Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Den evige kamp om genforening til din ven.
Den evige kamp om genforening
Tusindvis af mennesker samledes den 3. oktober 1990 foran Brandenburger Tor i Berlin for at fejre, at Tyskland atter var ét land efter 45 års adskillelse. --
- Gilles Leimdorfer/Scanpix.
Fakta
POSITIV GENFORENING
91 procent af befolkningen i de østtyske delstater mener, at genforeningen var den rigtige...Læs mere
Emneord for denne artikel
På søndag, den 3. oktober, fylder Tyskland 20 år. Jubilæet for genforeningen i 1990 har atter udløst strid om DDR's indlemmelse i Vesttyskland, men med en blanding af nationaløkonomi, personlig biografi og politisk ideologi taler debattørerne ofte forbi hinanden
Jubilæer, fødselsdage, mærkedage.
Uanset hvordan virkeligheden måtte se ud, plejer man i sådanne anledninger at lade familie, venner eller kolleger rose jubilaren uden større indvendinger. Så gnidningsfrit gik det da også, da tyskerne i november sidste år fejrede 20-året for Murens fald og DDR's sammenbrud. Både arrangementer, analyser og kommentarer lignede til forveksling en gentagelse af 10-års jubilæet. Som dengang havde de færreste noget at indvende mod DDR-diktaturets fald, og kun med alenlange forbehold lod enkelte østtyskere nostalgien brede sig over deres leveår i den socialistiske omsorgsstat.
I disse dage står fronterne noget skarpere i fejringen af jubilæet for den tyske genforeningsproces. Forbundskansler Angela Merkel brugte i sidste måned 20-årsdagen for underskrivelsen af de to Tysklandes "enhedstraktat" til at kalde traktaten for et "mesterværk", mens hun roste både den vesttyske opbakning og det østtyske vovemod.
Annonce
Det forblev ikke uimodsagt. "Enhedstraktaten" og dens krav og løfter til DDR's indlemmelse under den vesttyske stat blev skarpt kritiseret for at stå i stedet for en ny fælles forfatning, hvor begge Tysklande kom til orde. Med en anakronistisk hentydning til Nazitysklands overtagelse af Østrig kaldte Brandenburgs ministerpræsident Matthias Platzeck i et Spiegel-interview den tyske genforening for et "vesttysk Anschluss af DDR". Hermed var der for alvor hældt benzin på debatbålet.
Uanset hvordan virkeligheden måtte se ud, plejer man i sådanne anledninger at lade familie, venner eller kolleger rose jubilaren uden større indvendinger. Så gnidningsfrit gik det da også, da tyskerne i november sidste år fejrede 20-året for Murens fald og DDR's sammenbrud. Både arrangementer, analyser og kommentarer lignede til forveksling en gentagelse af 10-års jubilæet. Som dengang havde de færreste noget at indvende mod DDR-diktaturets fald, og kun med alenlange forbehold lod enkelte østtyskere nostalgien brede sig over deres leveår i den socialistiske omsorgsstat.
I disse dage står fronterne noget skarpere i fejringen af jubilæet for den tyske genforeningsproces. Forbundskansler Angela Merkel brugte i sidste måned 20-årsdagen for underskrivelsen af de to Tysklandes "enhedstraktat" til at kalde traktaten for et "mesterværk", mens hun roste både den vesttyske opbakning og det østtyske vovemod.
Med Matthias Platzecks udtalelser fik en nu 20 år gammel østtysk frustration en konkret form, der kan sammenfattes i ordene: "Vesttyskerne har betalt for gildet ved genforeningen, derfor ser de sig i deres gode ret til at bede os østtyskere holde mund og adlyde". Alting fra Østtyskland blev og bliver ifølge Platzeck nedgjort af "sejrherrerne i vest", som respektløst har krævet, at østtyskerne tager afsked med alle aspekter af deres liv, samfund og arbejdsformer fra tiden før Murens fald.
Et af de mest graverende eksempler er faguddannelser gennemført i øst, som pludselig blev erklæret ubrugelige på det fællestyske arbejdsmarked. Resultatet af denne udvikling har i Platzecks øjne været en "nådesløs deindustrialisering af DDR", som har fået arbejdsløsheden til at flytte ind i "stort set alle østtyske familier".
