Det offentlige forbrug har angiveligt aldrig været så højt som i dag. Alligevel slår flere kirkelige, diakonale hjælpetjenester nu alarm. Maskerne i det sociale sikkerhedsnet er blevet større, og flere falder igennem. Helt igennem. Hvis man drikker for meget, er psykisk syg og aldrig har fået en uddannelse, passer man måske ikke lige ind i det lokale jobcenters tilbud, hvis mantra er aktivering, aktivering og aktivering - og så er der ingen hjælp at hente.

Naturligvis er det bedste for de fleste at blive selvforsørgende, og alt for mange parkeres på passive ydelser som førtidspension. Men man må også erkende, at i et strømlinet og fortravlet samfund falder nogle igennem og passer ikke ind. Her er der brug for en social indsats frem for beskæftigelsespolitik.

I den kommende tid sætter Kristeligt Dagblad fokus på det kirkelige arbejde på samfundets bund. På de mennesker, der er udsatte og udstødte, og som har brug for en kærlig hånd, lyttende ører og masser af tid. Som aldrig vil kunne passe ind i et normaldansk 8 til 16-liv, men som har brug for ros, når de en dag kun drikker to og ikke fire guldøl fra morgenstunden.

Som det fremgår af dagens avis, er der mange gode tilbud i det offentlige system, men det kræver sin mand eller kvinde at finde frem til hjælpen, og kan man ikke det, eller passer man ikke ind i en kasse, er der ingen hjælp at hente. I hvert fald ikke i det offentlige velfærdssystem. Her er det så, at Frelsens Hær, Kirkens Korshær og andre diakonale hjælpeorganisationer kommer ind i billedet. De kan rumme de mennesker, Velfærdsdanmark ikke kan. Her er der tid og støtte at hente. Og her er der hjælp til at finde rundt i det offentlige system, som det efterhånden kræver en socialrådgiveruddannelse at navigere i. Alt for mange udsatte farer vild i paragrafferne og en indsats, der nok er blevet specialiseret, men også er blevet fragmenteret.

Kirken skal først og fremmest forkynde evangeliet, men den har også historisk set haft en naturlig rolle inden for det sociale område. Diakoni er baseret på tankegangen fra den barmhjertige samaritaner, og det var diakoni, der i sin tid førte til sygehuse og omsorgsinstitutioner. I velfærdsstaten er langt det meste sociale arbejde overtaget af staten, men der er fortsat brug for et alternativ til den offentlige sektors nyttetænkning, hvor menneskesynet først og fremmest drejer sig om at være en succes på arbejdsmarkedet.

I det frivillige, kirkelige hjælpearbejde vises et menneskeligt ansigt, som mange klager over er fraværende i den professionelle sektor. Her bruger sagsbehandlerne nu langt mere tid på at udfylde skemaer og evaluere forløb frem for direkte borgerkontakt. Og det er der ikke meget hjælp i for den enkelte.

kdh