Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, besøger på onsdag Libanon, hvor portrætter af præsidenten allerede fylder godt i bybilledet i hoved- staden, Beirut. --
- Wael Hamzeh/EPA/Scanpix.
Allan Sørensen |
11. oktober 2010
Før Hariri-rapporten FN's ventes at pege på Hizbollah som ansvarlig for mordet på tidligere premierminister Rafik al-Hariri. Det bringer Libanon på kanten af endnu en borgerkrig - denne gang mellem sunni- og shiamuslimer
Selvom Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, på onsdag forventes at besøge grænsen mellem Libanon og Israel og endda måske kaste et par symbolske sten mod fjenden, er det for en gangs skyld ikke Israel, der står øverst på den iranske præsidents dagsorden.
Ahmadinejads besøg i Libanon er veltilrettelagt og timet til at kulminere på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Libanons sunni- og shiamuslimer er på et historisk højdepunkt. I løbet af de seneste uger er den truende retorik mellem de to befolkningsgrupper taget til, i takt med at man afventer konklusionen fra det særlige FN-tribunal, der efterforsker mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafik al-Hariri. FN ventes at pege på den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse som den skyldige, hvilket allerede på nuværende tidspunkt får Hizbollah til at erklære, at sådan en konklusion vil resultere i krig.
Det er netop på toppen af denne retoriske kransekage, Mahmoud Ahmadinejad ønsker at sætte sig. Hans be-søg i Libanon, der i øvrigt er koordineret med den syriske præsident, Bashar al-Asad - og desuden gennemføres til stor frustration for dele af den libanesiske befolkning - er først og fremmest Irans måde, hvorpå man fortæller hele nabolaget, hvem der har den egentlige magt i Libanon. Det er ikke et tilfælde, at hele Sydlibanon og endda også vejen fra lufthavnen (den hedder ironisk nok Rafik al-Hariri) er blevet klistret til med iranske flag forud for besøget. Efter sigende er 2500 soldater fra Irans revolutionære garde rejst til Libanon for at sikre, at besøget ikke bringer overraskelser. Og det kommer da heller ikke som en overraskelse, at Iran, der siden 1980'erne har opfostret sit eget shiamuslimske afkom i form af Hizbollah, nu ønsker at vise sit faderskab frem for alle. Især på et tidspunkt, hvor de fleste mener, at kampen om Libanons fremtid er spidset så meget til, at en afgørelse vil komme inden længe. Og Ahmadinejad er i Libanon for at minde alle parter om, at Iran ikke har tænkt sig at opgive idéen om at eksportere den islamiske revolution til Libanon, og at Hizbollah til enhver tid kan regne med støtte fra sine biologiske forældre, hvis det skulle blive nødvendigt.
Spørgsmålet, om det overhovedet bliver nødvendigt, er i øjeblikket plantet solidt på skuldrene af Rafik al-Hariris søn, den nuværende premierminister Sa'ad al-Hariri.
Han har fået et tilbud fra Hizbollah om at fordømme FN-tribunalets konklusion på forhånd og derved tage brodden af de seneste fem års efterforskning. I Libanon hører den slags forslag fra Hizbollah til dem, man ikke afviser, hvis man har liv og karriere kært. Men Sa'ad al-Hariri står fast. Han vil først se og læse tribunalets konklusion og derefter kommentere indholdet.
Den rækkefølge vil ifølge Hizbollah kaste landet ud i kaos. Hizbollah hverken kan eller vil leve med at blive hængt ud af et FN-tribunal og en sunnimuslimsk premierminister. Slet ikke når organisationen opfatter sig selv som Libanons guddommelige frelser, de fattiges talsmand og retfærdigheden selv.
For nylig, da den tidligere general Jamil al-Sayed landede i lufthavnen efter fire års fængsling for del i mordet på Hariri, lod Hizbollah resten af Libanon forstå, hvordan den ser på hele FN-efterforskningen. Hizbollah besatte lufthavnen og dele af Beirut for at give den hjemvendende general en sikker velkomst og for at forhindre andre i at afhøre ham. Den besked, som Hizbollah ønskede at videregive med den dramatiske velkomst, var, at hvis Hizbollah bliver hængt ud af FN og den libanesiske regering, så er det ikke kun lufthavnen, der vil blive besat, men alle de offentlige kontorer og ministerier.
En stor del af forklaringen på Hizbollahs voldsomme reaktion i forbindelse med den ventede FN-rapport kan findes i det anspændte politiske forhold mellem Hizbollah og Sa?ad al-Hariris parti. Den er også et resultat af den mere omfattende magtkamp om indflydelse i Libanon mellem Iran-Syrien-aksen, der støtter Hizbollah, og Saudi-Arabien, der støtter Sa'ad al-Hariri og landets sunnimuslimer.
Men den grundlæggende årsag til, at Hizbollah ser FN-rapporten som en krigserklæring, skal findes i den historiske og religiøse strid mellem shiamuslimer og sunnimuslimer. Efter profeten Muhammeds død blev islam delt mellem dem, der krævede, at islams kaliffer skulle komme fra profetens egen familie, og dem, der mente kalifferne burde findes fra en bredere kreds. Ifølge shiamuslimer var Ali den første legitime kalif, selvom tre andre havde rollen, inden han blev udnævnt. Og da Alis søn, Hussain, blev dræbt af kaliffen Yazid, der heller ikke kom fra profetens familie, opstod der for alvor en splittelse mellem shia- og sunnimuslimer. I historisk perspektiv har shiamuslimer altid opfattet sig selv som de rettroende og de retfærdige, der er blevet tyranniseret og myrdet af vantro sunnimuslimske kaliffer og ledere.
Med en rapport fra FN-tribunalet, der peger på Hizbollah som ansvarlig for mordet på Rafik al-Hariri, bliver der pludselig vendt op og ned på historien mellem sunnier og shiamuslimer. Med den konklusion er det for første gang i historien shiamuslimerne, der vil fremstå som de korrupte mordere af en sunnimuslimsk leder. En titel, som Hizbollah på ingen måde er parat til at leve med. Og derfor er de fleste libanesere begyndt at tælle ned til den ventede konfrontation, der kun synes mulig at udsætte, hvis Sa'ad al-Hariri allerede på forhånd afviser den grundige rapport, der efter fem års efterforskning skal løfte sløret for, hvem der stod bag mordet på hans egen far.
allan@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad