Allerede som gymnasieelev havde litteraturprofessor Nils Gunder Hansen store personlige ambitioner. Han var ikke i tvivl om, at han skulle læse dansk, men følte nærmest ikke, at han kunne "være bekendt" at begynde på studiet, hvis han ikke fik 13 i dansk til sin studentereksamen. Derfor helligede han næsten hele læseferien til at fordybe sig i H.C. Branners svære roman "Rytteren", så han var sikker på, at han kunne levere en ekstraordinær indsats, der kunne udløse et 13-tal.
"Det var en nærmest svimlende oplevelse, da jeg i stedet trak et eksamensspørgsmål i nynorsk," siger Nils Gunder Hansen og lader sit karakteristiske underspillede smil overtage hele ansigtet et øjeblik, da han fortæller sin anekdote i hjemmet på Frederiksberg ved København.
Anledningen er et comeback i forhold til H.C. Branners roman, som han nu har skrevet den ultimative læsning af – med en del års forsinkelse – i essaysamlingen "Velfærdsfortællinger", som han selv har redigeret i kraft af sit job. For i 2008 blev han ansat som professor MSO (med særlig opgave) på Syddansk Universitet for at forske i, hvordan velfærdsstaten bliver beskrevet i den danske skønlitteratur. Og bogen er med bidrag fra 15 toneangivende eksperter første skridt i forhold til at "kridte området af" omkring samspillet mellem velfærdsstaten og dansk litteratur efter Anden Verdenskrig, som han siger.
H.C. Branners roman fra 1949 er heller ikke kun valgt på grund af Nils Gunder Hansens ulønsomme læseferie som teenager. I dag betragter han nemlig romanen som en central fortælling om velfærdsstaten, allerede før velfærdsstaten kom til, fordi den handler om en mand, der beslutter sig til at tage sig af de svage. Og siden har den danske litteratur været fuld af velfærdsfortællinger, mener Nils Gunder Hansen.
"Man har sagt, at alle de store fortællinger er døde, men velfærdsstaten er stadig den store fortælling om Danmark. Det er den, der hele tiden refereres til i den politiske debat i to versioner: Velfærdsstaten er under nedslidning og afvikling, eller velfærdsstaten kvæles i sin egen automatiske vækst. For velfærdsstaten er både et konkret ideal og en abstrakt statsliggørelse af vores næstekærlighed. Og det er også de to yderpositioner, der har præget litteraturen siden Anden Verdenskrig. Debatten om velfærdsstaten var faktisk ret intens i 1950'erne, inden velfærdsstaten for alvor var blevet etableret. Debatten dengang var overvejende kritisk, hvor man var nervøs for, om der ville komme et stort apparat og umyndiggøre folk. Selv Villy Sørensen, som man ellers regner for en af velfærdsstatens store støtter, var bange for, at velfærdsstaten ikke kun blev et socialt, men også eksistentielt sikkerhedsnet."
Hvorfor var debatten så kritisk imod velfærdsstaten i 1950'erne?
"Jeg tror, at det handler om, at man langt op i efterkrigstiden var meget præget af krigens erfaringer. Og i de kulturelle kredse herskede der en udtalt efterbearbejdelse af chokket over, at det kunne gå så galt. Derfor havde man en grundlæggende skepsis over for ideologier og kollektive bevægelser. Det affødte helt naturligt en tro på den moralske individualisme, så livet afhang af det enkelte menneskes valg. Det kan man også se i H.C. Branners roman "Rytteren", som jeg har skrevet om. Men man kan også se det hos teologerne, der blandede sig meget i debatten dengang. Løgstrup lagde for eksempel vægt på det personlige møde og den etiske fordring. Og selv Hal Koch, der skrev varmt om demokratiet, var bekymret for, at folk omvendte sig så hurtigt til demokratiet. For var man så virkelig overbevist? Eller blev demokratiet bare en ny flygtig livsanskuelse? Stemningen var altså overvejende skeptisk. Men da fremskridtet virkelig tog fart i 1960'erne, virkede det, som om kritikken forduftede helt en kort periode. Det er jo svært at argumentere imod fremskridt, og det gik jo fantastisk i velfærdsstatens korte guldalder."
Fremskridtsoptimismen afspejlede sig også i litteraturen. Hans Jørgen Nielsen introducerede for eksempel begrebet "attituderelativisme" i 1960'erne om den positive udvikling i kølvandet på velfærdsstaten, hvor alle skulle ud i en glad udforskning af deres nye muligheder. Men der gik ikke mange år, før litteraturen begyndte at undersøge, hvor velfærdsprojektet skulle føre hen i eksistentiel forstand.
"Anders Bodelsen stod for eksempel for en mere kritisk udforskning af de muligheder, fordi han om nogen kom til at tage temperaturen på de nye tider. I velfærdsoptik er han derfor en central forfatter. Han brød igennem med sine samfundskritiske noveller, der satte spørgsmålstegn ved, om der ikke findes andet i tilværelsen end den forbrugerisme, som velfærdsstaten havde banet vejen for. Og op gennem 1970?erne voksede kritikken af velfærdsstaten. Henrik Stangerup lagde for eksempel op til, at velfærdsstaten kunne komme til at løbe løbsk, hvis staten skulle komme til at tage ansvaret for alting, så den enkelte ikke kan komme til at føle skyld længere. I plottet i en af hans romaner er der endda en mand, der har dræbt sin kone, men han må ikke føle skyld over det. Og et andet af de værker, der også står stærkt i dag, er Vita Andersens digtsamling "Tryghedsnarkomaner" fra 1977. Hun beskriver den nye emanciperede kvinde i velfærdssamfundet, som ikke længere er afhængig af en mand. Hun er selverhvervende og har sine egne kulturelle interesser, men alligevel virker hun fuldstændig desorienteret og desillusioneret. Og meget af digtsamlingen handler om en følelsesmæssig afhængighed af de mænd, som går ind og ud af hendes liv. Ligesom man kan have fantomsmerter i en kropsdel, der ikke er der, har hun fantomsmerter i forhold til den mand, som hun burde have frigjort sig fra."
Den debat kan man jo stadig finde ...?
"Ja, i høj grad. Inden for den komparative velfærdsforskning findes der et begreb, der hedder "affamiliariseringen". For hvis man sammenligner den skandinaviske velfærdsmodel med for eksempel den sydeuropæiske, kan man se, at vi går meget langt inden for affamiliarisering, det vil sige, at det enkelte individ bliver "emanciperet" i forhold til familiens bånd. Men denne individualisering er så betinget af en statsliggørelse, hvis yderste skrækkonsekvens skildres hos Henrik Stangerup, hvor staten tager ansvaret fra ægtemanden, der har dræbt sin hustru."
Hvad med kristendommen og velfærdsstaten?
"Kristendommen er jo blevet noget udvisket i samfundet – ironisk nok med hjælp fra flere fremtrædende sekulariseringsteologer i midten af det 20. århundrede. Min kollega Jørn Henrik Petersen har karakteriseret velfærdsstaten som en implementering af en evangelisk-luthersk socialdoktrin, hvor den etiske fordring bliver sat i system, så vi alle sammen i Løgstrups ånd holder hinandens liv i vores hænder over skattebilletten. Problemet med denne statsliggørelse af næstekærligheden er så, som han siger, at fællesskabet hurtigt bliver til et abstrakt system, som man ikke kan forholde sig til. Men dér kan litteraturen spille en rolle, fordi den kan hjælpe os til at bevare vores individuelle medmenneskelighed ved at kalde på vores empati i forhold til andre mennesker."
"Velfærdsfortællinger" udkom tidligere på ugen på Gyldendal og anmeldes i Kristeligt Dagblad i morgen