Masser af danmarkshistorie i jubilæumsbyen Ribe

DET ER SÅ DENNE kong Christian fra Oldenburg, der dukker op i Ribe. Med sit følge bevæger han sig hen ad den senere Grønnegade og ind på rådhuset.

Vi skriver 1460, og det er den 5. marts. I salen er de samlet foran kong Christian. Det er en imponerende flok. Der er medlemmer af det danske rigsråd, og der er biskopper og hofmestre og riddere fra Danmark og fra Slesvig og Holsten.

Det slesvig-holstenske ridderskab er talstærkt til stede – og fremtrædende navne slår i øjnene som ridder Pogwisch fra Tondern (Tønder), ridder Split fra Sønderborg, Benedikt von Ahlefeldt fra Tørning, det er naboen til Haderslev, og så fortsætter det med flere Ahlefeldt'er og Reventlow'er og Rantzau'er.

Kirken skal også være med til det hele, så derfor er de med – biskopperne fra Aarhus, Viborg, Børglum og Ribe og sydfra en biskop fra domkirkebyen Slesvig. Hvis vi nu ellers havde kunnet kikke indenfor, så ville vi se Ribe-brevet, som aftalen blev kaldt, liggende udbredt på et bord, og under den lange tekst hænger seglene fra fyrster og riddere i Slesvig og Holsten, dem er der en lille snes af, og foran dem alle hænger den danske konges segl, det er størst, og det skal det nok også være.

Til gengæld ser man så det slesvig-holstenske ridderskabs banner bag bordet med Ribe-brevet – og midt i det hele står kong Christian I med hævet højre hånd, og med blikket rettet mod himlen sværger han på, at han går ind for aftalen fra Ribe, alt imens biskopperne løfter deres religiøse symboler op foran hovederne.

Hvordan kan vi nu vide, at det gik sådan for sig? Det kan vi heller ikke. Men vi lægger os lidt i halen på en berømt maler i grænselandet. Han hedder August Thomsen, og det er hans udlægning af sceneriet i det gamle rådhus i Ribe, vi har foran os.

Vi møder maleriet, 145 år efter at det blev lavet i 1865. Et år efter Dybbøl-nederlaget. Det hænger på Lyksborg Slot ved Flensborg Fjord, og det er en prinsesse, der passer på det, hun er prinsesse zu Ysenburg-Budengen, og hun er daglig leder af Schloss Glücksburg.

Hvis man nu tror, at Ribe-brevet fra 1460 bare er en samling støvede historiske sætninger, må man lige tro om. Og der kan netop være god grund til at sige det med store bogstaver her i jubilæumsåret: Aftalen fra Grønnegade fik storpolitisk betydning i århundrederne efter.

Kong Christian blev en slags overhertug (landsherre for Slesvig og Holsten), men hans økonomiske evner gav ham et tilnavn, nemlig "den bundløse pung". Hertugdømmerne i syd stod stærkere, de holdt med Ribe-brevet fast ved deres privilegier, og kongen måtte gå ind på, at Slesvig og Holsten skulle være "ewich tosamende ungedelt", de skulle hænge sammen til evig tid, sagde teksten fra Ribe.

Netop det gav så anledning til strid og spektakel, og i 1800-tallet førte det til de to slesvigske krige – i 1848 til 1850 og i 1864. Det gjaldt netop Slesvig (Sønderjylland), som ikke måtte knyttes nærmere til Danmark, for det hang sammen med Holsten ifølge aftalen af 1460. Og det endte så med, at det hele blev prøjsisk efter 1864 og Dybbøl. Der kom først en klaring på det i 1920, da sønderjyderne efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig i 1918 blev genforenet med Danmark ved folkeafstemningen i februar 1920.

HVIS MAN GÅR GENNEM Grønnegade i Ribe i dag, møder man ikke mange, der forbinder noget med et Ribe-brev af 1460. Jeg mødte faktisk ingen.

Til gengæld markeres Ribe-aftalen syd for grænsen i Kiel, Berlin og Slesvig. Det slesvigske-holstenske landsarkiv i Slesvig gennemfører et eget særligt jubilæumsår: "550-året for Ribe-aftalen". Sådan hedder udstillingen i prinsepalæet, som det kaldes, i Slesvig. Det var i øvrigt i samme palæ, at den danske militære ledelse under overgeneral de Meza i februar-vinteren 1864, besluttede at forlade Dannevirke og trække sig tilbage til skanserne ved Dybbøl.

På udstillingen i Slesvig, som varer til december, tales og skrives der om dokumentet fra Ribe som "grundlæggende for en sammenvoksning af Slesvig og Holsten til en enhed". Det er så det, der skete delvis efter Anden Verdenskrig med forbundslandet Slesvig-Holsten inden for den vesttyske forbundsrepublik. Det nåedes delvis, da Slesvig (Sønderjylland) blev delt i 1920 med et dansk Sønderjylland og en tysk "Lan-desteil Schleswig", sådan lyder det officielle tyske navn for det, vi kalder Sydslesvig.

Fra Kiel klinger det i dag "Schleswig Holstein meerumschlungen", det er kendingsmelodien fra en privat radiostation, og det er ganske harmløst. Det er ikke som dengang i begyndelsen af 1800-tallet, da sangene buldrede mod det enevældige kongedømme Danmark ved sangstævnerne i Slesvig og Egernførde.

Med opstanden mod den danske konge i 1848 ville de tysk-orienterede slesvig-holstenere have lavet et eget land – Slesvig-Holsten – fra Kolding til Hamborg. Det lykkedes ikke. Bismarcks Prøjsen satte en stopper for det og gjorde landet til den nordligste prøjsiske provins.

Sådan har det bølget frem og tilbage mellem drilsk og tysk hernede sydpå i riget op mod 800 år. Det var også bare, fordi Valdemar Sejr fra Ribe efter Dagmars død giftede sig med portugisiske prinsessedame Bengerd. Hun var "så bedsk en blomme". Men smuk var hun, det blev til tre sønner, og Valdemar syntes, de skulle have noget alle sammen. Sådan fik Abel Sønderjylland eller Slesvig som hertug. Men Holsten trængte sig nordpå – sprogligt, politisk, økonomisk, militært, og med Ribe-aftalen skulle det hele hænge sammen hen over Ejderen.

Tænk, hvis Dagmar nu ikke var død. Så kunne danmarkshistorien måske have udviklet sig helt anderledes. Det er da i hvert fald en ganske interessant tanke.

Frode Kristoffersen er tidligere journalist i DR