Ny bog håner mennesker med stress

Livet bliver styret af meget komplekse processer, der ikke kan forklares gennem biologi, som Lone Frank gør det i ny bog, skriver Allan Holmgren, psykolog og adjungeret professor ved Copenhagen Business School

Lone Franks nye bog "Mit smukke genom" skaber debat om stress og depression.Foto: Scanpix
Lone Franks nye bog "Mit smukke genom" skaber debat om stress og depression.Foto: Scanpix.

DER HAR ALTID været kamp om sjælene. Nu slår journalisten og neurobiologen Lone Frank i sin nye vellancerede bog, "Mit smukke genom", på tromme for, at alt er biologi – også vores sjæl, vores psykiske liv er bestemt af generne.

Man får straks lyst til at spørge, om det er Lone Frank selv (hvad det så end er) eller hendes gener, der skriver. Vores gener er de kort, vi har på hånden, skriver hun. Hun bruger også en anden forførende metafor: Vores gener er som en varm sweater, vi tager på.

Men Lone Frank tager fejl.

Hun ved ikke, hvad hun taler om, når hun taler om psyke og personlighed. Hun tager fænomenologisk udgangspunkt i sit eget dramatiske liv med en far, der levede med en bipolær lidelse, maniodepressivitet. Lone Frank var utroligt tæt knyttet til sin far gennem hele sin opvækst. Men Lone Frank lægger ikke særlig meget vægt på betydningen af det hårde liv, hun havde gennem hele sin opvækst. Hun søger en forklaring på sit eget tvære og særprægede sind og sit dårlige humør ved at få sine gener undersøgt.

Og her ligger hunden så begravet, mener hun. Hun har dårlige gener. Det lyder dog på hendes historie nærmere, som om hun har endog særdeles stærke gener – på trods af at hun, som hun skriver om sig selv, angiveligt har haft tre svære perioder med depression. Og at hun nu tager den antidepressive medicin Zoloft.

Det er meget lidt i vores liv, man kan sige, der er biologi. Der er indimellem nogle hormonsvingninger. Hvis man ikke får tilstrækkelig søvn, kan man heller ikke rigtigt holde til livet. Det er ikke generne og biologien, der styrer vores liv. Vores liv bliver styret af meget komplekse processer, der ikke kan forklares gennem biologi, men kun igennem den konkrete måde livet leves på.

Mennesker har brug for kærlighed, støtte, opbakning og bekræftelse. Så enkelt er det. Mennesker bliver deprimerede af ensomhed, af at føle sig isoleret og udelukket. Sådan var Lone Franks liv i USA, da hun fik sin første depression – mens hun undersøgte rotter og lå nederst i hierarkiet langt væk hjemmefra. Sådan var hendes opvækst.

Lone Franks bog er en hån mod de 35.000 mennesker i Danmark, der hver dag er sygemeldt med stress. De har enten dårlige gener, eller også spiller de deres genetiske kort forkert. Bogen er en hån mod de mere end 300.000 mennesker, der tager antidepressiv medicin.

Lone Franks bog er ikke andet end et avanceret og svært gennemskueligt horoskop på det psykiske livs område. Alt, hvad hun skriver om de fysiske sygdommes genetik, om cancer, om alzheimer og så videre er sikkert velfunderet og i orden. Men det psyksiske liv bør hun holde sig fra. På dette felt er hun hjemmeblind.

Allan Holmgren er psykolog og adjungeret professor ved Copenhagen Business School