Forestil dig en politisk debat, hvor hvert indlæg varer cirka 20 minutter, og der ikke er nogen ordstyrer. Så har du konceptet for brevbogen "Ligusterkirken", hvor Pernille Vigsø Bagge, teolog og MF (SF), og Bo Nygaard Larsen, journalist og konservativ, skriver breve til hinanden.
Emnerne er gode nok, det handler om kirke og politik, dannelse, nypuritanisme, klimakirken, ytringsfrihed og endelig stat og kirke. Problemet er formen - der mangler i udpræget grad en person til at holde fokus for korrespondancen. Og det er ikke godt. Det virker, som om forlaget har overladt de korresponderende til sig selv og dermed ladt dem i stikken.
De har hver især nogle pointer, særligt hvor de får lov at åbne et tematisk kapitel – men det bliver hurtigt bragt af sporet. Når Bo Nygaard Larsen lægger op om nypuritanisme og Jørgen Leths omgang med kokkens datter, så svarer Pernille Vigsø Bagge med et indlæg om prostitution. Og hvor hun lægger ud om ytringsfrihed, så svarer han med tvunget medlemskab af fagforeninger. Som Bo Nygaard skriver et sted, "Jeg spørger i øst, og du svarer i vest" – det samme gælder for ham, når han sidder ved tasterne.
De har sat sig selv i hver sit hjørne, bogen er lagt an på forskelligheden – og det, der har bragt dem i snak, er, at de begge er nordjyder. Det er bare ikke nok til, at der kommer en interessant korrespondance ud af det. For læseren bliver det hverken særlig sjovt eller særlig oplysende. Bogen sætter sig mellem flere stole, indlæggene er for lange til at være lette og kække – og de to udfordres og fastholdes ikke nok til at bidrage med væsentlige perspektiver på de – kendte – temaer, de tager op.
Måske hænger det også sammen med asymmetrien mellem de to brevskrivere. På bogens omslag ser man Pernille Vigsø Bagge klart i fokus, mens Bo Nygaard står lidt sløret, ude af kameraets fokus.
Vigsø Bakke er da også den kendteste og i kraft af sit medlemskab af Folketinget den, der faktisk har indflydelse. Bo Nygaard er erklæret konservativ, men også fri debattør og ikke til at stille til regnskab for noget som helst. Asymmetrien bliver ikke sat i tale, og den udnyttes derfor heller ikke positivt - det kunne der måske ellers nok komme noget sjovt ud af – det er jo Bos hold, der har regeringsmagten, men i samtalen her er det Pernille, der sidder tættest på magten.
Det virker som en let måde at skrive en bog på – at skrive breve til hinanden. Men det er en svær genre, og det kræver stor disciplin og enighed om, at der også er et fælles projekt, en bog. Så man for eksempel er enige om at udforske et tema: Hvor kan socialisten og den konservative mødes? Hvor skilles vejene? I "Ligusterkirken" bliver det ved det forudsigelige – og klogere bliver man egentlig ikke – snarere træt af folk, der taler udenom, hvilket vist ikke er helt retfærdigt over for de to hver for sig sympatiske debattører. Men her spørger de altså i øst og svarer i vest.
Pernille Vigsø Bagge og Bo Nygaard Larsen: Ligusterkirken. 148 sider. 228 kroner. Alfa.
Kristeligt Dagblad bragte i fredags et interview med forfatterne.
LÆS ARTIKLEN HER: