Der skal både gang og klang i sproget

DER VAR ENGANG, hvor man ved en god skuespiller først og fremmest forstod en person, der havde til opgave at formidle gode forfatteres manuskripter, sådan at det skrevne fik så meget karakter af talesprog, at publikum oplevede det som netop det.

Vi kender det fra klassiske opførelser af gamle Holberg-stykker. Skuespillerne kan dér få selv de mest gammeldags kringlede replikker til at lyde naturlige. På samme måde med Shakespeare. Finurlige formuleringer når os forståeligt ud over rampen.

Sådan var det i hvert fald for en generation siden. Selv i film med Olsen-banden virker det stadigvæk sådan. Ingen af os tænker på, at det er skuespil. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt. Hver eneste replik kan høres og enhver pointe forstås.

Disse forhold blev direkte og indirekte smukt demonstreret undervejs i denne uges udgave af det gode P1-program "Besøgstid", hvor Karen Secher opsøgte skuespilleren, sangeren og entertaineren Preben Kristensen, også kendt fra showtrioen Linie 3.

Programmet var som helhed præget af en let løbende og klart artikuleret sprogbrug. En af den slags samtaler, der kan få en time til at virke utilstrækkelig. Jeg savner endnu den halve time, der tidligere på året blev skåret af formiddagsprogrammerne.

Og så bemærkede jeg med et smil, at en af Preben Kristensens yndlingsfilm er den nu præcis 50 år gamle danske film "Baronessen fra benzintanken". Begejstringen er så stor, at han den dag i dag i telefonopkald til Ghita Nørby spørger efter baronessen.