Planerne om en moské i Slagelse er sat i bero.
- Foto:Ron Antonelli/colourbox.com
7. oktober 2010
En ny frimenighed er etableret, mens planer om en moské i Slagelse er lagt på hylden. Læs kort nyt om Kirke&Tro
Mormormad fra Mellemøsten
KØBENHAVN Kvinder fra Kirkens Korshærs genbrugsbutik og værested Lille Mollerup på Nørrebro har undervist i madlavning på en kogeskole, som forfatteren Hanne Holm har oprettet. Det er der nu kommet en ny kogebog ud af. Kvinderne har etniske rødder i de mellemøstlige lande. Eleverne på kogeskolen er af etnisk dansk oprindelse. Nu har Hanne Holm udvalgt og redigeret de mange retter og samlet dem i bogen, som hedder "Mellemøstlige køkkener på Nørrebro". Kogebogen udkommer på forlaget Klematis med støtte fra Kirkens Korshær og Integrationsministeriet.
"Drop off" hos gadepræsten
ÅRHUS Gadepræsten i Århus Midtby, Anni Louise Albæk, vil gerne have besøg. Hver torsdag eftermiddag kan de unge kigge forbi til en kop te – og måske til aflæsning af bekymringer. "Det hedder Drop Off og ikke Drop In, fordi det også handler om at lægge noget fra sig – bekymringer, frygt eller ubehag. Det har du mulighed for at lægge fra dig i Drop Off," skriver gadepræsten på sin hjemmeside. Hun åbner dørene fra klokken 15.30 til 17.00.
Spejdere er en god forretning
SKIVE Det giver penge i kassen at lade 16.000 spejdere slå telte op i kommunen. Det kan de konstatere i Skive Kommune, efter at et analysefirma har set nærmere på effekterne af sommerens KFUM-spejderlejr i Skive, skriver P4 Midt/Vest. Skive Kommune bidrog med 5,6 millioner kroner og en masse arbejdskraft til lejren. Og seks millioner kroner landede i butikkernes kasser i forbindelse med lejren. I 2012 er der lagt op til et nyt kæmperykind af spejdere i Holstebro. Her ventes omkring 35.000 spejdere fra fem forskellige korps at deltage i Danmarks største spejderlejr nogensinde.
Ny frimenighed er etableret
SKIVE En ny frimenighed har set dagens lys i Skive, hedder det fra P4 Midt/Vest. Den evangelisk-lutherske frimenighed har været undervejs siden præstevalget i 2008, hvor folkene bag menigheden var utilfredse med valget af ny præst. Den nye frimenighed tager afstand fra folkekirkens ønske om at lade homoseksuelle par få en kirkelig velsignelse og mener generelt, at folkekirken er blevet "for folkelig og populistisk". Den nye frimenighed er en del af Evangelisk-Luthersk Netværk, som er en del af den religiøse højrefløj.
Moskébyggeri er udsat
SLAGELSE Der bliver ikke bygget moské i Slagelse – i hvert fald ikke i denne omgang, hedder det fra TV 2/ Øst. Foreningen Nour El-Haqs planer om en stormoské med minaret og plads til 1000 besøgende i den nordlige del af byen blev i aftes skudt til hjørne, i hvert fald i et års tid, fortæller TV 2/Øst. Det skete, da politikerne i det kommunale Plan- og Udviklingsudvalg afviste den grund ved Valbyvej, som var udpeget i første omgang. Nu skal andre placeringer undersøges. "Skuffende," lyder reaktionen fra Walid Al Madfah fra foreningen Nour El-Haq.
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad