Livet på Europas bund

I en varmestue på Nørrebro i København kan man møde Leontina. Kvinden taler knap nok dansk, hun er roma, tiggeri er, hvad hun lever af. Hendes voksne søn er lam i begge ben og sidder i en kørestol, som er gået i stykker. Mor og søn sover som de øvrige roma-familier på gulvet om natten. For selv i varmestuen anser de andre gæster dem som bunden af hierarkiet. Her som næsten alle andre steder i Europa er romaerne ikke bare havnet i dyb og håbløs fattigdom. Fra syd til nord har de i alt 10 til 12 millioner romaer også måttet affinde sig med hån fra det øvrige samfund, som trodser enhver beskrivelse. I Napoli har lokale sat ild til en romalejr, hvorefter romaerne blev eskorteret væk. I Frankrig har regeringen kollektivt tilbagesendt hundredvis af romaer. For kun få måneder siden mente politisk ordfører Henriette Kjær (K), at det var "fornuftigt", at en konservativ folketingskandidat i en omdiskuteret video rettet mod offentligheden udtalte: "Romaer eller sigøjnere har en ret god begrundelse for, hvorfor de modsat andre folkefærd godt må stjæle. Jesus skulle nemlig, da han blev korsfæstet også have haft en nagle gennem brystet, men den blev stjålet af en sigøjner. Derfor ser Gud mellem fingre - eller hænder - med sigøjnernes småkleptomaniske tilbøjeligheder".

På denne baggrund er det desværre fuldt forståeligt, at FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, her i avisen i går slog fast, at "romaerne udsættes for det højeste niveau af forskelsbehandling i Den Europæiske Union". Samtidig advarede en række politiske eksperter om, at de håbløse udsigter for mange romaer udgør en voksende trussel mod stabiliteten i Europa. Der er med andre ord kun gode grunde til at tage romaernes situation alvorligt. Europa har ekstremt dårlige erfaringer med at lægge hele befolkningsgrupper for had. Det fører absolut intet godt med sig. Alle mennesker fortjener respekt. Derfor bør alle forsøg på at indføre kollektive straffe for bestemte etniske grupper også ophøre. At Frankrig har forsøgt sig med den slags særregler, bør kun være eksempler til skræk og advarsel, ikke til efterligning.

At nogle romaer beskyldes for tyvagtighed, bør aldrig føre til fordømmelse af alle. Kriminalitet er strafbart og bør efterforskes som sådan med individuelle retssager og sagskontrol. Og vi ender i en dybt problematisk situation, hvis selv ledende politikere, som ellers burde vogte og værne om de demokratiske rettigheder, kan slippe af sted med at gøre sig morsomt bemærket på en svag og udsat minoritetsgruppes bekostning. Heldig-vis skelner Kirkens Korshær og flere andre organisationer, som afhjælper nøden for folk som Leontina på samfundets bund, ikke mellem hudfarver eller oprindelseslande. Den respekt bør vi andre også udvise.

mth