Det kan ikke undre, at en af middelalderens mest markante kvindeskikkelser, Hildegard af Bingen, stadig kan interessere og fascinere næsten 1000 år efter sin levetid.
Ikke nok med at hendes skæbne som nonne og senere abbedisse beskriver en stærkt troende og tvivlende, renfærdig sjæl, men at hun også fik visioner, komponerede musik, havde en enorm viden om helbredende urter - og stod op imod hele den maskuline, kirkelige magt fra pave til abbed i 1100-tallet - dét er et vidnesbyrd om en særdeles beundringsværdig kvinde.
I oktober 2009 udgav Anne Lise Marstrand-Jørgensen sin første del af historien om Hildegard. Bogen beskriver Hildegards barndom fra 1098, til hun i en alder af 49 beslutter sig for at fortælle åbent om de visioner, hun har modtaget, siden hun var en lille pige. Denne bog slutter med, at selveste paven giver hende lov til at berette om disse visioner.
Nu har Anne Lise Marstrand-Jørgensen lagt sidste hånd på anden del af historien om Hildegard, og vi følger hendes klosterliv på Disibodenberg med den konservative abbed Kuno og prioren Simon. De to herrer har deres bryderier med den uforfærdede kvinde, der gang på gang på sin ligefremme og intelligente facon får gennemført projekter, som de to herrer bliver nødt til at acceptere. Ikke at hun på nogen måde er opsætsig; hun kalder sig selv for kun et kar, der fyldes af Guds lys. Hun gør, hvad hun bliver nødt til at gøre efter sin bedste overbevisning. Men hun kan også komme i tvivl.
Da hun får en vision om selv at grundlægge et kloster, møder hun naturligvis kraftig modstand fra abbed Kuno, der straffer hende ved at nægte skriveren og den livslange ven Volmar at følge hende.
Også den hengivne nonne Richardis tages fra hende, men ikke desto mindre grundlægger hun og cirka tyve kvinder, døtre, klosteret Rupertsberg under kummerlige og iskolde vilkår. Kulde, hårdt arbejde, jernvilje og disciplin – og gudhengivenhed med bønner og salmer – er opskriften på, at klosteret i årenes løb endda bliver respekteret og anerkendt inden for de højeste kejserlige og pavelige kredse.
Læseren følger Hildegards liv på godt og ondt. Hendes mange sygelejer, hendes tab af Richardis, hendes kampe mod stivsindede beslutninger, og ikke mindst berettes der om hendes helbredende evner og hendes indre kampe frem til hendes død som 81-årig i 1179. Spændende læsning er også beskrivelserne af dagliglivet i klosteret med forkrænkeligheder, små intriger, stærke og modige kvinder, syge og svage kvinder.
Det er forfatterens fantastiske evne til at beskrive Hildegards indre monologer, anfægtelser og synsoplevelser, der først og fremmest gør bogen værd at læse. Aldrig forfalder Anne Lise Marstrand-Jørgensen til flade klicheer eller slidte metaforer; det er uhyrligt velskrevet og uden sødladne ordflomme. Måske er bogen noget langtrukken, men på den anden side kommer Hildegard og det psykologiske portræt helt ind under læserens hud. Hildegard var renfærdig, hæderlig og tro mod sig selv. Anne Lise Mastrand-Jørgensen har skrevet en yderst hæderlig, renfærdig og troværdig bog.
kultur@k.dk
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard II. 482 sider. 299 kroner. Gyldendal.