Denne vredladne tolkning af historiens gang deles ikke af alle. En af dens skarpeste kritikere er den mere optimistiske Claus Christian Malzahn, politisk kommentator ved avisen Die Welt og forfatter til den nyudgivne bog "Tyskland 2.0 - en foreløbig status over genforeningen?.
"Platzeck taler mod bedre vidende, når han bruger begrebet 'Anschluss' om genforeningen," siger Malzahn til Kristeligt Dagblad.
"Østtyskere bliver respekteret i dagens Tyskland. Platzeck selv har været formand for SPD, og vi har en østtysk kansler. Men mere vigtigt: Set i lyset af, at DDR med en forestående statsbankerot kom fra en håbløs situation i 1990, så er vi i løbet af 20 år faktisk nået meget langt," siger Claus Christian Malzahn med henvisning til, at det samlede Tyskland for tiden er med til at trække Europa ud af finanskrisens sump, og at de østtyske delstater p.t. har en historisk lav arbejdsløshed. "Fremtidige skel vil i mine øjne nærmere ligge mellem det succesrige syd og det fattigere nord end mellem øst og vest," tilføjer Malzahn. "Bremen i nordvest har for eksempel langt større problemer end Sachsen i sydøst."
Et af kardinalpunkterne i kritikken af genforeningen er, at den gik alt for hurtigt, til at DDR?s statsstyrede planøkonomi havde en reel chance for at tilpasse sig Vestens markedsøkonomi. I forhold til den ufattelige hastighed fra Murens fald i november 1989 til genforeningen i oktober 1990 spillede to faktorer en afgørende rolle. For det første så Helmut Kohl, der lå skidt i meningsmålingerne, her sin helt store chance på både indenrigspolitisk og verdenshistorisk plan. Senest efter sit første officielle DDR-besøg i december 1990, hvor han blev hyldet som folkehelt, forstod Kohl, at østtyskerne brændende ønskede genforeningen.
Med ubøjelig vilje banede han og udenrigsminister Genscher herefter de internationale veje for Tysklands samling, ikke mindst ved 2+4-forhandlingerne i maj 1990, hvor de to Tysklande og de fire sejrsmagter fra Anden Verdenskrig forhandlede om Tysklands endelige suverænitet. Både franskmændene og englænderne nærede en afgrundsdyb skepsis over for tanken om et nyt Stortyskland. Men i sidste ende blev forhandlingerne afgjort af amerikanerne og især Sovjetunionen, der med en overraskende billigelse af den tyske samling lovede at trække samtlige 400.000 soldater ud af Østtyskland.
Ved siden af spørgsmålet om folkestemningen og egen popularitet havde Kohl - der endte med otte år mere som forbundskansler - for det andet et yderst presserende problem at tackle. Det var de hundredetusinder af østtyskere, der mente det alvorligt med slagordet: 'Hvis D-marken ikke kommer til os, så går vi til den'. Med andre ord foregik der en massiv afvandring mod vest. Her lokkede en langt højere levestandard og langt højere lønninger, og hvis man ville dæmme op for denne hurtige affolkning og braindrain, måtte det gøres attraktivt at blive i øst.
Et af de første redskaber til et opsving i øst var ikke solidaritets-støtte fra vest, men Kohls yderst omdiskuterede valutareform den 1. juli 1990. Her kunne østtyskerne veksle deres blege øst-mark til hårde D-mark til kurs 1:1 ved basisbeløb og 1:2 ved større beløb. Det fik dramatiske konsekvenser. Kohls valutareform var ikke overraskende yderst populær blandt østtyskerne, hvis købekraft med et slag steg voldsomt. Men også i vest var det på kort sigt en populær beslutning, fordi den vesttyske industri på én gang fik 16 millioner nye forbrugere foræret.
Valutareformen førte samtidig til en opskrivning af øst-marken med flere hundrede procent, en revaluering, der hurtigt viste sig at lamme den østtyske industri. Pludselig kostede en Trabant nemlig ikke mere 10.000 øst-mark, men 10.000 D-mark - og alligevel var den ikke mere værd end en 10 år gammel Opel. Dermed kunne de på Trabant-fabrikken jo godt glemme alt om at sælge deres biler, de måtte kort og godt lukke.
"Der er bred enighed om, at Kohl ikke just var en stor økonom," mener Claus Christian Malzahn. "Men det tvivlsomme i valutareformen skal ikke bruges som bortforklaring af en af de største misforståelser omkring DDR, nemlig at store dele af landets industri ved genforeningen stadig skulle være konkurrencedygtige. Produktiviteten var helt i bund, så jeg tror ikke på, at man kunne have skabt en løsning uden en radikal omstrukturering af industrien," lyder det fra Malzahn med hentydning til Matthias Platzecks anklage om, at Vesten er medskyldig i deindustrialisering og arbejdsløshed i øst.
I spørgsmålet om industri og økonomi ligger i øvrigt en anden graverende fejl i genforeningen, mener Malzahn. "Kohl gav det indtryk, at genforeningen nærmest kunne betales af portokassen i Bonn. Her havde en blod, sved og tårer-tale a la Churchill skabt et bedre grundlag for den forestående kamp."
I de sidste 20 år er der flydt op mod 500 milliarder euro fra vest til øst. Modsat Kohls forhåbninger har det kunnet mærkes på de vesttyske skuldre, og det har bidraget til at skabe et giver- og tagerforhold mellem vest og øst, som har gjort det svært at skabe en genforening i øjenhøjde.
Men bestræbelserne har ikke været forgæves, påpeger Claus Christian Malzahn. Selvom den tysk-tyske sammenlægning mellem planøkonomi og markedsøkonomi var uden forbillede, har de østtyske delstater trods højere arbejdsløshed og lavere lønninger oplevet en hurtig tilnærmelse til de vestlige forhold i forhold til levestandard og købekraft. Hvor nettoindkomsten i en østtysk husholdning i 1990 var cirka halvt så stor som i vest, ligger den i dag på over 80 procent af det vestlige niveau. Desuden har arbejdsløsheden i øst ikke ligget så lavt siden 1991 – hvilket dog delvist kan forklares med den vedvarende afvandring fra øst, der giver de tilbageværende hænder mere at lave.
Uanset hvor meget Claus Christian Malzahn og andre optimister gerne ville det, så besvarer behandlingen af de økonomiske spørgsmål ikke, hvorfor mange østtyskerne stadig føler sig udgrænsede i det genforenede Tyskland. Forståeligt nok føler mange østtyskere hele deres fortid og identitet angrebet, når systemet i DDR med god grund kritiseres – det var trods alt her, de havde deres liv, ungdom og erindringer. At der i praksis ikke blev overført noget essentielt fra det østtyske til det fællestyske samfund, er for mange med rødder i DDR derfor blevet en personlig udfordring.
I 20-års bakspejlet ses samme skisma mellem økonomi og identitet i den politiske genforeningsproces. Efter så mange fejlslagne oprør igennem den tyske historie oplevede man i 1989 endelig en succesrig revolution. Men med valutareformen som eksempel kom fokus hurtigt til at ligge ensidigt på økonomi og forbrug, den politiske diskurs blev hurtigt overtaget af en økonomisk diskurs.
"Det er sandt," siger Claus Christian Malzahn og spørger retorisk til, hvor frihedsimpulsen fra 1989 blev af. "Måske gik nogle ting for hurtigt i genforeningsprocessen. Men her stod Østtyskland i en speciel situation i forhold til de andre østlande, for Vesttyskland stod jo klar med en nøglefærdig samfundsmodel for det nye fælles land."
Denne tendens afspejlede sig også i, at langt de fleste af oprørerne og reformisterne fra DDR allerede kort tid efter Murens fald havde udspillet deres politiske rolle, mener Claus Christian Malzahn. "De idealistiske borgerrettighedsforkæmpere fra DDR måtte i den politiske proces hurtigt se sig overhalet af pragmatikere og bureaukrater, der opererede inden for mere satte systemer."
Det er fristende at tage Matthias Platzecks hat på og spørge, om det så ikke er sandt, at Østtyskland blev "overtaget" af Vesttyskland uden hensyn til landets fortid og fordele. "Jeg vil slet ikke afvise, at der blev begået fejltrin. Mange ting kunne være gjort bedre. Men vi må ikke glemme, hvor stor en indsats vi allerede har ydet og fremover må yde for at forene et land med en høj levestandard og et land, der var tæt på bankerot," lyder Malzahns svar, der atter refererer til de økonomiske aspekter, før han ivrigt tilføjer: "Lad os kigge fremad, lad os være solidariske, lad os kæmpe videre."
historie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
