Renæssancen lever i Urbino

RENÆSSANCEÅR 2006: Palazzo Ducale i Urbino er en ypperlig manifestation af den tidlige italienske renæssances stræben efter at skabe en idealarkitektur

Palazzo Ducale i Urbino cirka 200 kilometer øst for Firenze var et knudepunkt for den tidlige italienske renæssance. Bygherren, hertug Federico da Montefeltro, var en af 1400-tallets dominerende skikkelser både som krigsherre og som mæcen og ynder af kunsten. - Foto: Benedicte Christiansen.
Palazzo Ducale i Urbino cirka 200 kilometer øst for Firenze var et knudepunkt for den tidlige italienske renæssance. Bygherren, hertug Federico da Montefeltro, var en af 1400-tallets dominerende skikkelser både som krigsherre og som mæcen og ynder af kunsten. - Foto: Benedicte Christiansen.

Landskabet omkring den italienske by Urbino er bølget og bakket som en omvendt æggebakke. Grønt i alskens nuancer fra det spæde og saftige til det støvede og brugte breder landskabet sig bakke op og bakke ned ud mod Appenninerne langt borte. Her i foråret er der stadig lidt sne på den lange bjergkædes toppe. På en af de mange, grønne høje vokser Palazzo Ducale ud af landskabet.

Yndigt og vældigt på en og samme gang ligger hertug Federico da Montefeltros palads. Det ser ud, som om det er en lige så naturgiven sag som de grønne bakker og de blå bjerge, at paladset skal ligge lige nøjagtig her på denne bakketop, og se lige nøjagtig sådan ud, som det nu gør.

Svulmende, barske fundamenter i flere afdelinger og niveauer oven på hinanden buldrer op fra foden af skrænten. Og så, højt over landskabet med vid udsigt over de grønne bakker, svæver et par åbne lyse loggiaer slankt flankeret af to runde tårne. Som muntre svalereder lyser de hvidt mod masserne af solbrændt murværk. Utallige vinduer omkring dem lukker landskabet ind i paladset, og de fremskudte loggiaer åbner paladset op for omverdenen.

Federico da Montefeltro var en mægtig mæcen, og den tidlige italienske renæssance blomstrede ved hertughoffet i Urbino. Federico kom til magten i 1444 og i de følgende årtier lod han sit palazzo opføre. I anden halvdel af 1400-tallet var det ellers de rige købmandsslægter i Firenze, der havde overhalet fyrsteslægterne indenom, når det gjaldt om at få bygget nyt. Store navne i arkitekturhistorien som Filippo Brunelleschi og Leon Battista Alberti fastlagde normerne for, hvordan et by-palazzo skulle se ud, og i Firenze skød palazzoerne op med navne som Medici og Pitti og mange andre rige handelsslægters navne.

Flere arkitekter var involveret i byggeriet af Palazzo Ducale i Urbino, men den arkitekt, der satte sit tydeligste præg på byggeriet, Luciano Laurana, var efter alt at dømme under påvirkning af Albertis teorier. Den indre slotsgård i paladset står som et uomgængeligt manifest over, hvad han udrettede med nøje udregnede proportioner, perspektiver og formelementer.

"Il cortile d'onore", Palazzo Ducales indre gård, eller Æresgården, er en rektangulær gård omgivet af en søjlegang. Hvide søjler støtter halvrunde buer hele vejen rundt. Fem buer på den korte side og seks buer på den lange side. Over hver søjle sidder en rund, hvid cirkel som udsmykning. Murværket er lyserødt; rosa ville italienerne sige.

"Det er ikke muligt at træde derind uden at blive grebet af linjernes suggestive harmoni. Ved det første møde får man, som foran intet andet monument, følelsen af at befinde sig, uden at begribe hvorfor, i en drømmeverden. Kun musikken kan nogle gange gribe ens ånd på den samme måde."

Sådan beskrev italieneren Pasquale Rotondi, nestoren i litteraturen om Palazzo Ducale, "Il cortile d'onore", og bedre kan det næppe siges.

Musik eller arkitektur, litteratur eller teknik, astronomi eller perspektivtegning. Renæssancens kunstnere skelnede ikke så nøje mellem det ene og det andet. Udgangspunktet var, at det skønne kunne defineres ud fra målbare størrelser. Instrumenter og regler, opdeling i moduler og kategorier var vigtige ingredienser i forsøget på at anskueliggøre hele universets harmoni og samklang. I Palazzo Ducale er instrumenterne tema for udsmykningen i det såkaldte "Studiolo", eller studerekammer.

Her finder man i det fineste arbejde med indlagt træ hertug Federico fremstillet som en mand, der behersker alle den gode fyrstes egenskaber. En lærd mand øvet i brugen af alle tænkelige instrumenter og en krigsherre af dimensioner.

Det formelig vælter ud af skabene i det lille rum med bøger og instrumenter i alle tænkelige varianter. Fløjter, våben, orgelpiber og astronomiske måleinstrumenter i skøn forvirring stikker ud her og der. Pointen er bare, at der ikke er nogle skabe. Det hele er et illusionsnummer, et paradenummer i beherskelsen af alle perspektivets regler. Det rykker i fingrene for at få lov at mærke efter, om det virkelig kan passe, at de åbne skabsdøre og fløjter, der stikker ud fra hylderne, ikke er andet end flad væg.

Perspektiviske virkemidler er også det, der dominerer to berømte malerier fra 1400-tallet, der kan ses i Palazzo Ducales kunstgalleri,

Piero della Francesca var en af de malere, der kom og gik ved hertugens hof, og hans billede "La Flagellazione", eller "Piskningen", er stadig, nu næsten 550 år senere, genstand for forskellige tolkninger.

Det andet billede er "La città ideale"," Idealbyen". Symmetri er kodeordet her, hvor to gader løber på hver sin side af et centralt rundtempel uden at der er en sjæl at øjne nogle steder i denne idealby.

Indtil dette forår er billedet blevet tilskrevet forskellige kunstnere, blandt andre Piero della Francesca eller Palazzo Ducales arkitekt, Luciano Laurana. Man har imidlertid med moderne teknik kunnet konstatere, at der under billedet findes en tegnet skitse, og italienske kunsthistorikere vurderer nu, at skitsen med stor sandsynlighed kan være tegnet af selveste Leon Battista Alberti.

Både billede og tegning kan frem til den 23. juli ses på udstillingen "L'uomo del rinascimento" på Palazzo Strozzi i Firenze i anledning af 600-året for Albertis fødsel.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Benedicte Christiansen er adjunkt og freelancejournalist

Urbino

Urbino ligger i den italienske region Marche, der udgør støvlelandets læg og grænser ud til Adriaterhavet.

Byen kom i 1998 på Unescos liste over verdens kulturarv.

Palazzo Ducale er bygget i den tidlige italienske renæssance i sidste halvdel af 1400-tallet.

Piero della Francescas La flagellazione er et af 1400-tallets mest betydningsfulde billeder. Piero var en mester i den nyopdagede brug af perspektivisk forskydning og forkortning. Billedet kan ses i Urbino, på Palazzo Ducale. – Foto: Benedicte Christiansen.
Piero della Francescas La flagellazione er et af 1400-tallets mest betydningsfulde billeder. Piero var en mester i den nyopdagede brug af perspektivisk forskydning og forkortning. Billedet kan ses i Urbino, på Palazzo Ducale. – Foto: Benedicte Christiansen.