Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Da tyskerne udkæmpede en iskold vejrkrig i Nord til din ven.
Da tyskerne udkæmpede en iskold vejrkrig i Nord
Mine nummer 2 i Longyearbyen brændte i 19 år efter at være blevet ramt af tyskernes missiler under Anden Verdenskrig. Børnene i byen tror, at julemanden bor i minen. --
- Hanne Lehmann/Scanpix.
Den 8. september 1943 sejlede slagskibene "Tirpitz" og "Scharnhorst" samt ni torpedobåde ind i fjorden ud for Longyearbyen på Svalbard. Med torpedoer og andet tungt artilleri rettet mod byen var øjeblikket kommet, da vejrkrigen endelig skulle afgøres og Svalbard sikres for Tyskland
1943. Alt er tyst i Svalbards hovedby, Longyearbyen. Ingen rører sig i husene; ingen graver i kulminerne. Ude i fjorden i septembersolen ligger den tyske flåde. To slagskibe og ni torpedobåde er parate til at skyde byen i sænk og sikre sig adgang til øerne. Lige siden 1941 har de allierede og tyskerne kæmpet om adgang til området og dets vejr- og overvågningsstationer, men i dag er tyskerne i overtal. Fra bredden kan de få norske soldater kun se til, mens Operation Zitronella går i gang.
Briterne - og med dem den norske eksilregering i London – forstod tidligt, at de ikke kunne beskytte befolkningen på Svalbard mod tyskerne. Hverken de eller russerne anså øerne for strategiske, og derfor blev beslutningen om at evakuere dem taget allerede i forsommeren 1941.
Dog mødte den modstand på øerne. Især mineejerne var ikke meget for at lukke minerne og da slet ikke for, at englænderne ville sprænge dem og afbrænde kullene, så tyskerne ikke kunne bruge dem, skriver den norske forfatter Thor B. Arlov i bogen "Svalbards historie". Derfor var det ikke uden murren i krogene, at skibet "Empress of Canada" den 25. august hentede de omkring 2000 sovjetborgere fra Barentsburg, Grumant og Pyramiden og sejlede dem til Arkhangelsk. Og den samme modstand mødte skibets besætning endnu en gang i Longyearbyen, da det den 3. september hentede øernes 765 nordmænd og bragte dem med tilbage til Skotland.
Annonce
Tyskerne fandt snart ud af, at indbyggerne var væk, og begyndte at oprette vejrstationer. Med tiden blev det til en del, for både flåden, luftvåbenet og hæren ønskede deres egne. Snart efter evakueringen fandt også de allierede ud af, hvor vigtige stationerne var. Med angrebet på Sovjet i 1941 sejlede briterne nemlig konvoj med våben og andet udstyr, og denne sejlads var med tyskernes tilstedeværelse på Svalbard blevet endnu farligere. Derfor sagde englænderne heller ikke nej, da formanden for Store Norske Spitsbergen Kulkompani, Einar Sverdrup, bad om lov til at generobre øerne. I april 1942 blev operation Fritham sat i værk, og to små skibe med 50 mand om bord sejlede igen mod nord.
Briterne - og med dem den norske eksilregering i London – forstod tidligt, at de ikke kunne beskytte befolkningen på Svalbard mod tyskerne. Hverken de eller russerne anså øerne for strategiske, og derfor blev beslutningen om at evakuere dem taget allerede i forsommeren 1941.
Dog mødte den modstand på øerne. Især mineejerne var ikke meget for at lukke minerne og da slet ikke for, at englænderne ville sprænge dem og afbrænde kullene, så tyskerne ikke kunne bruge dem, skriver den norske forfatter Thor B. Arlov i bogen "Svalbards historie". Derfor var det ikke uden murren i krogene, at skibet "Empress of Canada" den 25. august hentede de omkring 2000 sovjetborgere fra Barentsburg, Grumant og Pyramiden og sejlede dem til Arkhangelsk. Og den samme modstand mødte skibets besætning endnu en gang i Longyearbyen, da det den 3. september hentede øernes 765 nordmænd og bragte dem med tilbage til Skotland.
Operationen kom så langt som til fjorden ud for Barentsburg, før tyskerne bombede dem. Sverdrup og 13 andre blev dræbt, men resten af mandskabet kom i land. Det lykkedes dem at holde Barentsburg samt Longyearbyen, indtil forstærkninger kunne nå frem, og derved var Svalbard næsten befriet. Dog herskede tyskerne stadig på deres vejrstationer og i havet ud for, så sejren var ikke endelig.
Dette måtte nordmændene sande den 8. september 1943, da tyskerne på grund af dårlige efterretninger og et behov for en sejr sendte to slagskibe og ni torpedobåde ind i fjorden ud for Long- yearbyen og Barentsburg.
Men massiv slagkraft ødelagde de begge byer totalt og dræbte ni norske soldater, men gik ikke i land. Det gjorde i stedet de allierede, som måneden efter generobrede Longyearbyen ubesværet med en lille styrke. Og selvom de sidste tyskere først forlod øgruppen den 3. september 1945, var vejrkrigen forbi, siger Thor B. Arlov, for tyskerne havde for travlt på deres andre fronter til at koncentrere sig om Svalbard højt mod nord.
historie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
