Bogsæsonen er i gang, og hver dag byder på nye udgivelser. En tendens i tidens bogstakke er, at bøger om døden fylder meget på forlagenes programmer. Alene i denne uge udkommer fire bøger, der direkte forholder sig til livets afslutning.

Uden for forlagsbranchen beretter livsstils-eksperter om en tilsvarende interesse for døden i form af, at flere og flere optages af, hvordan deres egen død iscenesættes. Vi vil ikke alene have perfekte liv. Vores død skal også være perfekt, som det fremgår af dagens avis.

Måske har vi så travlt med at læse om døden og tilrettelægge begravelser ned i mindste detalje, at vi glemmer at tænke på andre menneskers liv. Og død. Mange danskere dør uden pårørende og bliver fundet mere eller mindre tilfældigt i deres lejligheder eller huse, hvorefter myndighederne tager sig af den upersonlige begravelse.

Det er et tidstypisk tegn, at for mange mennesker dør i ensomhed. Alle vi endnu levende må spørge os selv, om det ikke er en bedre gerning at besøge et ensomt, ældre menneske, end at blive en time ekstra på jobbet eller altid haste hjem til familien?

Memento mori – husk, at du skal dø – sagde de gamle. Er man besøgsven, eller aflægger man sin gamle nabo eller et døende familiemedlem jævnlige besøg, er man til hjælp, samtidig med at man mindes om sin egen forgængelighed. Det er ingen skade til i en ungdomsfikseret kultur som vores.

Liv og død indgår i en orden, der måske gav sig selv før i tiden. I dag udkommer forfatteren Jens Smærup Sørensens første roman siden "Mærkedage". I den skildrede han opbruddet fra landbolivet. Fra en tid, hvor fællesskaber og samfundsordenen var givet, til en individualiseret tid, hvor alt er til forhandling. Fra skæbne til valg.

I den nye roman med titlen "PHASE" handler det så om nutiden. Hovedpersonen lever i en medieverden, hvor det kan være svært at skelne mellem fiktion og fakta. Derfor hungrer hovedpersonen efter virkelighed, for, som det formuleres i anmeldelsen i dagens avis, "et samfund, der gør livet til fiktion – eller rettere og alvorligere: forveksler drøm og fiktion og dermed afskærer kontakten til et menneskeligt vækstpunkt – vil på et tidspunkt selv bryde sammen."

Virkelighedstabet gælder sikkert mange flere end denne hovedperson. Er det samme virkelighedstab, der er på spil, når vi tilsynelandende hellere vil læse om døden og iscenesætte den end besøge et ensomt menneske, der står foran en højst virkelig død?

Under alle omstændigheder: Døden bør ikke være en ensom affære, og i dag dør for mange mennesker uden pårørende. Det er op til den enkelte at ændre på den statistik.

mbh