Irland vånder sig under ny bølge af udvandring

Ifølge den danske Irlands-ekspert Michael Böss, lektor ved Aarhus Universitet, giver den voldsomme sprogbrug et meget ærligt billede af, hvordan irerne oplever udvandring. I modsætning til, hvad man - naivt måske - kunne tro, har århundreders erfaring med at udvandre og leve i fremmede dele af verden slet ikke gjort det lettere for irerne. Tværtimod. For dem sætter udvandringen spørgsmålstegn ved, om deres land overhovedet er en succes, når det ikke evner at skabe en fremtid for sine egne indbyggere, og de skammer sig over, at den er nødvendig.

"Udvandringen er et evigt tilbagevendende tema i det irske samfund. En sten i skoen, der hele tiden holder liv i en diskussion om, hvorvidt man overhovedet kan kalde Irland for en succes," siger Michael Böss.

Han henviser til, at Irland - der først opnåede fuld uafhængighed fra englænderne i 1921 - har kæmpet med fattigdom og sult stort set konstant frem til midten af 1960'erne. Gennem århundreder har udvandring været et af måderne at overleve på, ikke mindst under "Den Store Sult" fra 1845 til 1850, hvor omkring en million irere udvandrere, og yderligere en million døde af sult. Således blev Irlands befolkning mere end halveret fra midten af 1800-tallet, hvor den talte otte millioner mennesker, til 1970, hvor befolkningen var nede på 3,2 millioner mennesker.

"Oprindeligt lagde irerne skylden for de dårlige tider og udvandringen på englænderne, og man troede, at det ville standse, når landet blev selvstændigt. Da det viste sig, at udvandringen fortsatte efter selvstændigheden - fordi økonomien stadig var elendig - var det en enorm skuffelse og lagde grunden til en latent skamfølelse," siger Michael Böss.

Skammen blev yderligere næret af, at den katolske kirke - som stod og stadig står meget stærkt i det irske samfund - bebrejdede de unge, at de rejste. Især kvinderne fik skyld for, at de var letlevende og forlystelsessyge, når de foretrak England frem for Irland, fortæller Michael Böss.

Stemningen begyndte først at vende, da Irland i 1960'erne ændrede økonomisk politik, og der kom gang i væksten. For første gang blev der født en generation, der ikke måtte udvandre for at klare sig, og irerne begyndte at tro på, at de rent faktisk havde et land, der rummede muligheder. Derfor slog det også benene væk under dem, da Irland som de fleste andre vesteuropæiske lande røg ind i en massiv økonomisk krise i 1980'erne - og udvandringen begyndte forfra.

Og nu gentager historien sig. Efter et par årtier med stærk økonomisk vækst, hvor Irland for første gang oplevede at være centrum for indvandring frem for det modsatte, er brusen gået af champagnen, og krisen får tusinder af unge til at søge væk fra øen. En udvikling, der kalder alle følelserne frem i Irland.

"Hjertesorgen og lidelsen ved afrejserne har genåbnet et sår i den irske sjæl, som aldrig rigtig er helet efter "Den Store Sult", fordi befolkningen blev ved med at falde, selvom vi havde høje fødselsrater. Det daglige syn af grædefærdige forældre, der vinker farvel til deres 20-årige sønner og døtre i lufthavnene har givet anledning til megen hændervriden," som Conor O'Cleary, Irlands-korrespondent for den internationale netavis Global Post, beskriver det.

Michael Böss peger på, at udvandring er en grundlæggende del af den irske selvforståelse.

"Hvert land har nogle fortællinger, nogle billeder, man ser sig selv inden for. Så snart en krise opstår, er det dem, man trækker på," fremhæver han.

upoulsen@k.dk

"Jeg er skuffet. Jeg elsker Irland, og jeg elsker at leve her. Det at rejse var den sidste udvej for mig. Jeg har virkelig, virkelig prøvet at få arbejde." Yvonne Gaulle, 22 år, flytter fra Cork til England. Irish Times, 1. oktober.

"Min familie flyttede tilbage til Irland fra USA i 1999, og min far hader, at jeg nu overvejer at udvandre. Han siger, at han aldrig troede, det ville overgå hans børn. Han var tømrer. Nu hvor vi allesammen er ih så uddannede, har regeringen alligevel ingen jobs til os." Laura O'Reilly, 22 år, flytter fra Cavan til USA. Irish Times, 1. oktober.