Rose på anmeldernes vægt

Morgenavisen Jyllands- Postens kulturredaktør, Flemming Rose, delte vandene ved at trykke Muhammed- tegningerne i 2005. Men det er en god idé at forklare sig i bogen "Tavshedens Tyranni", mener de danske avisers anmeldere

Flemming Rose har nu med egne ord beskrevet blandt andet Muhammed-tegningsforløbet i sin nye bog "Tavshedens Tyranni".
Flemming Rose har nu med egne ord beskrevet blandt andet Muhammed-tegningsforløbet i sin nye bog "Tavshedens Tyranni". Foto: Indrelid Trygve.

Kollegerne på Morgenavisen Jyllands-Posten må - her fem år efter offentliggørelsen af de famøse Muhammed-tegninger - arbejde i noget, der mere ligner en topsikret ambassade end en avisredaktion. Siden nytår har arbejdspladsen været ramt af dødstrusler hele fire gange.

Medarbejderne kan få gratis psykologhjælp, men "det bliver sværere og sværere at arbejde under så svære vilkår", som avisens tillidsmand, Bo Jørgensen, siger til fagbladet Journalisten. Og for nogle må spørgsmålet rejse sig, om det nu også er en god idé, at avisens kulturredaktør, Flemming Rose, bærer mere brænde til bålet ved at genoptrykke tegningerne i sin nye bog "Tavshedens Tyranni".

Men det er netop bogens morale, at man aldrig må give efter for selvcensur. For han mener, at det er en demokratisk pointe, at brugen af ord og billeder aldrig kan retfærdiggøre vold. Og bogen er også en nødvendig bog, mener flere anmeldere. I gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad kaldte avisens chefredaktør, Erik Bjerager, for eksempel bogen for "nødvendig læsning i en trusselstid":

"?Tavshedens tyranni? er en fremragende bog skrevet af en mand, hvis anliggende er at sikre så udbredt ytringsfrihed som muligt. Det anliggende er sympatisk," skriver Erik Bjerager, der dog stadig tvivler på, at det var nødvendigt at trykke tegningerne.

Det forbehold deler Berlingske Tidendes Claes Kastholm Hansen ikke:

"I en stor og klog bog viser Jyllands-Postens Flemming Rose, hvorfor det var så vigtigt at offentliggøre og forsvare Muhammed-tegningerne," skriver Claes Kastholm Hansen og tilføjer:

"Flemming Roses ?Tavshedens tyranni? er på én gang lidenskabeligt engageret i sit emne og skrevet med intellektuel klarhed. Den veksler ubesværet mellem personlige beretninger og større principielle eller historiefremstillende afsnit, der strækker sig fra en Calvins hensynsløse forfølgelse af anderledes tænkende i 1500-tallet til en frit tænkende Poul Henningsens indignerede pegen på menneskets infame tilpasningsevne?. Rose har skrevet en i bedste forstand etisk bog," skriver han og kvitterer ved at uddele seks stjerner til forfatteren.

I Weekendavisen glæder Frederik Stjernfelt sig også over, at Flemming Rose "omsider" udsender sin egen bog om Muhammed-krisen:

"Mange andre, inklusive undertegnede, har kloget sig på sagen, så det har virket sært, at en af dens absolutte hovedpersoner ikke har været på banen," skriver Stjernfelt, der trods stilistiske forbehold roser bogen:

"Bundlinjen er et storslået forsvar for PH?s idé om en ytringsfrihed, der skal kendes på misbrug. Og for kampen mod den ynkelige og voldsgejle krænkelseskultur, Rose ser brede sig i islam såvel som i Vesten."

I Jyllands-Posten roser forfatteren Leif Davidsen også Rose:

"Han har levet de seneste fem år under et umenneskeligt pres, der kunne drive mindre stærke mennesker til vanvid eller underkastelse. Men Rose er et intellektuelt og yderst tænksomt menneske, der overlever mentalt, tror jeg, ved køligt og videnskabeligt at undersøge, hvorfor en avisside med umiddelbart temmelig intetsigende tegninger førte til brand, vold og mord," skriver Leif Davidsen og kalder bogen en "intellektuelt spændende, fascinerende og sine steder gribende bog" af internationalt format, der udmærker sig ved at se sagen i globalt perspektiv.

Mere halvhjertet ros finder man - ikke overraskende - i Politiken, hvor avisens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, "nøjes" med at uddele fire hjerter til bogen:

"Muhammedkarikaturernes utrættelige talsmand har skrevet et massivt forsvar for deres nødvendighed, men også en bog med ærlige og interessante personlige passager," medgiver Seidenfaden, men savner samtidig sammenhæng i bogen, som han kalder "fire små bøger i én", fordi den både består af interview, essay, en beskrivelse af Muhammed-sagens forløb og erindringer om Roses egen svære opvækst og fortid som korrespondent i Moskva:

"Det gør, at overblik er noget, man i bedste fald får bagefter," skriver Tøger Seidenfaden og tilføjer:

"Bogens titel – ?Tavshedens tyranni? – forbliver et underligt postulat: For hvornår har der været mindre tavst (og mere kritik) om islam og muslimer end i årene før og efter Muhammed-krisen?"

Under, kunne man fristes til at svare. Men Seidenfaden står ikke alene med sin holdning. Lasse Ellegaard, der anmelder bogen i Information, har oven i købet selv en fortid på Jyllands-Posten, hvor Flemming Rose en kort periode var hans redaktør som en af de "bedste og mest inspirerende med- og modspillere", han har mødt som journalist. Alligevel er Ellegaard også uenig med Rose:

"Jeg respekterer Rose for hans intellektuelle ubestikkelighed og er vildt uenig i stort set alle hans argumenter for at gøre ytringsfriheden sakrosant," skriver Lasse Ellegaard og tilføjer:

"Roses bog er velresearchet og grundig, for så vidt angår de vinkler, han har valgt (...) men den er og bliver et stivstikker-indlæg i den grundlæggende diskussion: Begynder ytringsfriheden først der, hvor almindelig høflighed over for anderledes tænkende og troende hører op. Det er, så vidt jeg læser bogen, den røde bund-linje, og den synes jeg stadig Jyllands-Posten overtrådte i dag for fem år siden. Ikke med onde hensigter, men ret ubetænksomt. Og Roses bog er det hidtil mest gennemarbejdede dokument for forståelsen af, hvad der egentlig foregik. Det i sig selv gør den vigtig og på sæt og vis nødvendig."

ohrstrom@k.dk