Anglikansk velvilje understøttede pavebesøg

Fremmest blandt disse væsentlige ting var et enigt kristent vidnesbyrd.

Den 17. september aflagde paven et "broderligt" besøg på Lambeth Palace, der er den officielle residens for ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, som er overhoved for den anglikanske kirke. De to mødtes i slottets bibliotek omgivet af katolske og anglikanske biskopper, og lige fra begyndelsen var Rowan Williams meget klar i mælet, da han talte om, at "vores tilstedeværelse her sammen med de britiske biskopper er et tegn på, hvordan vi ser vores opgave som én og udelelig."

Siden fortsatte han med et ordvalg, der lige så godt kunne være pave Benedikts: "Vi er parate til at svare på visse tendenser i vore kulturelle omgivelser, der søger at præsentere den kristne tro som på en gang en forhindring for menneskelig frihed og som en fornærmelse af den menneskelige intelligens."

Samme aften bød på "evensong" i Westminster Abbey – to meget anglikanske størrelser, der ikke desto mindre griber tilbage til middelalderens katolske klostervæsen. Aftensangen var en opvisning af højkirkelig anglikansk liturgisk pragt, men også en konkret illustration af, hvor nær katolikker og anglikanere står hinanden i deres forståelse af, hvad kirken og det præstelige embede i grunden er.

På samme måde blev pavens egen udlægning af sit besøg i Englands berømteste kirke som en pilgrimsfærd til gravmælet for Englands store helgenkonge, Edward Bekenderen, understøttet af ærkebiskoppen af Canterbury. De to knælede i fælleskab foran kongens grav i en konkret tilkendegivelse af den fælles glæde ved helgener som Guds gave og opmuntring til sin kirke.

Hverken besøget i Lambeth Palace eller i Westminster Abbey ville dog have fået så vægtigt og menneskeligt et udtryk, hvis ikke det havde været for det personlige venskab, der allerede eksisterer mellem Rowan Williams og Benedikt XVI. De er mødtes flere gange, kender hinandens teologiske værker og besidder begge den akademiske og menneskelige finfølelse, der ofte savnes i det offentlige liv.

Ifølge den engelske forfatter Rupert Shortt, der har skrevet biografier om begge, kom gennembruddet i 2006, da ærkebiskoppen af Canterbury blev inviteret til at spise frokost med paven i forbindelse med et besøg i Vatikanet. Frokosten strakte sig over tre timer, og det eneste, som Rowan Williams har fortalt fra den, er, at paven spurgte til den anglikanske kirkes erfaring med kvindelige præster.

Betyder det så, at Benedikt XVI også godt kunne tænke sig at præstevie kvinder? Næppe. Men pavens nysgerrighed viser noget om, hvor godt de to kirkeledere følte sig tilpas i hinandens selskab og om deres villighed til at prøve at forstå den andens position. Det handlede om gensidig tillid, respekt og goodwill - de samme kvaliteter, der gik igen i de anglikansk-katolske møder under pavens vellykkede besøg.

kirke@k.dk

Andreas Rude, mag.art. og forfatter, kommenterer på denne plads hver anden uge internationale kirkelige forhold.