Når man som jeg har haft lejlighed til at følge en række præstesager på nærmeste hold, kan man blive både kold og varm - kold af en uhyggefølelse ved den retsløshed og usikkerhed, som sognepræster hensættes i, når magtfulde personer i eller uden for menighedsrådet bliver sure på præsten, varm ved det raseri, der griber en forhenværende sognepræst og et nuværende medlem af Folketingets Kirkeudvalg, når han ser, hvorledes sognepræster i dag kan blive behandlet.

Jeg fulgte sagen imod Lene Matthies på nært hold, og jeg kunne konstatere, at hun blev slagtet af biskop Erik Norman Svendsen på foranledning af de nærmeste gejstlige på Christianshavn. Jeg fik også lejlighed til at følge sagen mod Bodil Greve Schmidt i Munkebo Sogn, som ligeledes blev slagtet af nidske personer i hendes kirkelige omkreds, uden at hendes biskop gjorde noget for at beskytte hende.

Endelig har jeg på nært hold haft lejlighed til at følge afskedigelsessagen mod Mette Villads Christensen i Nordjylland, hvor provst og biskop nægtede at stå hende bi imod de anslag, som ondsindede kræfter i menighedsråd og kirkebetjening satte i værk, men tværtimod fulgte disse kræfter og afskedigede den arme sognepræst.

Den sidste sag er endt med, at Folketingets Ombudsmand har underkendt afskedigelsen og således også underkendt kirkeministeren, der fulgte provst og biskop i Aalborg Stift og gav Mette Villads Christensen hendes afsked, og jeg priser ombudsmanden for denne afgørelse. Det er dog en lykke, at der er et enkelt sted, hvor sladder og bagvaskelse kan sættes på plads. Gud ske tak og lov!

Men hvad bliver fremtiden for sognepræster i den danske folkekirke? Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg netop har haft lejlighed til at læse den stiftsmødetale, som biskoppen i Haderslev Stift holdt den 10. september, og hvor Niels Henrik Arendt slutter sin tale til stiftets menighedsråd med at omtale aktuelle problemer.