Danskheden duer ikke

Thorkild Bjørnvig skrev i 1959 et genialt og ofte citeret essay om det, han kaldte den æstetiske idiosynkrasi. Hermed mente han, at en detalje kan sætte mennesker i en tilstand af et frenetisk raseri, hvor alt andet i verden mister sin betydning.

Og at netop koncentrationen om detaljen, der vækker ubehag og uhæmmet vrede, ofte er en hovedmotor i den kunstneriske skabelsesproces.

Noget sådant har man set hos nogle af de bedste danske digtere i det seneste halve århundrede såsom Jess Ørnsbo, Jørgen Sonne og Henrik Nordbrandt. Der er således igennem årtier sprunget en mængde særprægede billeder og bizarre synsvinkler ud af Nordbrandts pen, hver gang han fra sit asyl under sydlige himmelstrøg fandt en eller anden detalje, han ikke kunne lide ved sit hjemland.

Den nyeste digtsamling hedder "Vi danskere", og man kan naturligvis straks gætte, at det er den vrængende ironiker Nordbrandt, der igen er på spil.

Men der er sket noget i forhold til de suveræne digtsamlinger, som digteren skrev frem til begyndelsen af dette årtusind med værker som "Drømmebroer" (1998), "Fralandsvind" (2001) og "Pjaltefisk" (2004). I sidstnævnte bøger var registeret nemlig bredt, således at digtene svingede mellem at udtrykke hudløs længsel, erindringsflow, absurd humor, rablende associationer og subtile drømmebilleder, og således at varemærket netop var det altid uforudsigelige i diktionen og synsvinklerne.

Sådan er det ikke i "Vi danskere", hvor der stort set kun er én toneart, nemlig den sarkastiske vrængen. Og skydeskiverne for Nordbrandts salver er heller ikke på nogen måde som i de tidligere digte diverse specielle forhold, men kort og godt alt, hvad man finder i det danske samfund.