Erfaringen siger, at vi sjældent kan kopiere direkte fra andre kirker, men mødet med dedikerede og aktive medlemmer kan gennem deres traditioner give os mulighed for at se vores egne måder med nye øjne. Nogle gange vil vi måske endog værdsætte det, vi kender fra den danske lutherske tradition, højere efter mødet med det anderledes. Nogle gange vil vi kunne opleve muligheder for at udfolde det at være kirke inden for vores egen kultur og tradition langt mere, end vi kunne før mødet mellem mennesker af forskellig kirkelig tradition.

De teologiske samtaler mellem lutheranere og anglikanere, som i begyndelsen af 1990?erne førte frem til aftalens tilblivelse, handlede særligt om synet på præste- og bispeembedet – to områder, hvor der er nævneværdige forskelle mellem anglikansk og luthersk tradition. Samtalen er fortsat mellem medlemmerne af fællesskabet, ja, Porvoo-erklæringen lægger direkte op til, at medlemskirkerne gennem konsultationer og samtaler til stadighed udforsker hinandens traditioner for at lære mere om både de andre og sig selv.

Folkekirkens fulde medlemskab af Porvoo-fællesskabet er en meget konkret anledning for folkekirken til at gennemtænke nogle af de spørgsmål, som rejser sig i mødet med anglikansk kirketradition. Der findes i den lutherske arv en god og sund embedsteologi. Medlemskabet af Porvoo og deltagelse i fællesskabets konsultationer er en direkte anledning til at sætte ord på denne arv over for dem, der gerne vil vide mere og derved samtidigt besinde sig på, hvad denne arv betyder for folkekirken i år 2010. Det er en opgave, som har været forsømt i en dansk sammenhæng. Porvoo-fællesskabet kan hjælpe os med at tage denne tråd op.

HVIS FOLKEKIRKENS medlemskab af Porvoo skal betyde noget i længden, er det imidlertid afgørende med lokal forankring. Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som administrerer folkekirkens internationale medlemskaber, har gjort en række tiltag i den forbindelse. En mindre publikation fra rådet fortæller om, hvilke muligheder medlemskabet giver den enkelte sognemenighed, provstierne eller det større stift. Det er rådets intention og håb, at denne publikation vil åbne for øget samarbejde mellem folkekirkens menigheder og menigheder i de deltagende lutherske og anglikanske kirker.

Som et yderligere led i bestræbelserne for at gøre mulighederne for samarbejde med særligt de anglikanske menigheder kendt, arrangerer Folkekirkens mellemkirkelige Råd i efteråret 2011 en studierejse til den anglikanske kirke i England, hvor der vil være mulighed for at møde denne kirke på nærmeste hold. Rejsen retter sig først og fremmest til stiftsrådene, som i de enkelte stifter har det overordnede ansvar for at pleje og udvikle stiftets mellemkirkelige kontakter og engagement.

Endelig er det rådets ønske, at også de frie folkekirkelige organisationer med deres særlige arbejdsområder, mission og diakoni, ungdom og undervisning samt de bredt, folkeligt forankrede kirkelige retninger vil bidrage til at klæde samarbejdet i Porvoo på. Fællesskabet giver mulighed for at mødes til konsultationer om kirkens rolle i det moderne samfund. Det er Folkekirkens mellemkirkelige Råds opgave i forbindelse med disse konsultationer at identificere deltagere, som har den faglige og teologiske baggrund, som deltagelse kræver. Disse mennesker findes typisk i folkekirkens organisatoriske bagland.

Mellemkirkeligt arbejde handler først og fremmest om at skabe forståelse på tværs af både kirkelige og kulturelle forskelle. Med medlemskabet af Porvoo får folkekirken som en nævneværdig sideeffekt rollen som brobygger mellem de anglikanske kirker og de protestantiske kirker i Tyskland. Denne opgave lægges foran os dels via folkekirkens styrkede relation til de anglikanske kirker i Porvoo-fællesskabet, dels via folkekirkens historisk betingede nære tilknytning til de tyske lutherske kirker.

Når man som lutheraner fra Danmark møder kirken i henholdsvis England og Tyskland, er det nogle meget forskelligartede oplevelser, man får med sig hjem. Langt de fleste medlemmer af folkekirken, som har haft sådanne oplevelser, har imidlertid forståelse for og værdsætter begge traditioner, hvilket giver folkekirken en særlig rolle som brobygger. Dette er en rolle, som folkekirken generelt skal være sig bevidst, og Folkekirkens mellemkirkelige Råd skal i særdeleshed være opmærksom på de muligheder og udfordringer, denne nye position giver os som særlig "mellemkirkelig kirke".

DET ER UHYRE VIGTIGT fortsat at pleje nære kontakter til og samarbejde med kirkerne i Tyskland, men af stor betydning er det også, at vi som medlem af Porvoo-fællesskabet og via de drøftelser om kirke og embede, som dette medlemskab har ført med sig, nu i særdeleshed har noget at bidrage med i den samtale mellem tyske lutherske kirker og de anglikanske kirker, som har stået på gennem nogen tid.

Bevidstheden om folkekirkens potentiale og ansvar i denne sag har allerede medført, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd har inviteret en delegation fra de tyske lutherske kirker til Danmark i december måned i år, hvor netop disse spørgsmål er sat på dagsordenen.

Hele kirkens væsen udfoldes bedst, når mennesker mødes ansigt til ansigt – om det så er i enighed eller i uenighed. Derfor er det afgørende for folkekirkens liv og vækst at være med i Porvoo-fællesskabet og andre mellemkirkelige sammenhænge, hvor mennesker fra forskellige kirker og kirkelige traditioner mødes for at lære af hinanden, for at lytte og for selv at dele ud af ideer og erfaringer.

Når Porvoo-erklæringen underskrives i morgen, er opgaven, som ligger foran os, implementeringen af Porvoo-fællesskabets udfordringer og muligheder. Først og fremmest er der tale om det mellemkirkelige arbejde, som vil finde sted mellem menigheder i de kirker, som har underskrevet Porvoo-erklæringen, men folkekirken udfordres også mere specifikt til at tage ansvar for at dele og drøfte sin særegne tradition med de andre kirker. Mellemkirkeligt arbejde handler først som sidst om mennesker, der inspirerer og lader sig inspirere.

Hanna Broadbridge er formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Mødet med dedikerede og aktive medlemmer kan gennem deres traditioner give os mulighed for at se vores egne måder med nye øjne.