4. oktober 2010
Læs om succes hos Dansk Røde Kors i indsamlingen i går og advarsel i USA mod terrorangreb i Europa
Stor dag for Røde Kors
Dansk Røde Kors nåede i går sit mål om at slå sidste års landsindsamling på 16, 5 millioner kroner. "Vi har samlet mindst 18 millioner kroner ind, så det er jo fantastisk," sagde Ulrik Jørgensen fra Røde Kors i aftes. Omkring 18.000 mennesker meldte sig som indsamlere i år. Det er også flere end sidste år, og Røde Kors forventer endda, at der fortsat løber penge ind på kontoen de næste dage. Men på trods af katastroferne i Haiti og Pakistan er der er stadig et godt stykke op til rekord-indsamlingerne efter 11. september og tsunamien i Sydøstasien i 2004.
Usædvanlig USA-advarselUSA valgte i går at udsende en advarsel til amerikanske statsborgere om "muligheden for terrorangreb i Europa", og den svenske forsker i international terrorisme Magnus Ranstorp mener, at det uden tvivl skete på en alvorlig baggrund. "Det er meget usædvanligt, at USA udsender sådan en advarsel. Det må betyde, at amerikanerne har underretninger om unormale aktiviteter, og at de ikke føler, at de har kontrol over situationen. Det er den alvorligste terroradvarsel, som USA har udsendt siden 2001," siger Magnus Ranstorp. Sveriges sikkerhedspoliti, Säpo, forhøjede i fredags niveauet for terrortruslen mod landet ud fra en generel vurdering af "en øget vilje og formåen til at begå en forbrydelse". I Danmark har Politiets Efterretningstjenesten, PET, ikke ændret vurderingen af truslen, og Magnus Ranstorp mener da også, at PET har styr på situationen.
/ritzau/