Alle veje fører til Zürich

I sidste måned døde den engang så magtfulde tyske erhvervsmand Eberhard von Brauchitsch. Det samme gjorde hans hustru. Begge var de 83 år, begge led de af alvorlige sygdomme, han af lungeemfysem, hun af Parkinsons sygdom. For parret kom den samtidige død ikke som en nådig tilfældighed, men som et frit og fælles valg. De døde nemlig på en schweizisk dødshjælpsklinik i Zürich.

Brauchitschs kunne ikke dø i deres hjem i Tyskland. Dér er aktiv dødshjælp ikke bare forbudt, men helt utænkelig på grund af slægtskabet med det nazistiske eutanasi-program, der for et par menneskealdre siden kostede tusinder livet, da staten anså dem for værdiløse.

Anderledes skulle man tro, det forholdt sig i det liberale England.

Men også den engelske lov forbyder dødshjælp, og alle lægelige institutioner er imod en ændring, selvom 80 procent af de menige briter er for.

Derfor lancerer nogle læger den 13. oktober en ny organisation, Healthcare Professionals for Change, der vil kæmpe for dødshjælp til terminalt syge mennesker. Formanden, dr. Ann Mc-Pherson, motiverer initiativet over for The Observer:

"Som praktiserende læge gennem mere end 40 år mener jeg ikke, at folk mod deres vilje skal være nødsaget til at lide, når de skal dø. Ved siden af adgangen til hospicer og retten til at nægte behandling mener jeg, at uhelbredeligt syge voksne skal have muligheden for dødshjælp under behørige sikkerhedsforanstaltninger. Omkostningen ved ikke at skabe denne mulighed er strømmen af briter, der rejser udenlands for at dø eller på internettet desperat søger ofte makabre og umenneskelige måder at dø på hjemme på."

Lederen af Care Not Killing, en forening af læger mod aktiv dødshjælp, dr. Peter Saunders, siger til gengæld, at ønsket om aktiv dødshjælp blandt patienter, som man har taget ordentlig hånd om, er yderst sjældent. Derfor risikerer man med en legalisering blot at lægge pres på mennesker, der nødigt vil ligge deres familier til last. Men, svarer Mc-Pherson retorisk, hvor er sikkerhedsforanstaltningerne under de gældende forhold? Hvordan undgår vi, at patienterne bruger Google som rådgiver frem for en medfølende og kompetent læge?

"For mig er dette personligt," fortsætter hun. "Jeg er dødeligt syg af bugspytkirtelkræft. Jeg ønsker at leve så længe som muligt, men ikke, hvis prisen er en uværdig død. I mit livs sidste dage eller uger, vil jeg gerne kunne vælge at dø hjemme omgivet af mine kære."

Det kommer hun næppe til, men må i stedet tage sydpå til Zürich for at dø. Engang i 1970?erne var der modsat en, der drog nordpå til Zürich for at leve. Ikke en englænder, men en serber fra det ungarske mindretal i provinsen Vojvodina. Med kone og barn slog han sig ned i Zürich, arbejdede først sort på et slagteri, men etablerede sig senere som restauratør.