Krigstrommerne lyder igen i Libanon

Selvom Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, på onsdag forventes at besøge grænsen mellem Libanon og Israel og endda måske kaste et par symbolske sten mod fjenden, er det for en gangs skyld ikke Israel, der står øverst på den iranske præsidents dagsorden.

Ahmadinejads besøg i Libanon er veltilrettelagt og timet til at kulminere på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Libanons sunni- og shiamuslimer er på et historisk højdepunkt. I løbet af de seneste uger er den truende retorik mellem de to befolkningsgrupper taget til, i takt med at man afventer konklusionen fra det særlige FN-tribunal, der efterforsker mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafik al-Hariri. FN ventes at pege på den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse som den skyldige, hvilket allerede på nuværende tidspunkt får Hizbollah til at erklære, at sådan en konklusion vil resultere i krig.

Det er netop på toppen af denne retoriske kransekage, Mahmoud Ahmadinejad ønsker at sætte sig. Hans be-søg i Libanon, der i øvrigt er koordineret med den syriske præsident, Bashar al-Asad - og desuden gennemføres til stor frustration for dele af den libanesiske befolkning - er først og fremmest Irans måde, hvorpå man fortæller hele nabolaget, hvem der har den egentlige magt i Libanon. Det er ikke et tilfælde, at hele Sydlibanon og endda også vejen fra lufthavnen (den hedder ironisk nok Rafik al-Hariri) er blevet klistret til med iranske flag forud for besøget. Efter sigende er 2500 soldater fra Irans revolutionære garde rejst til Libanon for at sikre, at besøget ikke bringer overraskelser. Og det kommer da heller ikke som en overraskelse, at Iran, der siden 1980'erne har opfostret sit eget shiamuslimske afkom i form af Hizbollah, nu ønsker at vise sit faderskab frem for alle. Især på et tidspunkt, hvor de fleste mener, at kampen om Libanons fremtid er spidset så meget til, at en afgørelse vil komme inden længe. Og Ahmadinejad er i Libanon for at minde alle parter om, at Iran ikke har tænkt sig at opgive idéen om at eksportere den islamiske revolution til Libanon, og at Hizbollah til enhver tid kan regne med støtte fra sine biologiske forældre, hvis det skulle blive nødvendigt.