne stå og kede sig, karakteriserer Andersen og Lindhardt som "administrerende" provster. Som folk af den gamle skole gør de kun, hvad de skal gøre, og lader i øvrigt sognene passe deres. Men racen rapporteres uddøende.
Provster, der har mere end bare bladret i betænkningen, og som nu søger at facilitere samtale og samarbejde sognene imellem, kalder forfatterne for "koordinerende". De ønsker at gøre provstiet til en samlende ramme, hvor forandringer sættes i værk under stadig hensyntagen til sognenes vekslende samarbejdslyst og forandringsvilje.
Endelig er der provstetypen, som i rapporten kaldes den "dynamiske". Han eller hun har i den grad taget betænkningerne til sig og gjort provstiet til en organisatorisk enhed, hvor ting sker, og sogne, menighedsråd og præster forstår sig selv som et samvirkende "vi".
På baggrund af Andersen og Lindhardts analyser, kan der udledes meget om det folkekirkelige maskinrum anno 2010.
For det første er det tydeligt, at de nye forvaltningsprincipper og -idealer, der med betænkningerne er udgået fra centralt kirkeministerielt hold, nu for alvor begynder at sætte sig igennem med provstiet som omdrejningspunkt. Ja, den dynamiske provst er vel svaret på Kirkeministeriets hede drømme om folkekirkelige fornyelsesagenter. Her slippes indestængte energier løs. Som tyre i Pamplonas gader kommer de buldrende.
For det andet lever og næres de nye provstetyper - den koordinerende såvel som den dynamiske - også af sognenes kompetenceafkald. Nye overenskomster og nye budgetter får mange i forvejen bebyrdede menighedsråd til at smide kompetencer fra sig som træerne deres blade i en efterårsstorm. Og hvem skal så samle op andre end provstierne?
Når der på den måde, oppefra som nedefra, pumpes både forventninger, magt og indflydelse ind i provstierne, er det, som påvist, at enkelte provster tager nej-hatten på og forskanser sig i en administrativ hertil og ikke længere-attitude. Andre forsøger med sved på panden at manøvrere i de oprørte vande. Mens de dynamiske af slagsen for alvor begynder at køre med klatten.
En tredje konsekvens af det her er selvfølgelig, at stifterne stille og roligt visner. For mens de små provstedømmer soler sig i - eller vånder sig under - den megen opmærksomhed fra top og bund, må de på stiftsadministrationens kontorer udtænke måder at gøre sig uundværlige på. Og hvad byder sig til andet end konsulenttjeneste for de sogne og provstier, der ikke ved, hvordan de skal tumle de mange nye opgaver, de har fået? Amternes kranke skæbne må foresvæve stifterne som et ikke urealistisk skræmmebillede.
Endelig, for det fjerde, må man spørge: Hvad med biskopperne? Deres rolle drøftes ikke i Andersen og Lindhardts bog. Underligt nok, for provsten er i bund og grund biskoppens håndgange mand eller kvinde. Det er fra biskoppens funktion, at provsten henter sin myndighed.
Men for så vidt Andersen og Lindhardts rapport afspejler situationen netop nu, ser det ud til, at bispekollegiet skal til at røre på sig, hvis de vil andet og mere end at være til enten besvær eller pynt.
Der er grund til at ønske dem held og lykke. Uden dem til at holde i snoren kan provstierne snart slippe den kirkelige jordforbindelse og svæve af sted for djøficeringens herskende vinde.
kirke@k.dkKristeligt Dagblad bringer hver uge en analyse af aktuelle tiltag og tendenser i dansk kirkeliv. Henrik Wigh-Poulsen er domprovst i Odense.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad