Ud af 10 navngivne kirker, som i det mindste skulle tages ud af almindelige sognekirkelig drift, er der kun sket noget med de fem. Torben Larsen, formand for det kirkelige budgetudvalg, vil sætte gang i processen på ny
Det var i sommeren 2007, at bomben sprang: København skal lukke 10 kirker. Tre år efter er der kun lukket en enkelt kirke, mens fire kan siges at være taget ud af almindelig sognekirkelig drift, men nøglen er ikke drejet om, og der bruges stadig penge til vedligeholdelse.
Nu tager formanden for budgetudvalget i København, som styrer den kirkelige økonomi i kommunen, Torben Larsen, utraditionelle midler i brug.
"Processen med at lukke overflødige kirker i København er simpelthen gået i stå. Men med faldende medlemstal og dårligere udskrivningsgrundlag for kirkeskatten har vi brug for at spare penge, hvis vi blandt andet skal vedligeholde de store museale kirker i blandt andet Københavns City og gennemføre nogle af de kirkelige projekter, man ønsker rundtom i sognene. Derfor har vi bedt hvert eneste af de otte provstier i Københavns Kommune om til november at stille med navnet på en kirke, der skal lukkes eller tages ud af almindelig drift," siger Torben Larsen.
Han mener, at det er nødvendigt at spare 25 millioner kroner om året på det nuværende budget på 400 millioner kroner, hvis budgettet skal kunne hænge sammen på længere sigt.
"Man kan tage en kirke ud af almindelig drift, som det er sket visse steder i København. Men det er klart, at det, som virkelig ville kunne mærkes, er, hvis folkekirken sparer personale og vedligeholdelse, enten hvis kirken helt lukkes eller overgår til kirkeligt-kulturelle formål, som andre end kirken er med til at betale," siger Torben Larsen, som mener, at der kan spares mellem tre og fire millioner kroner på helt at lukke en kirke eller lade den overgå til et andet formål.
"I den nuværende situation, hvor der bliver færre medlemmer i København til at bære de kirkelige udgifter, er det eneste rigtige bogstaveligt talt at lukke de oprindelige 10 navngivne kirker. Men jeg tror ikke, at at det stopper ved det, hvis vi skal have råd til de kirkelige projekter, vi gerne vil. Så skal vi måske lukke 20 kirker," siger Torben Larsen.
vincents@k.dk