Både Dansk Folkeparti og De Radikale er præget af en politisk dobbelthed, der nærmer sig det skizofrene, mener professor Tim Knudsen. På billedet ses de to partiformænd, Pia Kjærsgaard (DF) og Margrethe Vestager (R). Foto: Scanpix.
-
Tim Knudsen |
28. september 2010
Både Dansk Folkeparti og De Radikale er præget af en politisk dobbelthed, som nærmer sig det skizofrene politisk set
De nylige landsmøder hos De Radikale (R) og Dansk Folkeparti (DF) gav helt forskellige indtryk. R's årsmøde var præget af uenighed. Dagbladet Politiken kaldte partiet "et skizofrent tilfælde, et parti i identitetskrise". Men DF's landsmøde prægedes kun af enighed og begejstring.
Der er usikkerhed om De Radikales kurs. Usikkerheden øges af, at der ved næste valg ventes et generationsskifte i folketingsgruppen. Nok peger partiet på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsministerkandidat, for partiet har ikke andre muligheder for at få indflydelse. Men på den anden side har det socialliberale parti altid haft et dilemma om, hvor vidt det ville være mest liberalt eller mest socialt. Den husmandsbevægelse, som i partiets ungdom gav en hældning mod Socialdemokratiet, er for længst væk. Og nu har partiet fået konkurrence fra Liberal Alliance (LA) med to tidligere radikale, som har bekendt ren liberal kulør, i spidsen. Det tilsiger, at R anlægger en økonomisk politik, der ligner LA's.
Mange radikale ønsker at stille store reformkrav for at støtte en eventuel regering af Socialdemokratiet (S) og SF. Nogle kræver for eksempel en garanti for afvikling af efterlønnen. Andre ønsker at løsne udlændingepolitikken. På den anden side står radikale, der mener, at man får mest ud af selv at være i regering, og derfor kan man ikke på forhånd stille stejle krav. Dilemmaet er dermed, om partiet skal vælge regeringsdeltagelse eller en rolle, der ligner den, som DF har haft i forhold til VK-regeringen, med mulighed for både indflydelse og stærke markeringsmuligheder? Svar herpå får vi formentlig først, hvis oppositionen vinder næste folketingsvalg.
DF?s toer, Kristian Thulesen Dahl, kaldte partiets årsmøde "en familiefest for de nærmeste venner". DF bruger ikke årsmøder til debat og politiske beslutninger. Men iagttagere fremhæver, at partiets top blot kamuflerer partiets problemer og dilemmaer. Blandt andet ved at tale om at komme i regering.
DF står foran et sandsynligt tab af indflydelse. Det næste valg kan måske give en VK-regering afhængig af både LA og DF. Her vil LA trække i andre retninger end DF. Især i den økonomiske politik. Eller endnu værre for DF: Valget kan give en S-SF-regering uden indflydelse til DF.
Ifølge en teori flirter partitoppen med tanken om at gå med i en borgerlig regering for at kamuflere de dårlige fremtidsudsigter. Men Venstre og De Konservative ved, at det vil være politisk selvmord at gå til valg på regeringsdeltagelse af DF. Hvorfor fremsætter DF så en idé, der kun hører hjemme i drømmeland? Nogle mener, at Pia Kjærsgaard ikke kan slippe håbet om en ministerpost. Men hun har nu erkendt, at hun slet ikke har prioriteret kulturområdet, selvom hun angiveligt ønsker at blive kulturminister. Det støtter teorien om, at ministerdrømmeriet er et spil, der skal stive tilhængernes håb af.
Forskerne Rasmus Brun Pedersen og Flemming Juul Christiansen har afdækket en anden dobbelthed i DF. DF fremtrådte EU-skeptisk i forbindelse med EU?s trak-tatreformer. Men DF stemmer i høj grad for den løbende EU-lovgivning. I årene 2001 til 2005 tilmed i endnu højere grad end de traditionelle ja-partier (V, K, S, R). Traktatmodstanden synes derfor mere at være opsamling af borgerlig EU-modstand, herunder af gamle Glistrup-folk, end udtryk for reel lyst til gå mod EU.
Dagbladet Børsen ser endnu en dobbelthed i DF. Gamle Glistrup-folk ønsker så lidt offentlig sektor og så lidt socialdemokratisk politik som muligt. Men partiet har også tiltrukket frafaldne socialdemokrater, som ønsker velfærd og økonomisk lighed. DF skulle derfor være bange for økonomisk politik og ikke mindst debat om, hvor høje skatterne skal være. Hvis den analyse holder, forklarer den, at partiet fortsat må satse ensidigt på temaer som udlændingepolitik og terrorfrygt. Den skrue uden ende samler tilhængerne.
Hvis de parlamentariske udsigter gør De Radikale skizofrene, er det samme tilfældet for Dansk Folkeparti. DF?s topstyring gør det bare nemmere at blæse med mel i munden.
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad