Muhammed-krisen har skærpet debatten om religion herhjemme. På den positive side tæller, at befolkningen har fået et mere nuanceret indblik i mangfoldigheden af den muslimske befolkningsdel.

Dertil kommer, at omtanken og forståelsen for, at religion spiller en afgørende rolle i mange menneskers liv, ikke mindst muslimers, i dag står højere i danskernes og mediernes bevidsthed.

Men den offentlige debat om emnet befinder sig i stigende grad i en skizofren tilstand mellem på den ene side det udtalte behov for øget respekt for menneskers religion og på den anden side et voksende ønske om, at samfundet fordriver religionen fra så stor en del af det offentlige rum som muligt.

Kravet fra en række debattører går i stigende grad på at få afskaffet den lovgivning herhjemme, der begrænser retten til at ytre sig frit og krænkende. Angiveligt kan forbuddet mod racisme og blasfemi udnyttes af blandt andet ekstreme muslimer, der vil bruge krænkelseslovgivningen til at forhindre kritik og satire mod deres religion. Sådan bruges den i en række muslimske lande til at lægge al kritisk debat om troen død. Det er også pointen i kulturredaktør Flemming Roses bog, "Tavshedens tyranni", der udkommer i dag.

Vi har igennem de senere år på lederplads ofte givet udtryk for, at det i en dansk sammenhæng ikke giver mening at ophæve krænkelsesparagrafferne, fordi en afskaffelse af den beskyttelse, som de trods alt giver, vil blive udlagt som fri dansk klapjagt på religiøse minoriteter.

Det er også svært at se, at racisme- og blasfemiforbuddene herhjemme udgør nogen relevant indskrænkning af ytringsfriheden, for slet ikke at tale om retten til at kritisere andre religioner.

Stillet over for voldelige trusler må vi tage afstand fra de værdier, der vil vores samfundsform til livs. På femårsdagen for offentliggørelsen af de tegninger, som vi her på avisen tog afstand fra, vil vi derfor igen udtrykke vores fulde opbakning til de ansatte på Jyllands-Posten, der er blevet terrormål i en ulykkelig konflikt.
bjer