Sundhedsstyrelsens nye alkoholkampagne foregår i høj grad via det sociale medie Facebook. Foto: Colourbox.com.
-
Af Matilde Hørmand-Pallesen |
8. oktober 2010
De unge diskuterer heftigt Sundhedsstyrelsens alkoholkampagne på det sociale medie Facebook. Mediet sikrer, at budskabet spredes og bliver debatteret blandt de unge
Et socialt medie som facebook er ikke kun et sted, hvor unge deler festbilleder. Sundhedsstyrelsen har haft stor succes med at bruge mediet til at nå de unge og få dem til at debattere alkohol-kampagnen
”Stop Før 5- Det betaler sig”.
De unge melder sig ind i Sundhedsstyrelsens facebook- gruppe ”Stop før 5”, diskuterer kampagnen og opretter selv protest-grupper som for eksempel gruppen ”Start med 5.”
”Formålet med at oprette facebook-gruppen er at få skabt en debat i målgruppen. Dialogen blandt de unge skaber ekstra fokus på emnet og får de unge til at reflektere over deres alkoholforbrug,” siger Stine Flod Storgaard, som er kampagnekoordinator i Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse.
Facebook har specielt den fordel, at et budskab spredes hurtigt inden for den rette målgruppe, forklarer Rasmus Helles, medieforsker ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Ved Københavns Universitet.
Når de unge på facebook melder sig ind i eller skriver kommentarer til Sundhedsstyrelsens ”Stop før 5”- gruppe, ser alle vennerne det også forklarer Rasmus Helles.
”Hvis en af vennerne viser interesse for kampagnen, er man måske mere positivt stemt over for den, end hvis afsenderen alene er Sundhedsstyrelsen. Målgruppen sørger på den måde selv for at distribuere kampagnen på facebook. Hermed får mange inden for målgruppen kendskab til kampagnen,” siger medieforsker Rasmus Helles.
De unge diskuterer ivrigt to kampagne-film, ”Stop før 5 – det betaler sig,” som er blevet lagt ud på facebook-siden.
30 personer har markeret at de synes godt om filmene, og 26 personer har skrevet kommentarer til de to film.
”Synes der er for meget fokus på om du scorer eller ej, eller er social accepteret,” skriver Kevin ’Earl’ Doyle, der mener kampagnefilmene har et forkert budskab.
En anden, Christian Grove Poulsen, er enig og kommenterer:
”’Stop før fem og du får sex’, er det det de prøver at sige?”
Resten af debatten fortsætter med, at de unge diskuterer filmenes budskab med hinanden.
”Pludselig kommer kampagnen i øjenhøjde med de unge og bliver en del af de unges egen kommunikation. Hvis de unges adfærd skal kan ændre sig, er det at få de unge til at reflektere et godt skridt på vejen,” siger medieforsker Rasmus Helles.
Det er ikke kun de unge, der får gavn af at debattere, men afsenderne af kampagnen får reaktioner, som de kan bruge i fremtidige kampagner, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
”De forskellige reaktioner på kampagnen, som de unge lægger ud på facebook, kan vi bruge til at evaluere kampagnen med. Med de unges input kan vi komme nærmere, hvad de tænker”, siger kampagnekoordinator fra Sundhedsstyrelsen, Stine Flod Storgaard.
De unges aktivitet på facebook afslører dog også at mange er kritiske over for alkohol-kampagnen. Sundhedsstyrelsens reaktion på de unges store alkoholforbrug avler modreaktion.
En konklusionsrapport over Sundhedsstyrelsens alkohol-kampagne sidste år viser, at 26 kontra-grupper på Facebook sidenhen er blevet oprettet med i alt 16.900 medlemmer.
”Start med 5”, ”Stop før 50,” ”Stop aldrig før 5” er navnene på de største anti-kampagne-grupper.
Kontra-grupperne bekymrer dog ikke Sundhedsstyrelsen:
”Det er bare et udtryk for, at vi har haft succes med at få involveret målgruppen i at diskutere alkohol sammen med andre unge,” siger Stine Flod Storgaard.
Danmarks unge har et rekordhøjt alkoholforbrug sammenlignet med andre unge i de europæiske lande. Danske unge drikker dobbelt så meget alkohol som gennemnittet for unge i de europæiske lande.
Kampagnen er en af de ”Uge 40-kampagner,”som Sundhedsstyrelsen har gennemført de sidste tre år for at ændre danskernes usunde drikkekultur. I 2008 rettede alkohol-kampagnen sig mod de voksne, og i 2009 og 2010 har den yngre generation været målgruppen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad