Krigen som skæbne

Jens A. Berg har været forskånet for store krigstraumer. I mange år havde han dog ubehagelige drømme om krigen. Men det gjorde -- som han siger -- ikke noget. For når han vågnede, vidste han jo, hvor han var -- hjemme. Siden 1962 har det været i Løgumkloster i Sønderjylland. --

- Nils Rosenvold, Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Bøger

flexblock

Fakta

Jens A. Berg

89 år. Opvokset i Sydslesvig. Efter Anden Verdenskrig uddannet som agronom på Landbohøjskolen i...
Læs mere

flexblock

Emneord for denne artikel

anden verdenskrig | soldat | sydslesviger | på tysk side | Stalingrad

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Claus Grymer | 11. oktober 2010

I disse år udkommer mange bøger med øjenvidneskildringer fra Anden Verdenskrig. Det er vigtigt for mange at få fortalt deres historie, mens de stadig kan. 89-årige Jens A. Berg deltog i næsten fem år i krigen på tysk side. Det var han som sydslesviger tvunget til. Og nu er han i gang med at skrive sin historie til forlaget Gyldendal

Den 89-årige Jens A. Berg fra Løgumkloster i Sønderjylland ved, hvad krig drejer sig om. Han har selv erfaret det. Som sydslesviger var han tvunget til at deltage i Anden Verdenskrig på tysk side. Næsten fem års krigstjeneste blev det til.

"Som almindelig soldat," siger Jens A. Berg, "blev jeg ved med at høre til de mindste brikker i det store spil. Tre gange blev jeg sendt til fronten i Rusland. Første gang i sommeren 1941 til kampene om Moskva. Kort før jul blev jeg såret og kom på lazaret i Tyskland. Anden gang, jeg blev sendt til Rusland, var i sommeren 1942. Vi skulle til Stalingrad. Som ordonnans kørte jeg før angrebet galt på motorcykel og blev igen bragt på lazaret i Tyskland. Derved undgik jeg slaget om Stalingrad. I sommeren 1943 blev jeg brugt som vagt i en lejr for russiske krigsfanger i nærheden af Berlin. Sidste gang, jeg blev sendt til Rusland, var i vinteren 1944, hvor jeg var med på tilbagetoget gennem Ukraine og endte som krigsfange. Det var jeg i godt halvandet år."

Jens A. Berg og krigen er tema for en bog, som Gyldendal udgiver næste år. Bogen er et udtryk for en tendens, der også tidligere er omtalt her i avisen. Øjenvidneskildringer og vidnesbyrdlitteratur især fra de store europæiske krige vinder frem. Bøgerne viser vej til fortiden på en særlig måde – og hjælper forfatterne med både at fastholde hukommelsen og at give slip på nogle dybt traumatiske oplevelser.

Annonce

Jens A. Berg opfatter sine fem år i krigen som skæbnebestemt. Krigsdeltagelse var et vilkår, han ikke kunne undgå. Accept var den eneste mulighed. Han minder i forbifarten om, at for de danske soldater, som i dag er udsendt til Afghanistan, er udgangspunktet et andet: Deres tilstedeværelse i Afghanistan er frivillig. De har – som han udtrykker det – "grebet ind i deres egen skæbne".

En anden afgørende forskel: Under Anden Verdenskrig kæmpede soldater mod soldater. Deres uniformer viste, hvem de var. Anderledes i Afghanistan. Dér skjuler fjenden sig. Jens A. Berg erklærer sig ikke som modstander af den danske krigsdeltagelse. Han er dog betænkelig ved, at soldater sættes ind mod en fjende, der "ikke kæmper åbent", men "har bomber under vesten".

Jens A. Berg, der selv har haft krigen helt inde på livet, frikender dog soldaterne for et personligt ansvar i krigen:

"Det er jo ikke soldater, der er skyld i krig. Det, der koster menneskeliv, er den opgave, vi har givet de danske soldater i Afghanistan. Så ansvaret er alene vort. Soldaterne skal bekæmpe og besejre fjenden. Dertil bruger de udelukkende de midler, som den samme fjende tvinger dem til at bruge. I grunden har soldaterne hverken pligt til eller interesse i at slå ihjel. Kaster fjenden sit våben og løfter hænderne som tegn på overgivelse, er kampen forbi. Soldater skyder ikke på ubevæbnede."

