Det er let for de fleste at elske venner og familie. Langt sværere er det at holde af og tage ansvar for mennesker, man ikke kender. Derfor skal et samfunds etik ofte prøves på, hvordan det behandler sine fremmede.

Det vidste allerede de gamle grækere, for hvem gæstevenskabet spillede en afgørende rolle. Det vidste også de gamle israelitter, hvis hellige skrifter igen og igen advarer mod at øve vold mod fremmede eller udnytte faderløse og enker. De svage på samfundets bund har brug for hjælp - de stærke er skyldige at hjælpe.

At den tankegang også er grundkristen, fremgår meget tydeligt af det nye og tankevækkende manifest om kirke og migration, som flere præster og kirkelige institutioner i København er gået sammen om at lave. Som omtalt her i avisen i lørdags slår manifestet blandt andet fast, at gæstfrihed mod fremmede er en bibelsk værdi.

At menneskerettigheder også set med kirkelige briller gælder alle mennesker. At alle børn har ret til en barndom i tryghed og værdighed uanset forældrenes opholdsstatus. Og at ingen bør tale nedsættende eller misvisende om de fremmede.

På papiret kan det lyde som almindeligheder, nogle vil sige selvfølgeligheder. Men selv i dagens Danmark kan der desværre være lang vej fra det selvfølgelige til det, der faktisk sker.


At danskere under Anden Verdenskrig hjalp omkring 7000 jøder med at flygte til Sverige, hører på en sørgelig baggrund til blandt de mest prisværdige kapitler i vort lands historie. Her gik menneskelighed og ansvarsfølelse forud for besættelsesmagtens trusler, regler og krav. Men netop Anden Verdenskrig bød med holocaust også på historiens formentlig værste eksempel på, hvor galt det kan gå, når den fremmede ikke betragtes som et medmenneske. Og historien fra Rwanda til det tidligere Jugoslavien har desværre vist, at umenneskelige måder at behandle hele befolkningsgrupper på kan gentage sig. Derfor er der også i dag altid brug for, at kirker og andre etiske flagskibe i samfundet fortæller os, hvad der er godt, og hvad der dybest set er ondt.