Da eliten blæste til kamp

Filosof og professor emeritus ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Peter Kemp fremhævede samfundsforskeren Francis Fukuyamas berømte konklusion fra 1992 om, at efter Berlinmurens fald tre år tidligere er historien, forstået som de store ideologiers tid, forbi. Den tankegang finder Kemp farlig, fordi den gør markedet til samfundets eneste rettesnor og fratager mennesket andet at kæmpe for end sig selv.

"Vi må sætte en kamp ind på to fronter. En kamp for retsstatens grundprincipper og en kamp for humanistisk dannelse i alle grene af uddannelseslivet fra børnehave til universitet," sagde filosoffen, som er en stærk kritiker af de indskrænkninger af retssikkerheden, som terrorfrygt har ført med sig, og af uddannelsessystemets fokus på teknisk kunnen.

"Der er brug for humanistisk tænkning, blandt andet fordi vi heraf kan lære, at det destruktive ikke kun er uden for os selv. Ægte dannelse er selvkritisk," erklærede Peter Kemp, som især savner, at ledende politikere vil lytte til de intellektuelle – om ikke andet så tildele dem en slags hofnar-rolle.

Men der er ikke brug for hofnarre, mener historikeren Birgitte Possing, forfatter til en stor biografi om Hal Kochs hustru, den tidligere socialdemokratiske kirke- og kulturminister Bodil Koch. Hun mener, at der både blandt magthavere og kritikere, blandt ansvarlige administratorer og frie intellektuelle er behov for at kunne forene disse to roller, som netop Bodil Koch insisterede på at gøre.

"Hvilke politikere og hvilke åndspersoner påtager sig i dag dobbeltrollen?" spurgte hun. Og anklagede de kritikere, som på symposiet var klart i overtal i forhold til administratorer:

"Politikere anklages for at have skabt en frygtkultur, men vestens intellektuelle er selv blevet bærere af en frygtkultur. Og over for truslen om at miste sit job resignerer også de intellektuelle og tier stille," sagde Birgitte Possing med henvisning til, at ingen akademikere tog til orde for at forsvare Danmarks Humanistiske Forskningscenter, som Birgitte Possing var direktør for, da VK-regeringen lukkede dette i begyndelsen af 00?erne.

Andre debattører ser andre kriser. Professor Ove Korsgaard, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, mener ikke, at der var idékrise i 1960, hvor den optimistiske "blå betænkning" for fremtidens skole udkom. Men i dag er der kommet for stærkt fokus på konkurrence. Så stærkt, at man ifølge Korsgaard skulle tro, det er sportsjournalister, der formulerer uddannelsespolitikken.

Lektor Sune Auken, Københavns Universitet, er langt mere vidtgående i sin kritik af regeringspartierne samt Socialdemokraterne for deres fælles forlig om fremtidens universiteter, der forskyder tyngden fra viden og forskningsfrihed til bureaukrati og managementtænkning.

"Jeg anklager de tre partier for at have ødelagt en af borgernes frihedsrettigheder, retten til viden. Den kan nemlig kun tilvejebringes, hvis vi har en fri videnskab," erklærede.

Knap så regeringskritisk var sognepræst og tidligere formand for skolerådet Kathrine Lilleør, men hun er stærkt kritisk over for, at Danmark gennem de seneste årtier har forsømt undervisningen i kristendomskundskab, fordi man dermed har berøvet en opvoksende generation afgørende viden om, hvordan kristendommen spiller en hovedrolle i vores samfund og kultur.

At regeringen skulle stå for skud på Krogerup-symposiet og bære ansvaret for mange kriser og dårligdomme i tiden var tydeligt fra første færd. VK-regeringen og dens støtteparti var således årsagen til, at Anita Bay Bundegaard mener, at kamp er vigtigere end dialog. Det nytter ikke at drømme om konsensus, når modparten har blæst til værdikamp og angriber smagsdommere.

"Der har vist sig uenigheder, som det ikke er muligt at tale sig til rette om. Derfor er Hal Kochs definition af demokrati som samtale ikke gyldig længere. Vi går fra et konsensusdemokrati til som mange andre europæiske lande at have et konfliktuelt demokrati," lød hendes analyse.

Tim Knudsen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, havde lovet arrangørerne, at han ikke ville kritisere politikerne. I stedet leverede han nogle stikord til, hvad det politiske liv gerne må levere mere af:

"Vi trænger til politikere, der er lidenskabeligt besat af det, Bjørn Poulsen ikke bare kaldte idéer, men fikse idéer. Man kunne også kalde det værdier. Noget, man brænder for," sagde Tim Knudsen, som mener, at der er meget at lære ved at studere USA?s præsident Barack Obamas evne til at tale til menneskers følelser og håb:

"Jeg synes, det er tankevækkende, at Winston Churchills taler lige nu er på hitlisten. Han talte da om nogen til følelserne. Det var der også særlig grobund for i 1940, men jeg tror ikke, Lars Løkke Rasmussen skal regne med, at en cd med hans taler kan komme på hitlisten om 70 år," sagde Tim Knudsen, som til den anden side gav Socialdemokraterne det råd at "finde ud af, om I er socialister".

Efter seks timers kras kritik, belæst blæsen til kamp og gode råd med giftig brod fra et udsnit af den danske ord-elite var turen så omsider kommet til, at folketingspolitkerne, repræsenteret ved Det Radikale Venstres leder, Margrethe Vestager, tidligere formand for Socialdemokraterne Mogens Lykketoft og indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), fik ordet. De to første valgte dog i vid udstrækning at sende kritikken videre

"Jeg synes, de dårlige idéer er i voldsom vækst. Højreekstremismen er på vej frem og næres af en hastighed i mediebilledet, som gør, at der aldrig er tid til at gå i dybden. Og den får substral af hastighed og globalisering, der synes uden sidestykke i historien og dermed er angstfremkaldende," sagde Margrethe Vestager og tilføjede:

"Det, vi diskuterer, handler ikke om, at idéerne er i krise. Det handler om, at der er en politisk kamp om, hvordan vores verden skal se ud."

Mogens Lykketoft sendte også en del bredsider ud mod højre, men kritiserede samtidig de kritikere, som "siger det er vigtigt med kompromiser og dialog, og når vi så praktiserer dét, siger de, vi har glemt vores egne værdier."

Bertel Haarder skulle ene mand forsvare regeringen, og ingen var vel bedre valgt til den opgave. Han mindede om, at for 50 år siden på Krogerup leverede daværende statsminister Viggo Kampmann (S) et "spark til de intellektuelle i deres selvgode akvarium" om at komme ud og tage del i samfundet. Det budskab er endnu gangbart, mener Haarder:

"Jeg synes altid, det er godt, når Asger Baunsbak-Jensen svinger sin åndelige krabask. Men når jeg ser dagens politikere, synes jeg egentlig ikke, det personmateriale, vi har, er så dårligt, som det gøres til. Og hvis nogen synes, det er for dårligt, skylder de at stille sig selv til rådighed."

mikkelsen@k.dk