"I øvrigt," tilføjer Jens A. Berg, "rummer Bibelen mig bekendt ingen fordømmelse af soldatens indsats."

At nævne Bibelen falder ham naturligt: Hver dag takker han Gud for, at han overlevede Anden Verdenskrig.

Jens A. Berg er i opvokset i Sydslesvig – i Achtrup syd for Tønder. Hans mor var dansk – og faderen tysk. Hjemmet var tilknyttet det danske mindretal – med faderens billigelse.

"Efter 1933, da Hitler kom til magten, opstod der et vist pres fra vore omgivelser. Og det blev større med tiden. Selvfølgelig var jeg påvirket af det tyske. Af min far. Samtidig var påvirkningen fra min mor og det danske temmelig afgørende. Min mors far, hendes søskende og deres børn boede lige nord for grænsen. Da jeg var stor nok til at cykle turen alene, holdt jeg hvert år sommerferie hos min onkel Christian i Rurup sydvest for Toftlund. Jeg brød mig ikke om at skulle vælge mellem dansk og tysk. Og altså så at sige vælge mellem far og mor. Jeg gennemlevede min skoletid og min ungdomstid uden egentlig at tage stilling til nogen af siderne. Jeg respekterede far og mor, og hvad de hver især stod for. Og holdt mig så meget som muligt uden for "den nye tid". Man må gerne kalde mig vankelmodig."

Ved sin indkaldelse i februar 1941 til den tyske værnemagt var Jens A. Berg landbrugsmedhjælper. Han var den femte af seks brødre, der måtte deltage i krigen. To af dem overlevede ikke.

Efter militæruddannelsen i Flensborg blev han sendt til Danmark. Først til Odense og derpå til Strib ved Middelfart, hvor han var i sommeren 1941:

"Det var en herlig tid. Sommeren var overvejende varm og tør. Og om søndagen var der mange på stranden. Jeg var der også selv. Og når jeg bare havde badebukser på, kunne ingen se, at jeg var tysk soldat. Folk kunne derimod høre, at jeg var fra Sønderjylland. Og jeg snakkede med både den ene og den anden. Men i august var det slut. Vi skulle til Rusland for at erstatte de tab, der havde været i de første måneder af invasionen."

"Da vi kom til Rusland først i september, var målet kampene om Moskva. Det gik fremad for os hele tiden. Men indimellem havde vi træfninger."

"Midt i november blev vinteren rigtig streng. Med mere end 30 graders frost. Vi havde ingen vinterudrustning og begyndte at få forfrysninger. Hen mod slutningen af december, da kampene om Moskva forlængst var tabt, og den tyske hær var på hastigt tilbagetog, havde vi stadig intet vintertøj."

"På et tidspunkt blev jeg såret i den ene arm og skulder, men ikke alvorligt. Jeg måtte selv sørge for at tilbagelægge de 20-30 kilometer, der var til et opsamlingssted for sårede. Det foregik til fods. Jeg kunne se nogle lys, men byen, jeg nåede frem til, var nedbrændt. Så jeg måtte videre. Og gik det meste af natten. Men til sidst kom jeg da til et sted, hvor jeg kunne være."

"Juleaften tilbragte vi i en jernbanevogn i Rusland. Den holdt stille. Vi var nervøse, for russerne var jo efter os. Endelig næste dag satte toget sig i bevægelse. Og efter 21 dage kom jeg på lazaret. Derefter var jeg på orlov. Men næste forår gik det igen mod Rusland."

Og igen kom Jens A. Berg på lazaret. Det var efter ulykken med motorcyklen. Han havde slået hovedet voldsomt og ligget bevidstløs i fire døgn.Fra "et rumænsk feltlazaret i det sydlige Rusland" skrev han den 3. september 1942 til sine forældre blandt andet:

"Tanken om mit hjem og mit endnu uopfyldte liv er umådelig stærk. Umådelig stærk er også tanken på mine forældre og min uopfyldte pligt over for dem. Det eneste store ønske i mig er dette, at de må få lov til at leve. Disse tanker kommer måske kun, fordi jeg har følt lidelse og elendighed og også livets ende så nært og så dybt. Derfor mine mange tanker. Jeg er på et lazaret, hvor der kommer uendeligt mange mere eller mindre hårdt sårede. Det er til tider skrækkeligt at se på. Jeg skriver alt dette ned for at dulme mine tanker. Det er ikke skrevet for andre end mig selv – for senere engang at have en erindring om dette sted og mine tanker i denne tid."

Jens A. Berg nægtede sig selv retten til beklagelser. Som han skrev: "Dagene her går jo fra krigen." Og trods alt havde han været heldig, endda mere heldig, end han endnu var klar over. At han som følge af ulykken med motorcyklen undgik blodbadet ved Stalingrad, reddede efter al sandsynlighed hans liv.

"Ene mand blev jeg en tidlig aprilmorgen i 1944 overrasket af en deling russiske soldater. Jeg prøvede at flygte. Men det var håbløst. Russerne skød, så kuglerne peb omkring mig. Jeg vendte mig om, løftede mine hænder og gik hen mod russerne. En officer kom mig i møde, hilste mig med et håndtryk og et "godmorgen, kammerat" – på tysk. Det var en oplevelse, der gjorde godt."

"I Rusland blev krigsfanger behandlet nogenlunde. Men føden var knap og arbejdet hårdt. Mange bukkede under på grund af sult og sygdom. Dertil kom det psykiske pres, fordi vi på ubestemt tid var isolerede fra omverdenen og altså også fra vore kære."

"I sommeren 1945 var jeg selv skyld i, at jeg blev mistænkt for flugtforsøg. Mine medfanger var kommet tilbage til lejren uden mig. Jeg plukkede vilde jordbær og havde bevæget mig for langt ind i skoven. Russerne sendte soldater ud for at finde mig."

"Flugtforsøg var i det kommunistiske Rusland den værste forbrydelse, en fange kunne begå. Derfor fik jeg efterfølgende en meget ublid behandling. For cirka hver 50 meter på vejen tilbage til lejren slog soldaterne mig med deres geværkolber. Med dybe sår og en alvorlig betændelse i højre arm blev jeg indespærret uden nogen form for behandling. Først efter tre uger kom jeg på et lazaret, hvor jeg blev opereret af en tysk læge og medfange. Han troede ikke selv, at operationen ville lykkes. Men den lykkedes, og trods de primitive forhold slap jeg fra skaderne helt uden mén."

Og atter oplevede Jens A. Berg modgang blive til medgang:

"Almindelige krigsfanger i Rusland måtte efter krigen tilbringe mange år bag pigtråd. For mig gik det anderledes. Lazarettet, hvor jeg var, blev tømt i oktober 1945 og patienterne hjemsendt. Det gjaldt også mig. Og allerede den 11. november var jeg tilbage i Sydslesvig."

Store krigstraumer har Jens A. Berg været forskånet for. Ganske vist drømte han i mange år ofte om krigen. Især om at være på tilbagetog. Men uden at kunne slippe væk. Også om fangenskab drømte han. Men som han siger:

"Det gjorde ikke noget. For når jeg vågnede, blev jeg jo klar over, hvor jeg var. Jeg var hjemme."

"De mange vanskeligheder, jeg gennemlevede under krigen, har efterladt en stor taknemmelighed i mit sind. Noget, som senere hen har hjulpet mig uendelig mange gange. Alle de vanskeligheder, jeg i løbet af livet har mødt, har forekommet mig små i forhold til dem, jeg udsattes for under krigen. Måske er det ligefrem sådan, at jo større modgang og lidelse man udsættes for i sine unge år, jo lettere har man i tiden, der følger, ved at se og glædes over alt det skønne, livet har at byde på."

"Krigen selv er af det onde. Alt for mange mennesker må lide under den. Men selvom krigen er ond, oplevede jeg ikke egentlig ondskab blandt de mange mennesker, jeg mødte og var mere eller mindre afhængig af. Til gengæld mødte jeg megen godhed. Mon ikke det først og fremmest skyldtes de vanskelige tider? Det er næsten, som om gode tider gør mennesker mere ufølsomme."

grymer@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock