En god og en dårlig nyhed

Forfatteren Nikolaj Zeuthen rammer lige i solar plexus, når han beskriver livet i en almindelig dansk børnefamilie. Det er ikke for svage sjæle

Digteren Nikolaj Zeuthen.
Digteren Nikolaj Zeuthen. Foto: .

For bare et år siden tændte han et bål, der sved hårene af både indvendig og udvendig. Et skvæt benzin hen over det "herlige og komplet idiotiske liv i en moderne familie", som han selv kaldte det.

Forfatteren og musikeren Nikolaj Zeuthen debuterede aldeles overbevisende med digtsamlingen "Oliebål", skrevet under indtryk af den opturskurve, der efterhånden dirrede af overbelastning. ?Vi kan snart købe hele verden?, sagde finansministeren med fortinnede øjne.

Men der var noget, der ikke stemte: "far ved, at det hele går ad helvede til/?/far ved, at krisen er lige om hjørnet/han ved, at det kommer til at gøre ondt/?/ og far ved, at han ikke er parat".

Vi følte os ramt. Og det gør vi stadig. For Zeuthen har igen fat i det brændbare materiale i sin første roman, "Verdensmestre". Tiden er for et par år siden, vi er endnu involveret i hele to krige, og andelslejlighederne kan stadig blive solgt til skyhøje priser i København og omegn. Men essensen er den samme. Det er familielivet, forbrugsfesten og den faretruende kamikazetur fra ungt par med drømme til far, mor og børn med en alt for drømmeløs dagligdag, der står på spil. Og igen er tonen, der så ubesværet har klaret turen fra lyrik til prosa, en indforstået blanding af afklædning, kapitulation og (selv)ironi.

Forfatteren holder nok dommedag over sig selv. Men det er dom uden fordømmelse. Kun til allersidst skal vi doceres en lille, lidt for meget, smule. Næppe tilfældigt at belæring rimer på beskæring!

Bogen er inspireret af den franske avantgardist Georges Perecs roman fra 1965 "Ting – en historie fra 60?erne", om en forbrugsverden der blev tømt for mening. Det var dengang. Det er nu. Og som sit forlæg er "Verdensmestre" på samme måde fortalt i tredje person flertal.

Du og jeg er i takt med drømmenes exit – og trods den vedholdende hyldest til det individuelle – blevet til et "vi", et aktieselskab, et projekt familieliv.

Vi?et er det unge par Rune og Anna. De møder hinanden i gymnasiet Og det begynder i grunden så smukt: "Rune og Anna levede i den rigtige tid, på det rigtige sted, under det rigtige system (?) Det var simpelthen bare om at glæde sig, gribe friheden og bruge den".

Problemet er, at de ikke ved, hvad de skal bruge al den frihed til. Og så bliver Anna gravid. De flytter i lejlighed, først en mindre, så en større. Barn nummer to kommer til. Nu begynder livet, tænker de. Og sangen om Larsen toner i baggrunden.

Men snart bliver børnene det eneste parameter for, at livet lykkes. Og forelskelsen forvandles til selvpisk og stress. For hvordan skaber man det velfungerende, intelligente og topstimulerede barn, der er blevet selve tegnet på succes? Der lånes bøger på biblioteket. Men der er ukontrollerbare farer: dårlig indflydelse fra legekammerater og pædagoger. Og så er der den benhårde interne konkurrence: mødre, der henter deres børn tidligere end Anna og altid vælger det rigtige tøj. Minerne lurer overalt under de få skridt fra spisebordet og børnehaven. Snart kører børne-tv?et hele dagen. Måske skulle de flytte? Eller lade sig skille?

Sådan tårner helt almindelige rugbrødsproblemer sig op for de to i grunden så velfungerende forældre, som drømte om ubegrænset frihed, men ikke havde noget at stille op med den. Og derfor byggede et "fort familieliv" i stedet.

"Så længe du er i et værelse, er du inde, og så længe du er inde, er du fanget", hedder det med en tilsvarende adresse til tidsånden i Peter Høegs seneste roman.

Den dårlige nyhed er, at vi tilsyneladende har mistet evnen til det elementære. At stifte familie, at trække vejret frit. Til gengæld har vi i de senere år genvundet en helt ny generation af forfattere, der med røntgenblik konfronterer os med det. Vi bliver ramt. Det er den gode nyhed!

kultur@k.dk

Læs interview med forfatteren på lørdag.

Nikolaj Zeuthen: Verdensmestre. 160 sider. 200 kroner. Samleren.