Borgerlige værdier er atter til debat med Lene Espersens aktuelle krise og et nyt årsskrift, der præsenterer klassisk konservativt tankegods. --
- Claus Bjørn Larsen/Scanpix.
Sørine Gotfredsen |
6. oktober 2010
Mens De Konservative med Lene Espersen i spidsen er ude i politisk stormvejr, beskriver Årsskriftet Critique afstanden mellem klassisk konservatisme og den udgave, vi kender i dag. Det er opbyggelig borgerlig debat
I en tid med ødelæggende stort fokus på enkeltpersoner i dansk politik er det vigtigt at overveje grundlæggende politiske tanker. Heriblandt konservatismen. For mens De Konservative længe har været lammet af formand Lene Espersens forskellige ferie- og mail-sager, synes det påtrængende at definere partiets tankegods.
Dette forsøges i Årsskriftet Critique, der udgives af Konservative Studenter, og hvor de tre redaktører, Christian Houlberg Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen og Jens Wendel-Hansen, har samlet en række tekster til belysning af den konservative tilstand. Det er der kommet en lidt ujævn, men bestemt læseværdig udgivelse ud af, der indledes af partiformanden selv.
Lene Espersen beskriver sit syn på konservatismen grundet i erfaringer fra den nordjyske hjemegn, hvor det var en æressag at klare sig selv. Espersen betoner balancen mellem individualisme og fællesskab og kredser om det anti-ideologiske samt betydningen af religionskritik, integration og en stærk folkeskole. Folkekirken nævnes imidlertid ikke, og man studser, når Espersen skriver: "Vi konservative orienterer os mod hverdagens udfordringer. Ikke mod støvede tanker i lige så støvede bøger."
Hertil må siges, at mens en politiker selvsagt skal håndtere daglig virkelighed, gavner det med et vist kendskab til støvede bøger, idet den store politiker er den, der formår at rodfæste sine beslutninger i et gennemtænkt verdenssyn. Og når Lene Espersen om mennesket fastslår: "Vi er personer med ånd og sjæl. Vi er bærere af værdier og holdninger?", brænder man efter at få uddybet, hvad hun mener med ånd. Og hvad hun mere præcist lægger i det slidte udtryk "værdier".
Lene Espersens grundtænkning fremstår en kende uklar og følgagtig, hvilket synes at gælde for flere konservative politikere i dag. Gennem mange års lillebrorrolle i forholdet til Venstre har pragmatismen vokset sig så stor, at man har forsømt plejen af partiets rødder, hvilket tydeliggøres gennem især to andre kapitler.
Nemlig Nikolaj Bøghs beskrivelse af den store konservative politiker Aksel Møller (1906-1958) og Anders Toft Hansens gennemgang af den lutherske kristendoms betydning for konservativ tænkning. Sidstnævnte understreger det paradoks, at mens konservatismen afviser ideologier, må den samtidig i sit grundsyn på mennesket som fejlbarligt basere sig på en vis tidløs tænkning. Fra støvede bøger, kunne man tilføje.
Toft Hansen skriver: "Så for at konservatismens indhold logisk skal udarte sig i politiske løsninger, kræver det, at der eksisterer ideologi." Ikke en stor og pompøs samfundsideologi, men et bestående menneskesyn, som det eksisterede for Aksel Møller, der i sin hævdelse af de naturlige fællesskaber betonede en etisk forpligtethed nært beslægtet med det kristne kærlighedsbud. Møller, der blandt andet var borgmester på Frederiksberg og senere partileder, var konservativ teoretiker i en forstand, der sjældent ses i dag, og det giver mening, når Nikolaj Bøgh sammenligner netop Møllers nationale og etiske konservatisme med partiets seneste oplæg "Fremtiden er konservativ".
Her forbliver netop kernepunkter som nationalitet, folkekirke og historisk identitet fænomener uden et defineret indhold, og derudover er individet rykket i centrum. Tidens liberale hyldest af personlig frihed udfordrer Aksel Møllers forsvar for det etisk baserede fællesskab, og man aner, hvordan nutidens konservatisme præges af moderne individualitet.
Samtidig står det klart, at vagheden i forhold til det nationale og historiske har foræret Dansk Folkeparti en tumleplads, der grundlæggende hører De Konservative til. Nikolaj Bøgh konkluderer, at partiets oplæg anno 2010 rummer mange "reminiscenser" af klassisk konservatisme, men at der mangler substans, og i en tid, hvor universelle værdier af nogle hævdes over den konkrete bundethed, kan man mene, at klassisk konservatisme har et klart ærinde.
I hvert fald hører det med til almen dannelse at vide, hvad konservatisme er, og dette nummer af Critique udgør en vellykket kilde til dannelse. Med et par undtagelser – for eksempel lugter Jan Lindhardts indlæg om stat og kirke lidt rigeligt af skrivebordsskuffe - er flere af teksterne givende og gennemarbejdede. Blandt andet cand.mag. Lars Christiansens indlæg om Nietzsches tidlige betydning i dansk åndsliv og teolog Katrine Winkel Holms krasse opgør med feminismen som en ideologi, der har skabt kvindeligt selvhad og skadet familien.
Vi har dygtige borgerlige tænkere i dette land, og der er brug for, at de kommer til orde. Det gør de i Critique, hvor man får indblik i konservatismens mangler i dag set i forhold til, hvad den var engang. Og hvem ved: måske kan blive igen.
kultur@k.dkÅrsskriftet Critique. 180 sider. Udgivet af Konservative Studenter.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad