Der er ikke noget selvstændigt formål med at fornærme menneskers tro. Man har ret til at gøre det inden for lovens rammer, og de er meget vide. Men som det engang blev sagt, kan det, der er lovligt, godt være tovligt. Vi har i Danmark vidtstrakt ytringsfrihed, men ingen pligt til at bruge den.

Her på avisen respekterer vi, at mennesker kan opfatte noget som ukrænkeligt og helligt. Det betyder ikke, at deres tro ikke kan kritiseres, men det betyder, at vi ikke har noget ønske om at krænke dem ved at håne eller latterliggøre deres tro.

Selvom flere danske retsinstanser har afgjort, at tegningerne ikke overskrider grænserne for de love, der begrænser ytringsfriheden herhjemme - lovene imod injurier, racediskrimination og blasfemi - er det i dag blevet umuligt for en dansk avis at offentliggøre tegningerne uden at løbe en risiko for, at det udløser voldelige protester et eller andet sted i verden.

Tegningerne er blevet kapret af ekstreme synspunkter, som i dag gør det omsonst at argumentere for og imod en offentliggørelse ud fra en publicistisk logik. En del aviser, herunder Kristeligt Dagblad, er fortsat truet af et potentielt økonomisk ødelæggende sagsanlæg rejst af en saudisk advokat, der blandt andet vil bruge et hul i lovgivningen, der er opstået med internettets grænseoverskridende karakter, til at retsforfølge danske aviser i udlandet. Den centrale tegning af manden med bombe i turbanen blev forleden vist i DR 2's Deadline. Udenrigsministeriets repræsentant på en konference om Muhammed-krisen viste i fredags den samme tegning i et auditorium på Syddansk Universitet, og i den bog om sagen, som Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, i morgen udgiver, er tegningerne også gengivet. Alt sammen som berettiget dokumentation.

Men danske aviser og Muhammed-tegningerne er blevet en sprængfarlig cocktail. Et sammensurium af uigennemskuelige interesser i den muslimske verden står i kø for at udnytte, fordreje og misbruge en offentliggørelse af tegningerne. Også derfor viser vi dem ikke.

bjer@k.dk