Problemet i Porvoo har dog hele tiden været, at bispeembedet hældede mod at blive kirkekonstituerende, og at den anglikanske kirke ikke godkendte kvindelige præster. Det sidste er heldigvis overvundet, men det første - synet på biskoppen - er ganske uklart i Porvoo-sammenhæng. Der har forud for den danske indmeldelse i Porvoo været ført samtaler mellem på ene side de danske biskopper og en universitetsprofessor i teologi og på den anden side Porvoo-sammenslutningen, og samtalerne har blandet andet drejet sig om, hvorvidt biskopper kunne forstås således, så at det danske og lutherske syn på bispeembedet kunne fastholdes også inden for Porvoo.

Det er ganske gådefuldt hvorfor man overhovedet har indladt sig på denne samtale. Hvorfor sagde man ikke, at det slet ingen mening giver i en luthersk kirke, hvor netop den Kristus-bekendende menighed er kirkekonstituerende og ikke bispeembedet, som oven i købet omtales i Porvoo som et "synligt tegn"? Alene samtalen om bispeembedet er problematisk. Bispeembedet er menighedens tjenerembede og underordnet menigheden.

Men Porvoo betyder noget, særligt for anglikanerne. Da jeg til slut i konferencen i Estland deltog i en anglikansk aftensang med nadver i domkirken i Tallinn, trykkede englænderne mine hænder særligt varmt. Der har eksisteret nadverfællesskab mellem kirkerne siden 1956. Men det har bestemt ikke altid været uproblematisk for den anglikanske kirke, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse professor Regin Prenters erindringer, hvor han fortæller, at han, under sit ophold i England i 1930'erne, ikke måtte deltage i nadveren, men måtte rejse til den danske kirke i Hull for at modtage nadver.

Det er væsentligt at fastholde, at den danske folkekirke som bekendt er en af de mest økumeniske kirker i verden. Vi afviser aldrig et menneske ved nadveren, og ingen bliver ved gudstjenesten spurgt om sin kirkelige konfession. Men jeg tænkte i Estland om Porvoo: Hvis det af praktiske grunde er nødvendigt for de andre kirker, og hvis den danske kirke kan bidrage med en mere åben teologi, så lad os da bare tiltræde, selvom der er tydelige problemer, særligt med bispeembedet forstået som et synligt tegn.

Men konferencen i Estland blev kort tid efter sat i perspektiv, da jeg ugen efter deltog i Deutscher Pfarrertag (det tyske præstemøde), som i år blev holdt i Rostock. Her blev jeg af tyske præster konfronteret med vores kommende tiltrædelse af Porvoo. Og de tyske præster og teologer var mildest talt forbløffede og hovedrystende. De har altid set den danske kirke som deres tilknytning til Skandinavien, og nu følte de, at vi lukkede denne dør. Som en sagde: Der findes lutherske kirker i Tyskland, der slet ikke har biskopper!

De praktiske grunde til at tiltræde, som jeg lidt modvilligt havde godtaget i Tallinn, forsvandt som dug for solen i Rostock. Jeg opdagede, at tiltrædelsen af Porvoo netop ikke var inkluderende, men ekskluderende. Vi lukker en lang række, særligt tyske, kirker ude, og skaber nye teologiske problemer, hvor der slet ingen burde være.

Forbløffelsen hos tyskerne var ganske stor. Men min forbløffelsen blev endnu større, da jeg af en tysk præst blev fortalt følgende, som jeg dog endnu ikke har verificeret til bunds. Hun fortalte mig, at man åbenbart visse steder i den württembergske kirke foretager reordinationer af præster for at kunne imødekomme krav fra økumeniske kredse.

Problemet er, at mange steder i de tyske kirker foretager provsten ordinationer af nye præster, ligesom vi mange steder i Danmark har ordination ved domprovsten, hvis biskoppen af forskellige grunde er forhindret. Det er helt uproblematisk, da ordinationen er en menighedshandling, hvor biskoppen er menighedens handlende repræsentant, og i dennes forfald provsten. Men nu samler man tilsyneladende disse provsteordinerede præster og reordinerer dem af biskoppen.

Hvis det er sandt, så er det økumeniske arbejde gået fra at være en kuriøs sidebeskæftigelse til at være et alvorligt teologisk problem, der anfægter selve kernen i det lutherske kirkesyn og derved også kernen i, at mennesket frelses ved tro på Jesus Kristus alene. Bispeembedet bliver givet en tyngde og betydning, som ligger helt ud over luthersk forståelse.

Gennem disse oplevelser i Tyskland blev jeg klar over, at man ikke kan argumentere for at tiltræde Porvoo af praktiske grunde, for det har nogle praktiske konsekvenser andre steder. Konsekvenser, som betyder, at tiltrædelse af Porvoo i bedste fald er dybt provinsielt og i værste fald en trussel mod den frie lutherske kirke og teologi. Vi åbner os nok for en del af den kristne kirke, men lukker for en anden del. Samtidig er vi i forvejen en af de mest åbne kirker i verden, hvor det er nok at være enig om troen på Kristus og forvaltning af sakramenter. Porvoo indskrænker denne åbenhed.

Derfor er vi nødt til, på baggrund af forløbet omkring beslutningen om at tiltræde Porvoo og selve konsekvenserne af Porvoo, at føre en samtale om hvorvidt det økumeniske arbejde er ved at udvikle sig til et alvorligt teologisk problem, hvor menigheden både i ind- og udland glemmes, og vi får en økumeni, som synes at være ganske provinsiel.

I bedste fald betyder underskrivelsen af Porvoo på søndag intet, for de danske menigheder er ligeglade og har stadig samvær med andre landes kirker, men i værste fald lukker vi af for tyskerne og sælger ud af ellers umisteligt luthersk arvegods såsom menighedens forrang med Kristus-bekendelsen som det centrale. Det synes, som om det formelle økumeniske arbejde nu skal modsiges både teologisk og menneskeligt - og af økumeniske grunde.

Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Tversted-Uggerby og medlem af Den Danske Præsteforenings hovedbestyrelse