Så forskellige og dog så ens

DF?s toer, Kristian Thulesen Dahl, kaldte partiets årsmøde "en familiefest for de nærmeste venner". DF bruger ikke årsmøder til debat og politiske beslutninger. Men iagttagere fremhæver, at partiets top blot kamuflerer partiets problemer og dilemmaer. Blandt andet ved at tale om at komme i regering.

DF står foran et sandsynligt tab af indflydelse. Det næste valg kan måske give en VK-regering afhængig af både LA og DF. Her vil LA trække i andre retninger end DF. Især i den økonomiske politik. Eller endnu værre for DF: Valget kan give en S-SF-regering uden indflydelse til DF.

Ifølge en teori flirter partitoppen med tanken om at gå med i en borgerlig regering for at kamuflere de dårlige fremtidsudsigter. Men Venstre og De Konservative ved, at det vil være politisk selvmord at gå til valg på regeringsdeltagelse af DF. Hvorfor fremsætter DF så en idé, der kun hører hjemme i drømmeland? Nogle mener, at Pia Kjærsgaard ikke kan slippe håbet om en ministerpost. Men hun har nu erkendt, at hun slet ikke har prioriteret kulturområdet, selvom hun angiveligt ønsker at blive kulturminister. Det støtter teorien om, at ministerdrømmeriet er et spil, der skal stive tilhængernes håb af.

Forskerne Rasmus Brun Pedersen og Flemming Juul Christiansen har afdækket en anden dobbelthed i DF. DF fremtrådte EU-skeptisk i forbindelse med EU?s trak-tatreformer. Men DF stemmer i høj grad for den løbende EU-lovgivning. I årene 2001 til 2005 tilmed i endnu højere grad end de traditionelle ja-partier (V, K, S, R). Traktatmodstanden synes derfor mere at være opsamling af borgerlig EU-modstand, herunder af gamle Glistrup-folk, end udtryk for reel lyst til gå mod EU.

Dagbladet Børsen ser endnu en dobbelthed i DF. Gamle Glistrup-folk ønsker så lidt offentlig sektor og så lidt socialdemokratisk politik som muligt. Men partiet har også tiltrukket frafaldne socialdemokrater, som ønsker velfærd og økonomisk lighed. DF skulle derfor være bange for økonomisk politik og ikke mindst debat om, hvor høje skatterne skal være. Hvis den analyse holder, forklarer den, at partiet fortsat må satse ensidigt på temaer som udlændingepolitik og terrorfrygt. Den skrue uden ende samler tilhængerne.

Hvis de parlamentariske udsigter gør De Radikale skizofrene, er det samme tilfældet for Dansk Folkeparti. DF?s topstyring gør det bare nemmere at blæse med mel i munden.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet