Sporene efter Muhammed-krisen skræmmer. Vi skal vogte os for demokratisk totalitarisme

FORLEDEN BLEV DET markeret, at det er fem år siden, de såkaldte Muhammed-tegninger skabte opstandelse og fordømmelse. Her fem år efter er der stadig god grund til at reflektere over Muhammed-krisen, for sporerne skræmmer.

Siden Muhammed-krisen har meget forandret sig i den vestlige verden. Betydningen af ytringsfrihed har skiftet karakter, og i en periode har det været muligt – i optik af Muhammed-krisen – at forsvare enhver ytring som legitim i kraft af, at den er en ytring, der må være frihed til.

Hvor statens råderum tidligere skulle begrænses i forhold til den enkeltes frihed og sikkerhed, så er statens råderum siden Muhammed-krisen blevet konsekvent udvidet for at sikre den enkeltes frihed og sikkerhed. Det giver udfordringer, som man må være opmærksom på, fordi man risikerer, at det enkelte menneskes åndelige frihed – det vil sige trosfrihed, ytringsfrihed og samvittighedsfrihed – bliver krænket.

Ytringsfriheden har i demokratiets hellige navn været forfægtet af høj som lav. Der har været heftige debatter om hensyntagen til religiøse minoriteter som følge af Muhammed-krisen, og hvorvidt man skal føle sig kaldet til at ytre alt. Blot fordi man kan brænde en koran af, er det jo ikke ensbetydende med, at man skal gøre det!

Kampen for ytringsfrihed og demokrati har været særdeles relevant, men intet mål helliger midlet. Derfor bør vi stoppe op og tænke efter, om det mål, som de vestlige demokratier har haft siden Muhammed-krisen – at beskytte demokratiet mod de totalitaristiske kræfter – faktisk har medført en art demokratisk og ytringsmæssig totalitarisme hos os selv.