Danskheden duer ikke

Henrik Nordbrandts "Vi danskere" er monoton og plat i sin konstante vrængen

Henrik Nordbrandt
Henrik Nordbrandt. Foto: Peter Kristensen.

Thorkild Bjørnvig skrev i 1959 et genialt og ofte citeret essay om det, han kaldte den æstetiske idiosynkrasi. Hermed mente han, at en detalje kan sætte mennesker i en tilstand af et frenetisk raseri, hvor alt andet i verden mister sin betydning.

Og at netop koncentrationen om detaljen, der vækker ubehag og uhæmmet vrede, ofte er en hovedmotor i den kunstneriske skabelsesproces.

Noget sådant har man set hos nogle af de bedste danske digtere i det seneste halve århundrede såsom Jess Ørnsbo, Jørgen Sonne og Henrik Nordbrandt. Der er således igennem årtier sprunget en mængde særprægede billeder og bizarre synsvinkler ud af Nordbrandts pen, hver gang han fra sit asyl under sydlige himmelstrøg fandt en eller anden detalje, han ikke kunne lide ved sit hjemland.

Den nyeste digtsamling hedder "Vi danskere", og man kan naturligvis straks gætte, at det er den vrængende ironiker Nordbrandt, der igen er på spil.

Men der er sket noget i forhold til de suveræne digtsamlinger, som digteren skrev frem til begyndelsen af dette årtusind med værker som "Drømmebroer" (1998), "Fralandsvind" (2001) og "Pjaltefisk" (2004). I sidstnævnte bøger var registeret nemlig bredt, således at digtene svingede mellem at udtrykke hudløs længsel, erindringsflow, absurd humor, rablende associationer og subtile drømmebilleder, og således at varemærket netop var det altid uforudsigelige i diktionen og synsvinklerne.

Sådan er det ikke i "Vi danskere", hvor der stort set kun er én toneart, nemlig den sarkastiske vrængen. Og skydeskiverne for Nordbrandts salver er heller ikke på nogen måde som i de tidligere digte diverse specielle forhold, men kort og godt alt, hvad man finder i det danske samfund.

Der er i "Vi danskere" digte om "Den danske folkekirke", "Svineproduktionen", "Modersmål", "Danskheden" og en række andre lignende generelle fænomener, og grebet er i alle disse tekster at vende og dreje en kliché fra dagligsproget. Lad mig give en smagsprøve fra "Kongehuset er en rigtig god forretning": "Det danske kongehus er så fint.// Og så er det billigt.// Det er meget billigere end en præsident/ siger dets tilhængere/ og naturligvis meget, meget finere.// Så det kan betale sig at have et kongehus.// Derfor er det også typisk dansk.// Danskere elsker nemlig/ alt, hvad der kan betale sig./ Specielt hvis det ser fint ud."

Er dette sjovt eller interessant, må man spørge? Eller er det ikke bare plat og banalt – og temmelig trist, at man skal læse den slags af en af Danmarks bedste digtere. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl: "Vi danskere" er den dårligste bog, jeg har læst af Henrik Nordbrandt.

kultur@k.dk

Henrik Nordbrandt: Vi danskere. 44 sider. 150 kroner. Forlaget Brøndum.