Joseph Berg forlader sammen med sin kone og medpastor, Kitte Berg, Power House-kirken i Gørløse
En af de centrale personer i det omstridte trosfælleskab Evangelist forlader nu sin post over hals og hoved efter sandsynligvis også at have fået nok af den ekstreme topstyring, som lederen Christian Hedegaard udsætter alle for.
Indtil i går var Joseph Berg, eller Flemming som dåbsnavnet lyder, sammen med sin kone Kitte præst i den nye kirke Power House, som er oprettet sidste år i tilknytning til Evangelist, og som ligger på Christian Hede- gaards grund i Gørløse.
"Jeg har ingen kommentarer til, hvorfor vi vælger at stoppe. Men min hustru er enig med mig i, at det er den rette beslutning," sagde Joseph Berg i går til HillerødPosten.
Den 37-årige Joseph Berg har et helt andet gemyt end lederen Christian Hede- gaard, og det kan meget vel være medvirkende til bruddet.
Joseph Berg er opvokset i Herning hos et forældrepar som kom i Kristent Center. Det var i Troens Ord i Herning, en bevægelse der er beslægtet med Evangelist, at han mødte sin kommende kone, Kitte. Parret opholdt sig i to år i Sverige hos Ulf Ekmann, som bygger på de samme ledermæssige og teologiske principper som Christian Hedegaard. For cirka fem år siden blev Joseph Berg og hans kone tilknyttet Evangelist og flyttede til Gørløse.
Joseph Berg har i nogle år været medlem af Evangelists bestyrelse og var sidste år tilmed formand. Her optrådte han ved siden af Christian Hedegaard i det dybedeborende fjernsynsprogram Operation X.
Joseph Berg bor i dag i Gørløse sammen med sin kone og deres fire børn, tre drenge og en pige.
vincents@k.dk